Computerworld beskrev i sidste uge, hvordan fiberbranchen og telebranchen atter er røget i totterne på hinanden.
Denne gang var det om om forhindringerne for telemedicin, der potentielt set rummer milliardbesparelser for det hårdt trængte offentlige budget.
For mens telebranchen, medicoindustrien og it-branchen, mener, at hindringer udelukkende skyldes politik - ikke teknologi - holder fiberbranchens talerør, Dansk Energi, fast i, at udfordringerne også skyldes den teknologiske infrastruktur. Læs mere om uenighederne her.
Men nu tager Danmarks største teleselskab TDC også bladet fra munden og forklarer, hvordan teleselskabet oplever barriererne for at udrulle telemedicinske løsninger.
"Vi dækker 98 procent af alle danskere i dag, så teknologien er ikke et argument længere. Den er på plads. De helt store udfordringer er regionernes DRG-takster, der betyder, at det er en bedre forretning for hospitalerne, at patienterne møder op til behandling. Den anden store barriere er de skæve incitamenter mellem regioner og kommuner," lyder det fra Kathrine Forsberg, vicedirektør i TDC.
I den sammenhæng har TDC udarbejdet et notat om barriererne.
Så meget tjener hospitalerne på fysisk fremmøde
Her understøttes argumentet om, at der er gode økonomiske grunde for hospitalerne til at lade syge fru Jensen troppe op frem for at tone frem på en skærm hjemme fra stuen.
På grund af regionernes takseringssystem (det såkaldte DRG-system) udløser det nemlig en højere check til hospitalet, når borgeren møder frem til behandling.
For hjertepatienter gjaldt det således i 2012, at hospitalerne blev aflønnet med 2.026 kroner, når en patient mødte op på hospitalet. Blev han/hun behandlet hjemmefra, udløste det "kun" 1.356 kroner til hospitalet.
Og mens hospitalet indkasserede 1.599 kroner, når en diabetespatient mødte fysisk frem, fik hospitalet ikke en rød reje for en behandling af selvsamme diabetes-patient, der blev hjemme.
Den økonomiske ulempe ved at behandle KOL-patienter telemedicinsk er lidt mindre.
Her fik sygehuset 2.120 kroner per telemedicinbehandling mod 2.598 kroner ved fysisk fremmøde.
"Som det fremgår...bliver hospitalet aflønnet med højere takster for ambulant behandling (fysisk fremmøde, red.) end ved telemedicinsk, og hospitalet har derfor ikke tilskyndelse til at vælge at sætte telemedicinske løsninger over i en driftssituation, men at bevare det i projektstadier med støttede midler," står der i notatet, der er baseret på 2012-tal fra Sundhedsministeriet. (Se for eksempel telemedicin-takster s. 23 i denne rapport.)
Små skridt i den rigtige retning
Ifølge Kathrine Forsberg er der dog et par lyspunkter i mørket.
"Nu er der jo rent faktisk kommet en DRG-takst på KOL, og ministeriet (Sundhedsministeriet red.) har givet tilladelse til, at der køres forsøg med DRG-takster på telemedicin til diabetes-patienter. Men ved diabetes giver det jo overordnet set stadig bedre mening for hospitalerne at behandle ambulant," siger Katrine Forsberg.
TDC understreger i notatet, at takseringssystemet har fået hospitaler til at stå af igangsatte telemedicins-projekter.
Derfor arbejder kommuner og regioner ikke sammen
"TDC har indgået i kundesammenhænge, hvor hospitalet efter endt TDC-støttet projekt, har takket nej til at gå i drift med direkte henvisning til afregningssystemet," skriver TDC.
Kathrine Forsberg ønsker dog ikke at fortælle, hvilke konkrete hospitaler, der er tale om.
"Men det er meget få af de projekter, vi har støttet gennem de seneste fem år, vi er kørt videre med. Lige nu har vi kun et projekt i gang på Kolding Sygehus," siger Kathrine Forsberg.
Kommuner får ikke flere penge for mere arbejde
Men det er ikke den eneste barriere, TDC støder på i det offentlige.
Et andet problem er, at kommuner og regioner ikke samarbejder, og ikke har økonomiske incitamenter til at gå i samme retning.
Lidt forenklet får kommuner det samme overordnede beløb, uanset hvor effektive de er, mens regionerne, og altså sygehusene, belønnes for effektiviseringer via takseringssystemet.
Det skaber forskellige interesser.
"Kommuner og regioner har ikke fælles interesser. Regionerne vil have patienterne ud af klappen så hurtigt som muligt, mens kommunerne ikke har nogen interesse i at modtage flere og flere plejekrævende patienter. Kommunen får jo ikke nogen kompensation, kun mere arbejde," forklarer Katrine Forsberg.
Med de skæve incitamentsstrukturer er der ifølge TDC-notatet også risiko for:
"...at en borger med tre behandlingskrævende lidelser eller behov for ældrepleje, kan ende med tre skærme i hjemmet."
Hvem har ansvaret?
En tredje ting, TDC peger på i notatet, er den manglende standardisering af det tekniske udstyr, der hindrer systemerne i at spille sammen.
Her ønsker telegiganten minimumsegenskaber for de tekniske løsninger for at sikre samarbejde på tværs af sektorer.
Sidst, men ikke mindst, er der ifølge TDC en lang række juridiske spørgsmål, der i dag svæver i det uvisse.
For eksempel, hvad er en læges kliniske ansvar, når man behandler med telemedicinsk udstyr?
Er det kommunens it-afdeling, forvaltning eller ældrecenter, der har beslutningsmagten? Er det regionen, kommunen eller den praktiserende læge, der har mandat til at udskrive eksempelvis en KOL-kuffert?
"Det er i dag uklart, hvor beslutningskraften til at udskrive telemedicin eller visitere til digital omsorg er placeret. Lovgivningen på sundhedsområdet er bygget op i en analog verden og tager ikke højde for digitale spørgsmål," skriver TDC.
Læs også:
Sådan bliver fremtidens it på dit sygehus
