De fleste blev overraskede og vrede, da The Guardian for nylig afslørede USA's omfattende spionering af både egne statsborgere og alle os andre.
Der blev ballade, blev der, og den er ikke slut endnu.
Men det er sgu ikke nogen let problemstilling.
Det er længe siden, vi kæmpede soldat mod soldat og hær mod hær.
I dag slås vi med droner på den ene side og terrorangreb på den anden.
Begge rammer civile og tilfældige borgere, og begge skammer hinanden ud for netop det.
Krigen er rykket fra det åbne til det skjulte.
En stor del af den er at hacke og spionere de andre i al hemmelighed, mens vi klandrer dem for at gøre præcis det samme.
Og set med den vestlige verdens øjne er der en særlig problemstilling,, i at fjenden kan være hvem som helst iblandt os.
Argumentet holder ikke
Jeg er sikkert ikke den eneste, der undrer mig, når dansk politi afslører hemmelige terrorgrupper fulde af våben og slemme intentioner.
Hvordan fanden finder de dem?
Det er jo nålen i høstakken, og de har fundet den hver gang - indtil nu.
Jeg ved det ikke, hvordan de gør, men jeg er glad for resultatet.
Og jeg tænker, at USA nok ikke er de eneste, der lytter med, læser mails, sms'er, rejseplaner, biblioteksudlån og sammenligner alle data med særlige programmer.
Problemet er bare, at jeg ikke bryder mig om at være en del af den høstak, de leder i.
At mine sms'er, mails og samtaler også bliver logget og kigget i og analyseret og sammenlignet.
Jeg ved ikke, hvorfor jeg er så meget imod det
"Privacy is an emotional issue in Europe" skrev New York Times forleden - helt på linje med argumentet "overvågning er ikke noget problem, hvis man ikke har noget at skjule".
Jeg har det skidt med at blive kigget i kortene, fordi jeg bare ikke mener, at det rager andre, hvad jeg snakker om og tænker på.
Det er privat, og det skal det blive ved med at være. Basta.
Men privat er kun det, jeg holder for mig selv.
Så snart jeg har sagt det videre, er risikoen for, at en tredje hører om det, ret så stor.
Og når jeg kommunikerer elektronisk, er lækken løs.
Så må jeg gå ud fra, at andre lytter med. Mindst et computerprogram, sjældent et menneske, men det sker naturligvis.
Hvorfor er jeg imod det?
Jeg undrer mig over, hvorfor jeg er så meget imod det. Er jeg bange for at blive fanget af en algoritme?
Er jeg bange for at tilfældighedernes grumme spil vil gøre mig interessant for høstak-programmet, så de kommer bragende midt om natten med infrarødt lys og kampuniformer for at underkaste mig hemmelige forhør, udlevere mig til de gale amerikanere og derefter glemme mig i en orange fangedragt i Guantanamo?
Mit udstillede liv
Det ER naturligvis en mulighed. Meget tyder i hvert fald på, at det er sket for flere andre.
Men risikoen er betragtelig mindre end at blive kørt ihjel i trafikken.
Eller er jeg mere bange for at få afsløret, hvor uendeligt banalt og kommunekedeligt mit liv i virkeligheden er?
At nogen skal se, hvor lemmingeagtigt jeg følger jer andre med kone, kontor og konto i banken?
At jeg bliver afsløret i min fantasiløshed og udstillet som endnu et kedeligt liv?
Jeg ved det ikke, men jeg bryder mig altså ikke om, at de kigger med.
Claus Sølvsteen er partner i rådgivningsfirmaet Peytz & Co.
Computerworlds klummer er ikke nødvendigvis udtryk for Computerworlds holdninger, men er alene udtryk for skribentens holdninger.
Læs også:
Vil du undgå at blive overvåget? Så er der kun én vej frem
