At tro, vi fortsat kan lade leverancen af internet og bredbånd alene være et privat initiativ, er utopi og en bombe under vores samfund.
Det er nu over 40 år siden, at to computere på University of California i Los Angeles blev koblet sammen og udvekslede aldeles meningsløse data i den første test af det såkaldte Arpanet, det militære forsøgsnet, der blev forløberen for internettet.
Siden da er adgang til internettet blev betragtet som en privat sag på linje med telefon og tv. Noget, som den enkelte i dag må købe ud fra de tilbud, der findes i markedet, selv om den oprindelige opbygning var statsligt styret.
Internettet bliver basis-infrastruktur
En ren privat model for internettet giver måske mening, så længe internettet bliver anvendt til private ting, som man selv vælger til og fra, som man nu har lyst til.
Sådan er det bare ikke længere - og det ændrer sig endnu mere i fremtiden. Vi har allerede et krav om at kommunikere elektronisk med det offentlige fra 2015.
Allerede næste år skal alle borgere have en digital postkasse. En væsentlig del af det offentliges strategi i dag er, at borgerne skal kunne betjene sig selv elektronisk.
Så der er ingen tvivl om, at internettet er på vej til at blive en basis-infrastruktur for det danske samfund - hvis det ikke allerede er det.
"Vi er ved at bygge et samfund, hvor adgang til internettet, herunder også krav til høj hastighed, bliver helt afgørende for det enkelte menneske"
Og det bliver i endnu højere grad situationen fremover. Den nye velfærdsstrategi peger på en lang række områder, hvor teknologi er basis for nye løsninger, lige fra spiserobotter og vasketoiletter til videokonferencer med lægen, trådløs kommunikation og internetpsykiatri - og rundt om hjørnet lurer blandt andet biometri og fjernovervågning.
Der er med andre ord ingen tvivl om, at vi er ved at bygge et samfund, hvor adgang til internettet, herunder også krav til høj hastighed, bliver helt afgørende for det enkelte menneske.
Det står i skærende kontrast til det faktum, at et teleforlig fra 1999 - der altså er 14 år gammelt - lægger politikken for udrulning af bredbånd og specificerer, at dette er op til de frie markedskræfter.
For 14 år siden var kun cirka 20 procent af danskerne koblet på nettet, Internet Explorer var noget ret nyt, Google var lige startet, og den første netbank var lige åbnet. Der er sket meget siden da.
Staten må tage ejerskab
Regeringen har ganske vist et mål om at have en digital infrastruktur i verdensklasse og "understøtte udrulningen af infrastruktur" (Henrik Sass Larsen). Gode intentioner gør det bare ikke alene!
Der er områder i Danmark, hvor man ikke kan få hurtigt bredbånd, og det er en myte, at det kun er i yderområderne. Der er også udfordringer i flere af landets storbyer med leverance af hurtigt internet.
Det pres, der har været på regeringen for at ændre opfattelsen af, hvem der har ansvaret, er foreløbig prellet af.
Det bliver højst lappeløsninger, hvor for eksempel Bornholm får 60 millioner kroner til forbedring af situationen - gennem tilskud til teleselskaberne.
Staten må tage ejerskab
Det er ikke den rigtige løsning. Staten må tage ejerskab af den grundlæggende infrastruktur, og hvis det ikke er muligt, må staten sørge for "digital forsyningspligt" helt på linje med, at der er "elforsyningspligt".
"Staten må tage ejerskab af den grundlæggende infrastruktur"
I det hele taget kan man stille spørgsmålet, om vi kan basere vores danske digitale infrastruktur på privat og ofte udenlandsk ejerskab?
Det har man ikke gjort med for eksempel veje, broer og jernbaner - og det danske samfund bliver mindst lige så afhængigt af velfungerende digitale infrastrukturer som af de fysiske.
Per Andersen er direktør i Dansk IT.
Computerworlds klummer er alene udtryk for skribentens holdninger.
