Artikel top billede

NNIT-direktør: Derfor skal NNIT børsnoteres

Interview: Der er en klar grund til, at NNIT har besluttet sig for at sætte sejl efter en børsnotering, fortæller Per Kogut, administrerende direktør i det succesfulde selskab.

Den danske it-succes NNIT kan gå en fremtid i møde som børsnoteret selskab, hvis alt går efter planen.

Men der er lang vej endnu. Og intet er givet på forhånd.

Sådan lyder det fra NNIT's administrerende direktør, Per Kogut, der usædvanligt har valgt at melde planerne offentligt ud på et meget tidligt tidspunkt - faktisk før den endelige beslutning om en børsnotering overhovedet er taget.

Det kan du læse mere om her: Kendt dansk it-gigant vil børsnoteres.

"Vi kender endnu ikke noget som helst til datoer, hvad vi er værd eller lignende. Men vi har altså valgt ikke at holde vores overvejelser hemmelige og i stedet lægge fisken på disken og være åbne og ærlige. Ellers ville rygterne bare begynde at svirre, når revisorer og rådgivere begynder at komme rendende," siger Per Kogut til Computerworld.

Derfor skal selskabet på børsen

Beslutningen om at undersøge mulighederne for en mulig børsnotering kommer egentlig fra Novo Nordisk, der i dag ejer NNIT. It-virksomheden blev oprindeligt grundlagt for at servicere Novo Nordisk.

Indtil for nylig bestod størstedelen af NNIT's forretning da også af it-leverancer til Novo Nordisk, men det har i de seneste år ændret sig gradvist i takt med NNIT's fremmarch i ikke mindst udlandet.

Per Kogut vurderer, at NNIT i løbet af 2014 vil nå et punkt, hvor selskabet har samme omsætning på kunder uden for Novo Nordisk som på leverancer til Novo Nordisk - også selv om NNIT's omsætning fra Novo Nordisk faktisk vokser ganske pænt.

"Vi har gennem en årrække haft pæn international vækst i både kunder og omsætning uden for Novo Nordisk, og det ser vi ikke ændre sig fremover. Omsætningen fra Novo vokser også, men væksten udenfor er så meget større," siger Per Kogut.

Det har fået Novo Nordisk til at træffe beslutningen om at søge mod en børsnotering af NNIT.

"Med den udvikling af forretningen er det klart, at ejerne så begynder at overveje, om det er naturligt at være ene-ejer af et firma, der henter så stor en andel udenfor," siger Per Kogut.

Her kan det gå galt og planerne blive afblæst

Ifølge ham arbejdes der alene på at undersøge en mulig børsnotering af selskabet, som dermed ikke overvejes afsat til en kapitalfond eller en anden type ejer.

"Jeg er ikke bekendt med, at der fra ejerens side er andre overvejelser," siger Per Kogut.

Ny CFO ansat til arbejdet

NNIT har netop igangsat det indledende arbejde af undersøgelsen. Indtil videre har selskabet ansat den tidligere DONG-finanschef Carsten Krogsgaard Thomsen som ny CFO.

Han har erfaring med børsnoteringer og er blevet ansat specifikt til at håndtere arbejdet frem mod en børsnotering.

"Det er i dag første dag i projektet. Nu skal vi først og fremmest til at finde ud af, hvordan vi sætter holdet, der indtil videre kun består af Carsten Krogsgaard Thomsen og mig. Vi har nærmest et blank piece of paper," siger Per Kogut.

Målet er klart

Hvor stor er sandsynligheden for, at NNIT bliver børsnoteret engang ude i fremtiden?

"Jeg har jo ikke arbejdet med børsnoteringer tidligere, men jeg håber da, at det lykkes. Vi har forsøgt at foretage de dispositioner, som vi selv vurderer har været nødvendige i den retning. Men man ved jo aldrig, hvad der kan ske."

Hvad skal der til, for at I afblæser en fremtidig børsnotering?

"Det kan for eksempel være, hvis NNIT ikke har orden i penalhuset. Eller at det kræver længere tid end forventet eller at der er store problemer med governance, systemer eller lignende."

Per Kogut peger samtidig på, at en fremtidig børsnotering også er afhængig af, at markedet ikke kollapser og udløser en ny finanskrise.

"Der skal jo være kapital i markedet til at investere, og det er der ikke, hvis der kommer en ny '11. september' eller en ny finanskrise, der får markedet til at gå af lave," siger han.

Han har dog stor tiltro til, at NNIT vil nå frem til en notering. Og sker det ikke, vil selskabet blot fortsætte ud af den nuværende vej i det, som Per Kogut i et børsnoterings-regi kalder for et 'do nothing-scenarie.'

Disse ting skal klarlægges

Den kommende undersøgelse af mulighederne vil komme til at indbefatte klarlægning af blandt andet kerne-forretning, governance, processer, finansielle forhold og '1.000 andre ting,' som Per Kogut siger.

"Og vi skal have også have kigget på, om vi skal være en dansk aktie. Vi har meldt ud, at vi sigter efter at blive noteret på børsen i København, fordi vi er et dansk selskab, men det kan meget vel være, at vores rådgivere vil sige, at vi skal vælge noget andet," siger Per Kogut.

Han forventer, at undersøgelsen af mulighederne for en børsnotering af NNIT vil være færdig i løbet af 2014.

"Det er endnu for tidligt at sige noget klart om. Nu står vi over for en stor opgave med deltagelse af mange mennesker, og det vil tage noget tid," siger Per Kogut.

Læs også:

Kendt dansk it-gigant vil børsnoteres

Sådan vil NNIT skovle milliarder ind i fremtiden.

Tæt på Per Kogut: Manden der kører NNIT mod guld og grønne skove




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
KEYBALANCE A/S
Udvikling og salg af økonomisystemer samt CRM og MPS. Systemer til blandt andet maskinhandlere, vvs-branchen, vognmænd, låsesmede,handelsvirksomheder

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Compliance og strategisk it-sikkerhed efter DORA

Finansielle koncerner har i snit 85 sikkerhedsløsninger i drift – men er i snit op til 100 dage om at opdage et igangværende cyberangreb. Ydermere viser øvelser, at det typisk tager 4-6 uger at rense og genetablere sikker drift af centrale systemer efter et stort angreb. Fokus for dagen vil derfor være på henholdsvis governance samt om, hvordan du som it-leder i den finansielle sektor skal kunne håndtere fremtidens cybertrusler og arbejde effektivt med sikkerhed på et strategisk niveau.

04. april 2024 | Læs mere


EA Excellence Day

Hvad er det, der gør it-arkitektens rolle så vigtig? Og hvad er det for udfordringer inden for områder som cloud, netværk og datacentre, som fylder hos nogle af landets bedste it-arkitekter lige nu? Det kan du her høre mere om og blive inspireret af på denne konference, hvor du også får lejlighed til at drøfte dette med ligesindede.

16. april 2024 | Læs mere


IAM - din genvej til højere sikkerhed uden uautoriseret adgang og datatab

På denne dag udforsker vi de nyeste strategier, værktøjer og bedste praksis inden for IAM, med det formål at styrke virksomheders sikkerhedsposition og effektiviteten af deres adgangsstyringssystemer og dermed minimere risikoen for uautoriseret adgang og datatab. Og hvordan man kommer fra at overbevise ledelsen til rent faktisk at implementere IAM?

18. april 2024 | Læs mere