Artikel top billede

Nokia Tune: Her er historien om verdens mest kendte ringetone

Millioner og atter millioner hører "Nokia Tune" hver eneste dag. Men hvor stammer verdens mest kendte ringetone fra?

Nokias ringetone har nok samme effekt, som hvis man bliver bedt om at trække vejret: Ligesom du ikke kan lade være med at styre din vejrtrækning, kan du ikke undgå at høre de velkendte toner for dine ører.

Tilbage i 2010, da Nokia havde et bedre fodfæste på det globale mobilmarked, blev det estimeret af den australske forfatter og lydkonsulent Julian Treasure, at godt 1,8 milliarder mennesker på en eller anden måde lyttede til Nokias umiskendelige ringetone hver eneste dag. Det svarede til 20.000 gange i sekundet.

Melodien kom for første gang på Nokias telefoner tilbage i 1994, da Nokias 2110-model kom på markedet, men melodien er over hundrede år gammel - og både spansk og polsk.

Født i polen - Modnet i Spanien
Nokia selv krediterer den spanske guitarist og komponist Francisco Tárrega for "Nokia Tune", da han tilbage i 1902 skrev og spillede "Gran Valse", men som bekendt er ingen idé hundrede procent original.

Historien om Nokias ringetone starter derfor 71 år tidligere i Polen. Her skrev komponisten Frederic Chopin et værk med navnet "Grande Valse", hvilket også var navnet på den oprindelige jingle fra Nokia.

Og det var i Frederic Chopins musik, at Francisco Tárrega fandt et par enkelte sekunders musik, som passede perfekt til sin egen vals, hvorefter Francisco skrev sin 'Gran Valse'.

Fundet ved et tilfælde
Hos Nokia, over 90 år senere, var det lidt af en tilfældighed, at lyden blev valgt. Musiker Thomas Dolby, der var med til at opfinde ringetone-synthesizeren i Nokias telefoner, fortalte tilbage i 2011, at en marketingmand helt tilfældigt var gået forbi udviklerafdelingen en aften. Her hørte han en interessant lyd komme fra et af kontorerne.

Lyden kom fra en radio på en Nokia-telefon, da udvikleren forsøgte at skabe så irriterende en lyd som muligt.

"Marketingmanden spurgte, om udvikleren ikke kunne spille nogle toner igennem telefonen, og efter et par forsøg fik de samlet en håndfuld sange, som skulle sendes ud på markedet med de solgte telefoner som ringetoner", forklarer Thomas Dolby til BBC.

Efterfølgende henvendte Nokias advokater sig og forklarede, at man ikke bare kan tage enhver tilfældig melodi, og at det kunne give store royalty-problemer, hvis ikke kunstneren har været død i mindst 75 år.

"Og lige præcis den ringetone var jo af en komponist, der var død over 100 år forinden, så den blev sendt af sted og endte altså med at blive en af de bedst kendte lydbidder i verden", sagde Thomas Dolby.

Trademarket...

Sound-Trademarket
Ringetonen var på alles ører, og den - sammen med mobilspillet Snake - var med til at personliggøre Nokias telefoner, da "smartphones" stadig blot var en drøm i fremtiden.

Tonerne blev faktisk så vigtige for Nokias brand, at de sound-trademarkede lyden i blandt andet USA. Det vil sige, at Nokia har samme trademark-rettigheder over ringetonen, som de har over deres grafiske 'Nokia'-logo.

Og "lydlogoet", som ringetonen blev til, har uden tvivl haft en stor indflydelse på Nokias succes i 90'erne og 00'erne. Det mener i hvert fald lektor på Aalborg Universitet Anders Bonde, der arbejder med reklame og medieæstetik.

"Alle der levede i 90'erne har jo hørt ringetonen, og det har virkelig betydet meget for Nokias udbredelse på markedet. Jeg tror ikke, at Nokia var blevet lige så altdominerende uden deres jingle," siger Anders Bonde.

Andre lignende trademarkede sound-brands er Intels "Intel inside" jingle, McDonalds 'i'm lovin' it', Xbox' opstartslyd og Apples originale Macintosh-opstartstoner.

...Stressende og glemt igen...

Men en fængende lyd kan også have den modsatte effekt. Den oprindelige lyd blev tilbage i 2008 beskyldt af den danske brandingekspert Martin Lindstrøm for at være med til at få folk væk fra Nokia-mærket.

Han havde via hjernescannings-undersøgelser læst hjernens reaktion på forskellige mærkers ikoner sammen med deres tilhørende 'lydbrand', heriblandt Nokia, British Airways og Microsofts Windows.

Hvor testpersonerne i langt størstedelen af tilfældene fik positive reaktioner i hjernen ved at se både lydbrand og logoet fra de forskellige virksomheder sammen, fik forsøgspersonerne kun negativt udslag ved synet og lyden af Nokia.

"Så markant, at blot det at høre lyden rent faktisk undertrykte de generelt entusiastiske følelser, som vores testpersoner ellers viste, hvis de blot kiggede på en Nokiatelefon. Det mindede mest af alt om et nervesammenbrud," skrev Martin Lindstrøm i sin bog "Buyology".

Nokias fald

Ringetonen har igennem tiden været udgivet i mange forskellige udgaver. Fra den originale, umiskendelige hylende ringetone til en noget mere moderne dubstep-version, der udkom efter en konkurrence for at finde en ny ringetone i 2011. 

Det er stadig den, man nu finder i de nye Lumia-telefoner, der kører Windows Phone-systemet.

Og man hører ikke nær så mange telefoner spille den kendte melodi i dag. I 2007 havde Nokia en markedsandel på 50 procent af det samlede smartphonesalg, der dengang kørte Nokias eget Symbian-system. I slutningen af 2013 var markedsandelen nede på 3,1 procent. 

Har du en gammel Nokia til at ligge i en skuffe et sted? Så tag den frem, tør støvet af, tænd den og lyt til tonerne. Har du en af de helt gamle modeller, behøver du nok ikke engang at lade den op - det skidt holdt jo for evigt.




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Targit A/S
Udvikling og salg af software til business intelligence.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
EA Excellence Day

Hvad er det, der gør it-arkitektens rolle så vigtig? Og hvad er det for udfordringer inden for områder som cloud, netværk og datacentre, som fylder hos nogle af landets bedste it-arkitekter lige nu? Det kan du her høre mere om og blive inspireret af på denne konference, hvor du også får lejlighed til at drøfte dette med ligesindede.

23. april 2024 | Læs mere


AI Business Excellence Day – sådan folder du mulighederne ud

Mange danske virksomheder har eksperimenteret med AI-projekter af begrænset omfang, men kun de færreste har for alvor udforsket mulighederne i storskala. Det gør vi her! Du vil blandt andet få mulighed for at se eksempler på, hvordan AI kan anvendes som accelerator i storskala og skubber til grænserne for, hvordan det er muligt at integrere teknologien, så potentialet for alvor foldes ud.

24. april 2024 | Læs mere


Unbreakable - sådan sikrer du dig vedvarende og uafbrudt adgang til dine data

Vi dykker ned i værdien af en stabil og pålidelig storage-platform og hvilke muligheder der findes, for at sikre den højeste grad af redundans og tilgængelighed. Områder som date-beskyttelse og cyber-sikkerhed vil også blive berørt.

25. april 2024 | Læs mere