Dansk telebranche: Film-afgift på internet vil være helt urimelig

Det giver ingen mening at kræve, at danske teleselskaber skal betale penge til den nødlidende filmindustri. "Det er helt skævt," lyder reaktionen fra Teleindustrien.

Artikel top billede

(Foto: Janice Chan)

Det kan de godt glemme alt om.

Sådan lyder reaktionen fra Teleindustriens direktør, Jakob Willer, på de nye forslag og krav om, at der skal etableres en særlig film-afgift på internetforbindelser, for at den nødlidende danske film-industri kan reddes.

"Det ville være i direkte modstrid med alle andre ønsker, man har til digitalisering og vækst og beskæftigelse," siger Jakob Willer til Computerworld.

"Sådan en afgift ville ikke løse filmbranchens problem - den ville bare udsætte den fuldstændig uundgåelige situation, at de skal forholde sig til digitalisering."

Det er både film-industrien selv og politikere fra Christiansborg, der mener, at telebranchen bør bidrage til en dansk filmindustri, der har hårde tider.

Argumentet er, at film-streaming er med til at fremme behovet for bredbånd og dermed bidrager til teleselskabernes indtjening. Læs mere om det her.

Skylder ikke filmbranchen noget

Jakob Willer, de foreslår, at I skal sætte jer til forhandlingsbordet. Hvad tænker du om det?

"Vi har jo siddet med i drøftelser med dansk film i nærmest flere år nu og har sagt, at hvis der skal flere penge i dansk film, og hvis det skal være fra aktører i telebranchen, så skal det være, fordi telebranchen kan se det som noget attraktivt at investere i. Fordi der er en forretningsmæssig idé og et formål med det."

"Vi skal ikke smide penge i det, fordi vi skylder filmbranchen noget som helst, for det gør vi ikke."

"Vi har ikke et eller andet særligt ansvar for at holde dansk film i live, men vi kunne da godt have en interesse i at være med til at styrke forretningsudvikling i dansk film og investere nogle penge, hvis man også får noget igen."

"Vi foreslår, at man prøver at opdyrke den digitale forretning mere, end man gør i dag."

Et konkret forslag fra Teleindustriens side er, at man laver et forkortet vindue efter biografvisningen, så man kan få filmen ud til forbrugerne som premium-indhold.

"Vi siger ikke, at vi har den store forkromede løsning til dansk film, for det synes vi egentlig, at de selv skal være med til at finde."

"Det skal man glemme alt om"

Et helt konkret forslag i en klumme i Jyllands-Posten fra foreningen af filmudlejere i Danmark er tre kroner per måned for en internetforbindelse.

"Det synes jeg, man skal glemme alt om."

"Det er der simpelthen intet belæg for. Det er grebet ud af luften og desværre blevet en veletableret sandhed blandt nogle, at teleselskaberne tjener på dansk film. De har ingen som helst indtægt på dansk film, så den kan man glemme alt om. Det er helt skævt."

Hvor enige er I om den tilgang som telebranche i Danmark?

"Jeg tror ikke, at der er tvivl om, at den tilgang med bare at beskatte infrastrukturen for at beskytte dansk film, er en løsning, der er helt skæv."

"Derudover har operatørerne så lidt forskellige interesser afhængig af, hvad de har af forretningsområder, og der er sikkert nogle, der vil synes, at det er mere interessant at investere i film end andre."

"Men modstanden i forhold til at lave en beskatning, tror jeg, at vi er ret samlet om."

Ville være helt urimeligt
Hvorfor er det så forkert at lave en beskatning?

"For det første er der ikke noget belæg for det. Det ville være fuldstændig urimeligt."

"For det andet er en beskatning jo noget, man bruger et sted, hvor man ønsker en adfærdsændring - eksempelvis med en fedtafgift eller en sukkerafgift. Man gør det for at få folk til at bruge det mindre."

"Skulle man så lave en internetskat, der kunne have den effekt, at produktet blev dyrere, og det blev mindre attraktivt at investere i digital infrastruktur?"

"Det ville være fuldstændig på tværs af alle andre ønsker om at fremme digitalisering og udbygning af mobilnet og bredbånd i hele Danmark. Det kan ikke andet end at have en negativ effekt, at man putter ekstra omkostninger på det."

Man kunne tage omkostningerne direkte fra teleselskabernes pengekasser uden at påføre kunderne en ekstra afgift?

"Det ville gå ud over investeringerne så, for hvorfor skulle man investere i infrastruktur i Danmark, hvis man blev beskattet på den måde?"

"Det ville utvivlsomt gå ud over investeringerne, og det ville blive dyrere for kunderne," siger Jakob Willer fra Teleindustrien til Computerworld.

Læs også:

Nye krav om film-afgift på bredbånd: Det skal det koste

Telefirmaer afviser film-afgift: Det er det rene vanvid

Efter hylen og skrigen i årevis: Nu elsker musikbranchen digitalisering

Event: Årets CIO 2026

Andre events | København

Vi samler Danmarks stærkeste digitale ledere til en dag med viden og visioner. Årets CIO 2026 fejrer 21 års jubilæum, og NEXT CIO sætter spotlight på næste generation. Deltag og bliv inspireret til at forme fremtidens strategi og eksekvering.

4. juni 2026 | Gratis deltagelse

Navnenyt fra it-Danmark

Adeno K/S har pr. 2. februar 2026 ansat Casper Barner Kristensen som ServiceNow Expert. Han kommer fra en stilling som Senior Automation Architect. Nyt job
Idura har pr. 1. januar 2026 ansat Lars Mørch, 54 år,  som VP of Sales. Han skal især beskæftige sig med Iduras salgsorganisation, implementere en ny go-to-market-model og sikre udviklingen af virksomhedens identitetsplatform. Han kommer fra en stilling som Regional Vice President hos Avallone. Han er uddannet på CBS og har en BA i Organization & Innovation. Han har tidligere beskæftiget sig med internationalt SaaS-salg og forretningsudvikling fra både scale-ups og globale teknologivirksomheder. Nyt job

Lars Mørch

Idura

Thomas Morville Helmert, chefkonsulent hos Rigspolitiet, har pr. 28. januar 2026 fuldført uddannelsen Master i it, linjen i organisation på Aarhus Universitet via It-vest-samarbejdet. Færdiggjort uddannelse