Artikel top billede

Snap, Uber og Airbnbs valuation sammenlignet med værdien på en række markante tech-virksomheder, da de blev børsnoteret. Vælger Uber, Airbnb og Snap Inc at gå på børsen, kan det nogle af de største børsintroduktioner i tech-historien.

Masser af spekulationer: Tre kendte tech-virksomheder står over for gigantiske børsnoteringer i 2017

Er Snapchat, Uber og Airbnb på vej på børsen? I så fald kan vi forvente sand pengeregn over Silicon Valley i 2017.

Til næste år kan tre af verdens hotteste tech-virksomheder stå overfor store børsnoteringer.

Det drejer sig om Uber, Airbnb og virksomheden bag Snapchat, Snap Inc. 

Ved en børsnotering ventes alle tre virksomheder at opnå en markedsværdi på mindst 20 milliarder dollar. Det svarer til mindst 100 milliarder kroner.

Dermed har de hver især potentiale til at blive den største børsnotering af et amerikansk tech-firma siden 2012, hvor Facebook blev børsnoteret for en astronomisk sum på 104 milliarder dollar.

Det kan du læse mere om her: Det vil Facebooks børsnotering betyde for dig

Lad os tage et kig på de tre virksomheder, og hvorfor de omgæres med stigende børs-spekulationer.

1. Snap Inc

Meget tyder på, at Snap er i fuld gang med de indledende øvelser til en børsnotering.

Virksomheden har angiveligt allerede indsendt ansøgningen om en børsnotering til den amerikanske Securities and Exchange Commision. 

Børsnoteringen af Snap kan ifølge det amerikanske erhvervsmedie Bloomberg blive realiseret så tidligt som i marts 2017.

Det ventes, at virksomheden vil gå på børsen med en markedsværdi på mellem 20 milliarder og 25 milliarder dollar, hvilket svarer til mellem 150 og 185 milliarder danske kroner. 

I den seneste tid har Snap tilsyneladende haft fokus på at demonstrere, at virksomheden er mere end bare en sjov chat-app. 

For nylig rykkede Snap ind i hardware-branchen.

Det skete da virksomheden tidligere på året lancerede kamera-solbrillerne Spectacles, der i USA sælges i særlige automater for en pris på 130 dollar - knap 900 kroner. 

Læs også: Snapchat lancerer nye video-briller - nu bliver du optaget overalt

I forbindelse med lanceringen af kamera-brillerne er Snap ligeledes begyndte markedsføre sig selv som kamera-firma i stedet for som et socialt medie.

Dette skifte afspejler også, at virksomheden ved samme lejlighed skiftede navn fra Snapchat til Snap Inc. 

Det ventes, at det nye fokus også vil spille en central rolle, når virksomheden skal sælge sig selv til potentielle investorer i et kommende børsprospekt. 

Hvordan tjener Snapchat penge?

Indtil videre har Snapchats forretningsmodel baseret sig på annonce-salg rettet mod virksomhedens mere end 60 millioner daglige brugere. 

Annoncering på Snapchat er især attraktive for virksomheder, der henvender sig til den såkaldte generation Y. Altså unge der er født i 80'erne og i starten af 90'erne.

Snap sælger annoncer, som brugerne møder, når de afspiller de såkaldte "stories" og specialdesignede filtre.

Eksempelvis kan indkøbscentre, spillesteder eller kaffebarer og fastfood-restauranter købe særlige geo-filtre, som brugerne kan anvende, når de befinder sig på virksomhedens område

Men herudover tilbyder Snap også de specialdesignede "lens-filtre", som virksomheder kan købe sig til i særlige anledninger. 

Det amerikanske marketingsmagasin Adweek har beskrevet, at lens-filtre er et ekstremt eksklusivt format, der henvender sig til store 'brands'. Det er blandt andet populært hos filmselskaber, når de skal promovere deres blockbuster-film. 

Eksempelvis betalte filmselskabet Twentieth Century Fox et syv-cifret dollar-beløb for en kampagne der inkluderede syv animerede lens-filtre, da virksomheden skulle promovere den seneste X-Men-film.

På hardware-fronten er det endnu usikkert, hvor stor omsætning salget af kamera-brillen Spectacles kan skabe.

Indtil videre er brillen kun blev solgt på udvalgte steder i særlige automater, men til næste år vil vi formodentligt se en bredere udrulning.

2. Airbnb

Der er endnu ingen konkrete rygter om en børsnotering af Airbnb, og adspurgt om en eventuel børsnotering i 2017 lød svaret: "ingen kommentar," da den amerikanske finansavis Wall Street Journal fornylig henvendte sig til Airbnb. 

Virksomheden har ved tidligere lejligheder slået fast, at den ikke "har aktuelle planer" om en børsnotering. 

Ligesom Snapchat har Airbnb dog gennem de seneste måneder forsøgt at demonstrere, at virksomheden ikke bare er en "one trick pony", men tilbyder en bredere palette end blot udlejning af lejligheder og ferieboliger. 

Noget der ifølge Wall Street Journal ofte er en del af den positionering, der går forud for en børsnotering. 

Som Computerworld i sidste måned fortalte, forsøger Airbnb nu at stikke et endnu større sugerør ned i kundernes rejsebudget.

Det sker ved at bevæge sig ind på rejsebureauernes traditionelle domæne og sælge oplevelserture på destinationerne.

Oplevelser kan bestå af alt fra surfer-skole i Hawaii til trøffel-jagt i Toscana. 

Airbnb har i dag en markedsværdi på 30 milliarder dollar - knap 210 milliarder kroner - og som én investor siger til Wall Street Journal: 

"Hvis du er en virksomhed med en værdi på 30 milliarder dollar, så skal du demonstrere, at du kan spille på mere end blot ét marked." 

Hvordan tjener Airbnb penge?

Airbnb tager en andel på op til 15 procent, når en bolig udlejes via siden. Tre procent kommer fra udlejeren, mens gæsten afleverer mellem seks og 12 procent af lejesummen til Airbnb.

Når Airbnb sælger oplevelsesturerne, bliver de ligesom boligerne udbudt af en tredjepart, og her lægger Airbnb beslag på 20 procent af salgsprisen.

Airbnb er ikke børsnoteret, og derfor har virksomheden ikke pligt til at oplyse sine nøgletal.

Vi ved således meget lidt om, hvor stor en omsætning virksomheden har. Men det vurderes, at den globale ferieudlejnings-industri har en værdi på i alt 100 milliarder dollar.

Potentielle investorer vil dog formodentligt være opmærksomme på de juridiske udfordringer, som Airbnb møder i mange byer. 

Senest har Airbnb og den konkurrerende tjeneste Homeaway fået en bøde på 4,5 millioner af bystyret i Barcelona, fordi virksomhederne har 'udbudt ulicensierede udlejnings-lejligheder på kortvarig basis."

I byer som Berlin og New York er reglerne for korttidsudlejning i stil med den, der foregår via Airbnb, ligeledes blevet strammet. 

Læs også: Airbnb får million-bøde af Barcelona: Er ikke velkommen.

3. Uber

Indtil videre har Uber ikke haft problemer med at skaffe kapital via private investorer, og derfor har en børsnotering endnu ikke været påtrængende for virksomheden. 

Men vejen til en børsnotering ser nu ud til at være kortere end tidligere. 

Det er ikke mindst tilfældet, efter Uber tidligere på året solgte sit kinesiske datterselskab til konkurrenten Didi Chuxing. 

Læs også: Efter stort milliardtab: Nu opgiver Uber at erobre det kinesiske marked

Ubers kinesiske datterselskab var længe en sten om halsen for virksomheden, og det kinesiske eventyr er en væsentlig årsag til, at Uber i det første halv år af 2016 tabte intet mindre end 8,3 milliarder kroner. 

Frasalget betyder med andre ord, at Uber er blevet en kæmpe udgiftspost kvit. Efter frasalget i sommer vurderede den amerikanske investor og klummeskribent i Wall Street Journal, Christopher Mims, derfor, at Uber kunne gå på børsen i løbet af de kommende 18 måneder. 

Han vurderede desuden, at Uber enorme vækst snart vil begynde at aftage efterhånden som virksomheden løber tør for nye vækstmarkeder. Ifølge Christopher Mims er det i Ubers interesse at gå på børsen, mens den fortsat er en virksomhed med eksplosiv vækst. 

Ligesom Snap og Airbnb har Uber gennem de seneste år udforsket en række nye forretningsområder. Heriblandt levering af pakker, takeaway og samtidig tester virksomheden i øjeblikket selvkørende biler, der på længere sigt kan overflødiggøre behovet for chauffører

Uber er i dag vurderet til at være 62,5 milliarder dollar - eller knap 446 milliarder danske kroner - værd. Der vil derfor være tale om gigantisk børsnotering, hvis værdi kan nærme sig Facebooks børsnotering til 104 milliarder dollar.

Hvordan tjener Uber penge? 

Uber tager 20 procent af prisen hver eneste gang, en chauffører kører en tur for tjenesten, og vi ved, at Uber i sommer annoncerede at virksomheden, at den havde formidlet tur nummer to milliarder. 

Den amerikanske erhvervsmedie Bloomberg kunne i sommer ligeledes fortælle, at Uber i det første halve år af 2016 omsatte for cirka to milliarder dollar - svarende til knap 14 milliarder danske kroner. 

Ikke desto mindre tabte virksomheden 8,3 milliarder i perioden. Ubers underskud kan tilskrives udgifter til at erobre nye markeder og nye kunder. Noget der blandt andet sker gennem heftige rabatordninger.

Derudover vil investorerne - ligesom det er tilfældet med Airbnb - holde nøje øje udviklingen i de mange juridiske tvister og retssager, som selskabet er kastet ud i. 

Læs også: 
Undrer du dig over Ubers gigantiske værdi? Her er syv centrale spørgsmål