Morgen-briefing: Datatilsynet flytter / Løkke-fonden betaler penge tilbage efter Atea-dom / KL opfordrer kommunerne til at sætte alle Atea-indkøb på pause / Telia udruller ny IoT-teknologi over hele landet

Datatilsynet flytter. Løkke-fonden betaler penge tilbage efter Atea-dom. KL opfordrer kommunerne til at sætte alle Atea-indkøb på pause. Telia udruller ny IoT-teknologi over hele landet. It-rigmand bliver ny ‘løve’ på DR. Lars Larsen vil ikke samarbejde med Amazon. Datatilsynet flytter. Danske rigmænd skyder milliarder i selvkørende biler. Afgørelse i byretten i injuriesag om Stein Bagger-sag.

Artikel top billede

Godmorgen fra Computerworld. Her kommer overblikket over it-nyhederne fredag morgen v/ morgen-briefing-bestyrer Dan Jensen.

Datatilsynet flytter

Datatilsynet flytter efter sommerferien ud fra det centrale København og til Valby, hvor tilsynet fremover skal dele lokaliteter med Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen og Forbrugerombudsmanden.

Datatilsynet bor i dag i Borgergade i det centrale København.

Den nye adresse bliver Carl Jacobsensvej i Valby.

"Vi er blevet flere medarbejdere for at kunne løse de ekstra opgaver, vi har fået i forbindelse med databeskyttelsesforordningen, og derfor sidder vi meget tæt i vores nuværende lokaler. Et nyt domicil har længe stået på ønskelisten. Der er også en ny og spændende faglig synergi ved, at vi kommer fysisk tættere på Forbrugerombudsmanden og Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen," siger Cristina Gulisano, direktør i Datatilsynet i denne meddelelse.

Løkke-fonden betaler penge tilbage efter Atea-dom

Løkke-fonden, der er stiftet af statsminister Lars Løkke Rasmussen (V), tilbagebetaler 34.590 kroner i kølvandet på onsdagens dom i den store Atea-bestikkelsessag, skriver Ekstra Bladet

Pengene stammer fra it-selskabet 3A-it, der spiller en central rolle i sagen, i det det blev stiftet af tre af de nu dømte tidligere Atea-topfolk.

Ifølge avisen blev pengene overrakt personligt til statsministeen af en de dømte, Claus Hougesen, i januar 2015.

Lars Løkke Rasmussen har ifølge avisen tidligere også boet i Claus Hougesens luksusvilla på Mallorca i en periode.

KL opfordrer kommunerne til at sætte alle Atea-indkøb på pause

KL følger trop med Moderniseringsstyrelsen og SKI, der torsdag anbefalede alle statslige myndigheder at sætte indkøb hos Atea på pause.

Nu opfordrer KL kommunerne og regionerne til at gøre det samme.

“KL er enig i Moderniseringsstyrelsens anbefaling om at vente med at indgå nye kontrakter til redegørelsen ligger klar og vil anbefale kommunerne at lade sig inspirere af den,” lyder det fra KL ifølge DR.

Telia udruller ny IoT-teknologi over hele landet

Telia er sammen med en række udvalgte kunder gået i gang med at teste det, som selskabet kalder for et ‘nyt, højteknologisk mobilnetværk.’

Det nye netværk er ifølge selskabet ‘skræddersyet til de behov, som et øget fokus på IoT kræver,’ lyder det fra selskabet.

Den nye teknologi, som Telia anvender, hedder Narrowband IoT (NB-IoT). Selskabet forventer at have udrullet teknologien over hele landet til nytår.

“Med NB-IoT kan Telia levere services, der er tilpasset den enkelte kunde. Det vil give kunden bedre overblik over produktionen og mulighed for at agere intelligent og effektivt,” lyder det fra selskabet.

It-rigmand bliver ny ‘løve’ på DR

It-rigmanden Peter Warnøe bliver ny ‘løve’ i næste sæson af tv-programmet Løvens Hule på DR, meddeler DR.

Peter Warnøe er i dag direktør i venturefonden Nordic Eye, men grundlagde blandt andet sin formue med Aston IT Group, som ville samle konsulenthuse, der rådgav om og solgte software. Det skete tilbage i 1999.

Han stod også bag hardwareforhandleren Complet, der i 1997 blev solgt til norske Merkantildata, som han blev CEO for i en årrække. Merkantildata er siden blevet til Atea.

Lars Larsen vil ikke samarbejde med Amazon

Lars Larsen og Jysk vil ikke sælge varer via Amazon, fastslår den danske rigmand i Børsen.

Selskabet har som et forsøg solgt varer på Amazon i Storbritannien, men det er ikke gået godt.

“De tager godt for sig, og det har mine små avancer det svært med. Vi kan ikke bære at give 15-20 procent til Amazon. Det vil ødelægge vores image, hvis pludselig satte priserne op med 15-20 procent, så det har jeg ingen interesse i,” siger Lars Larsen til avisen.

Danske rigmænd skyder milliarder i selvkørende biler

Den ‘relativt nystiftede danske milliardfond’ Nordic Alpha Partners ser selvkørende biler som et oplagt investeringsområde, og fremtrædende danske investorer melder sig klar til at skyde penge i udviklingen af teknologierne, skriver Finans.

Ifølge avisen har tidligere SAP-topchef Jim Hagemann Snabe, Danske Bank-formand Ole Andersen og tidligere topchef i Nordea, Christian Clausen, skudt penge i fonden.

Det samme har flere store organisationer.

Afgørelse i byretten i injuriesag om Stein Bagger-sag

Byretten har ifølge Børsen frikendt folkene bag et tv-program med navnet ‘Find Stein Baggers penge’ for injurier.

Ifølge avisen var sagen blevet anlagt af Stein Bakkers makkers chef, Carl Freer.

Han mener, at “programmet rummede forkerte udtalelser, der var egnet til at nedsætte hans agtelse i offentligheden og stemplede ham som en "voldelig kriminel bagmand,” skriver avisen.

Læses lige nu

    Navnenyt fra it-Danmark

    Trafikstyrelsen har pr. 1. maj 2026 ansat Nihad Hodzic som IT og Digitaliseringschef. Han skal især beskæftige sig med med IT-projekter og digital transformation, herunder især det strategiske løft af Trafikstyrelsens digitale niveau. Han kommer fra en stilling som Kontorchef hos Udviklings og Forenklingsstyrelsen. Han er uddannet i statskundskab og har en lederuddannelse fra MIT Sloan, samt en igangværende Master i IT-Ledelse. Han har tidligere beskæftiget sig med IT-udvikling og større projekter på momsområdet, hvor han har ledet et projekt- og udviklingskontor. Nyt job

    Nihad Hodzic

    Trafikstyrelsen

    Pinksky ApS har pr. 1. maj 2026 ansat Dan Toft, 29 år,  som Rådgivende konsulent, Partner. Han skal især beskæftige sig med digitalisering med Microsoftplatformen. Han kommer fra en stilling som Microsoft 365 & SharePoint Specialist hos Evobis ApS. Han er uddannet datamatiker. Han har tidligere beskæftiget sig med Microsoft 365 og SharePoint udvikling. Nyt job

    Dan Toft

    Pinksky ApS

    Immeo har pr. 1. maj 2026 ansat Sofie Amalie Buur som Consultant. Hun kommer fra en stilling som Frontend Engineer & UI/UX Designer hos Valyrion. Hun er uddannet Cand.it. Softwaredesign ved ITU. Nyt job
    Sharp Consumer Electronics har pr. 1. april 2026 ansat Daniel Eriksson som salgsdirektør for de nordiske lande. Han skal især beskæftige sig med at accelerere virksomhedens vækst i Norden. Han kommer fra en stilling som nordisk salgsdirektør hos Hisense. Han har tidligere beskæftiget sig med detailhandel, kommerciel strategi og markedsudvidelser med bemærkelsesværdige resultater til følge. Nyt job

    Daniel Eriksson

    Sharp Consumer Electronics