Få spil kan sige med rette at have berørt lige så mange mennesker som det første The Last of Us, hvilket også er hvorfor det at skrive en anmeldelse af den længe ventede efterfølger, er en af de sværere opgaver man kan byde sig selv i spilanmelder-regi.
Den nærmest sagnomspundne udvikler Naughty Dog, formåede således at sammenskrue et mesterstykke med den første fortælling om Elie og Joel, der listigt måtte kæmpe deres vej gennem en fjendtlig verden hvor en pandemi havde udryddet det meste af befolkningen, mens de resterende menneskesamfund havde vendt sig mod hinanden.
De bærende elementer var dog hverken actionsekvenser eller spandevis af originalitet, men i stedet en helt igennem menneskelig fortælling om overlevelse og kærlighed i en verden der ikke havde meget af den slags tilbage, og de længder man som menneske var villig til at gå for at bevare denne. Det var en fortælling der som få andre spil bød på et levende persongalleri, der tog menneskelige beslutninger med ofte dramatiske men grundede konsekvenser som følge.
Efterfølgeren genoptager historien kort tid efter det første spil og med et resume af konklusionen af det første spil, der er så kort at man som ny til serien bør finde en mere fyldestgørende forklaring andetsteds, eller bør spille det første spil først for at få den tunge kontekst for det hele med.
Ellie og Joel er begge blevet ældre, og kombinationen af at Joel aldrig har fortalt Ellie om de valg han tog i konklusionen af det første spil, samtidigt med at de nu er del af et samfund der byder på pligter og flere mennesker, betyder at distancen mellem dem er blevet større.
Og allerede her bliver man som anmelder nødt til at sætte mundkurv på sig selv, for kløften mellem dem bliver springpunktet for historiens største omdrejningspunkt: hævn. At udpensle det yderligere, vil dog være at frarøve enhver der har tænkt sig at give The Last of Us Part II en chance, for den absolut mest essentielle grund til at købe spillet.
Efterfølgeren er således også en oplevelse der tager sig tiden til at opbygge både karakter, verden og stemning med en sans for detaljer som få, hvis nogen, andre spil kan konkurrere med. Resultatet er fantastik rammende og den barriere der typisk findes når et spil lettere kejtet forsøger at kommunikere vigtige historieelementer, kontra når en god tv-serie gør det samme, er her pist forsvundet. Man bliver med andre ord grebet af persongalleriet og deres skæbner, og føler aldrig at man skal kompensere fordi her er tale om et spil.
Læs også: Spilanmeldelse:Start karrieren fra bunden og skab kaos hele vejen op med 'Good Job!'
Rent mekanisk er der mange ligheder med det første spil. De bærende elementer er således snigeri, en smule snilde og den konstante jagt på ressourcer i form af ammunition, samt komponenter der kan bruges til at udvide arsenalet eller sammenflette livsredende bandager.
Da størstedelen af historien stadig udspiller sig i natur-overtagede ruiner af tidligere storbyer, foregår meget af udforskningen også igen i forladte bygninger. Øjet for detaljer er her tydeligt, og det er imponerende hvor meget liv udvikleren har formået at fylde dem alle med via efterladte dokumenter, billeder og visuelle detaljer. Det giver alt sammen kontekst til en verden der virker grundet og realistisk, og derved også langt mere skræmmende når man støder på dens mange forfærdeligheder.
Disse forfærdeligheder leveliggøres ofte gennem de fjender man møder på sin vej, og trods at det kunne være fristende at tro at de værste her er de zombie-lignende monstrøsiteter som pandemien har forvandlet en stor del af befolkningen til, er de menneskelige modstandere langt mere skræmmende grundet deres koldblodighed og stammeadfærd.
Sammenlignet med det første spil, har Naughty Dog her tilføjet flere og mere intelligente fjender end tidligere. Hunde betyder eksempelvis at man lettere kan spores, mens de inficerede fjenders rækker er blevet udvidet med langt mere holdbare fjender om kræver mere snilde end tidligere at nedlægge. Mest skræmmende er dog effektivt organiseret gruppe af menneskelige modstandere, der under jagten på hovedpersonerne udelukkende kommunikerer via fløjt og pift, hvilket gør dem svære at afkode.
Kampene mod forskellige grupper af fjender fylder mere end i forgængeren, og formår i højere grad også at være lige så filmiske som resten af oplevelsen. De livagtige animationer og sekvenser resulterer i en brutalitet som fra tid til anden kan være på grænsen til kvalmefremkaldende, og som i allerhøjeste grad betyder at her kun er tale om en oplevelse for det voksne publikum.
Desværre er det dog også her The Last of Us Part II viser et par svagheder. Trods en helt afsindig sans for kontekst-givende detaljer og livagtige animationer, er den underliggende spilbarhed overraskende simpel og nogle gange på grænsen til kedelig.
Hvad enten det gælder kampsekvenser på klods hold eller distance, udforskningen af den omkringliggende verden, eller blot snigeriet mellem de mange fjender bydes her nemlig aldrig på noget nyt eller blot noget grundsolidt.
Det er nemt at forestille sig at langt de fleste vil være i stand til at ignorere at de underliggende spilsystemer i stort set alle instanser er mangelfulde, fordi resten af pakken er utroligt imponerende.
Men for nogen, og her tæller undertegnede med, vil det til tider fungerer som et sammenstød af kontraster at præsentationen, historien og skuespillet er så afsindigt imponerende at det virker som en forspildt mulighed at man ikke har investeret lige så mange kræfter i selve spilbarheden.
Det siger noget om hvor imponerende resten af pakken er, at det trods mangler i spilbarheden alligevel er svært ikke at give The Last of Us Part II en enorm anbefaling. Gennem flere af dets aspekter skubber spillet således mediet som helhed videre i en retning hvor det i form af dramatisk historiefortælling tåler sammenligning med nogle af de bedste tv-serier og film.
Helt lige så skelsættende som sin forgænger er efterfølgeren ikke, og det havde bestemt klædt det hele hvis spilbarheden var blevet fintunet yderligere, men det til trods er The Last of Us Part II en af den slags oplevelser som man som minimum skylder sig selv at give et forsøg hvis man har alderen til det og finder oplægget interessant. En gribende, fantastisk og helt afsindigt imponerende fortælling i spilbar form.
Læs også: Spilanmeldelse: I Wolcen - Lords of Mayhem har djævlejagten brug for et plaster eller to
