Immortals Fenyx Rising
Ubisoft havde særdeles travlt sidste år. Hyperscape skulle charmere horderne af spillere der ynder at plaffe løs på hinanden online, mens Watch Dogs: Legion og i særdeleshed Assassin’s Creed: Valhalla var de to blockbusters der sendte spillere på enorme, vidtrækkende eventyr.
Derfor var der også helt naturligt mange der fuldstændigt overså Immortals Fenyx Rising og det må siges at være en fejl. Hvor Valhalla bød på brutal action og et forsøg på seriøse historier, er Fenyx Rising en slags Disney-tegnefilm i spilform.
Som helten Fenyx kastes man hovedkulds ud i en historie inspireret af Græsk mytologi, men fortalt på en måde hvor der hurtigt står tydeligt at de sagnomspundne guder som naturligvis er i centrum for det hele, tager sig selv alt for seriøst. Snarere har de travlt med at stikke lidt til hinanden, og betyder at der ofte bliver plads til en uventet og fornøjelig tolkning, af nogle af de mest kendte sagn.
I udformningen af selve spil-delen, er der lånt med arme og ben fra nogle af genrens største mastodonter, og særligt er der blevet kigget på The Legend of Zelda: Breath of the Wild. Men det hele er sat sammen med passion, charme og forståelse for hvorfor de forskellige mekanikker virker, og derfor fungerer det hele upåklageligt.
På samme tid virker det også for Immortals Fenyx Rising at udvikleren ikke har følt samme træng som ved så mange andre af Ubisofts udgivelser, til at fylde det hele til bristepunktet med indhold for at holde spilletiden oppe. I stedet er der her tale om et langt mere overskueligt eventyr, hvor kræfterne i stedet er blevet brugt på at holde det til interessant, og undgå for mange gentagelser.
Immortals Fenyx Rising fortjener langt mere opmærksomhed end det fik ved sin udgivelse, og er langt mere end et Assassin’s Creed med et andet udseende, som var hvad de fleste havde forventet af det. Det er således et helt igennem charmerende, underholdende og virkelig forfriskende eventyr med sjove opgaver, en god historie og tilpas dybde til at man holdes fanget fra start til slut.
Scott Pilgrim vs. The World: The Game – Complete Edition
Spilversionen af Brian Lee O’Malley fantastiske række af tegneserier, der kombinerede en forkærlighed for spilkultur, tegneserier og teenage-kærlighed til en hvirvelvind af referencer og meta-humor, udkom oprindeligt lige i kølvandet på Edgar Wrights næsten lige så gode filmatisering.
Alligevel var det dog tegneserierne der med stor nøjagtighed var blevet omsat til spilform. Opbygningen var lånt fra det klassiske River City Ransom (som også den oprindelige historie refererer), hvilket betød at alskens slags fjender skulle bankes til pixelstøv, mens mønter skulle bruges til opgraderinger i de mange butikker, og nye tricks skulle læres for at gøre det hele lidt nemmere.
Med sin spilbarhed mindede det i stor stil om de arkademaskiner nogen af os kan huske at have fyldt med to-kroner på gårsdagens grillbarer, men det grafiske udtryk var helt dets eget. Ubisoft havde således slået sig sammen med animatoren Paul Robertson, der havde sørget for at fylde så meget kreativitet i det hele at nye grafiske overraskelser syntes at findes om hvert hjørne.
Alt det har dog været umulig at få fingrene i de sidste mange år, efter eventyret blevet fjernet fra alverdens digitale spilbutikker. Men med den nye Complete Edition har fans nu muligheden for igen at smide pengene efter denne nye version, der mest af alt differentierer sig ved at have samlet alt indholdet fra tidligere i en pakke, og tilsat et par nye spilmuligheder.
Hverken nye tilføjelser eller de ekstra man får med gennem de forhenværende DLC-pakker tilføjer dog noget unikt, og derfor er det i stedet det (stadig) den solide spilbarhed man bør købe spillet for. Sjovest er det hvis man kan lokke et par venner med og tæve sig vej gennem det hele mens man spotter de mange referencer, men alligevel er det også velfungerende nok til at man i solo-form også vil føle sig godt underholdt.
Puyo Puyo Tetris 2
Tetris er et af de få spil som ingen introduktion eller forklaring behøver. Uanset om det har været på mobilen, konsollen, PC’en eller måske endda som lanceringstitel på Nintendo oprindelige Game Boy, har Alexey Pajitnovs tidsløse puzzlespil tryllebundet de fleste med hang til digitale spil.
Helt så stor har succesen aldrig været for Puyo Puyo-serien, der dog alligevel har formået at fænge fans over hele verden, siden dets oprindelig udgivelse tilbage i 1991. Ligesom i Tetris skal der også her fjerne blokke af brikker (eller rettere de levende Puyo’s), men reglerne er anderledes og kræver helt andre strategier.
Ikke desto mindre har de to spil fået en tur med håndmixeren og er blevet til Puyo Puyo Tetris, der frit lader spilleren vælge mellem de to spil, eller på sjovere vis forsøge dig med nogle af de spilmuligheder hvor de begge kombineres på samme tid.
Opskriften er den samme i efterfølgeren der dog denne gang har fået tilføjet en kvalmende sød historie, forbedrede muligheder online og et par nye muligheder der dog ikke ændrer særlig meget ved den grundlæggende pakke.
Ingen af nye muligheder ændrer således drastisk ved at det stadig er sjovest hvis modstanden kommer fra andre spillere i sofaen, samt at den sjoveste måde at spille det hele på er ved at give sig i kast med de spilvariationer hvor man løbende skal spille både Tetris og Puyo Puyo, mens man forsøger at vinde over modstanderne.
Puyo Puyo Tetris 2 differentierer sig ikke voldsomt fra sin forgænger, men det ændrer ikke ved at her er tale om en underholdende omgang puzzle-action for fans af genren.
