Værktøjskassen: Steen Jespersen, Sonofon

Mobiltelefonen er selvsagt hans favorit-værktøj, selv om han efterhånden har lært at slukke for den. Og så elsker han konkurrence, hvilket er meget heldigt, når man opererer på et af verdens hårdeste markeder. Mød Sonofons nye topchef, Steen Jespersen, som her åbner for sin værktøjskasse.

Udsigten fra Steen Jespersens hjørnekontor på 4. sal i Sonofons hovedkvarter i Københavns Sydhavn er lige så grå som udsigterne for det trængte mobilselskab, som han overtog ledelsen af for halvanden måned siden.

Udsigten bliver ikke bedre af, at Steen Jespersen som en af sine første opgaver som administrerende direktør i Sonofon måtte svinge kniven og udstede fyringssedler til 62 medarbejdere.

Men det er vilkårene, når man er i spidsen for et mobilselskab, der både skal tiltrække kunder og tjene penge på et af de mest konkurrenceprægede markeder i verden.

Elsker konkurrence

Til alt held er netop konkurrencementalitet en af de egenskaber, som Steen Jespersen sætter allerhøjest ved sig selv.

- Jeg synes, at det er sjovt at konkurrere og bruge det til at placere sig selv i forhold til konkurrenterne. Som konkurrenter udvikler vi hele tiden hinanden, og det kommer både kunderne og en selv til gode, siger den 41-årige Sonofon-boss.

Fyringsrunden forsøger han da heller ikke at snakke sig fra, for han har som ansat i Sonofon gennem to år selv taget del i beslutningsprocessen.

Steen Jespersens værktøjskasse

  • Gadgets:
    - Mobiltelefon
    - Laptop


  • Software:
    - Powerpoint
    - Extranet og Outlook


  • Personlige egenskaber:
    - Konkurrencementalitet
    - Strategiske evner


  • Personer:
    - Sonofons ledergruppe
    - Hustruen
    - Wibroe, Duckert & Partners


  • - Jeg har selv været med til at træffe valget med kollegaerne i direktionen. Men det er utroligt trist, for det er jo menneskers eksistensgrundlag, det handler om, siger Steen Jespersen.

    Tidligere cola-chef

    Han kom til Sonofon fra en stilling som administrerende direktør for Coca-Cola-tapperierne i Danmark, og i januar 2003 blev han så udnævnt til direktør for salg og marketing.

    Mobilbranchen har på flere planer krævet, at han har måttet ændre sine daglige arbejdsredskaber.

    Som en selvfølge er mobiltelefonen, en Sony Ericsson S700i, blandt Steen Jespersens vigtigste tekniske hjælpemidler, selvom det i første omgang var en omvæltning at følge Sonofons kultur, hvor fastnettelefoner helt er afskaffet.

    - Jeg kom fra en anden virksomhed, så jeg skulle vænne mig til ikke at have en fastnettelefon. Jeg følte mig i starten som et skib uden anker, fordi jeg gennem 20 år altid har haft en fastnettelefon, fortæller han.

    Salgstal via SMS

    Nu er mobiltelefonen er et vigtigt redskab, hvor han blandt andet modtager daglige opdateringer på Sonofons salgstal via SMS.

    SMS-beskeder bruges som et professionelt værktøj, og han sender og modtager dagligt mellem 20 og 50 af slagsen. Alligevel føler han ikke, at mobiltelefonen har fået for stor indflydelse på hans liv.

    - Man kan bare slukke for den, det kan man altså. Og det er jeg blevet bedre til, siger Steen Jespersen, som blandt andet har telefonen på lydløs, når han sidder til møde.

    Mobiltelefonen suppleres med hans laptop og e-mail-programmet Outlook gennem Sonofons eget produkt Mobilplan, så han har onlineadgang til både mailboks, kalender og kontaktpersoner, hvad enten han bruger sin telefon eller computer.

    - Der er mange, der ser mailboksen som en forbandelse, men i forhold til gamle tider har den givet en utrolig fleksibilitet og effektivitet, hvis man bruger den rigtigt. Vi har indført det papirløse kontor, så det eneste papir er det, vi får udefra, og det gør det hele meget lettere og hurtigere, siger Steen Jespersen.

    Én operation, tre markeder

    Sonofon ejes af norske Telenor, som satser hårdt på at skabe en fælles mobilenhed i både Danmark, Sverige og Norge under navnet Nordic Mobile.

    Derfor er sloganet også "én operation, tre markeder".

    Det stiller store strategiske og ledelsesmæssige udfordringer, men giver samtidig muligheden for at trække på et større netværk og flere erfaringer fra hele Norden, hvor Telenor har næsten fire millioner mobilkunder.

    Til dagligt er det dog specielt Sonofons ledergruppe, som danner baggrund for Steen Jespersens beslutninger.

    - Ledelse er noget med at skabe resultater via og sammen med andre mennesker. De er alle sammen meget vigtige for mig for at blive en succes, fortæller han.

    Hjemmefronten giver perspektiv

    Som modvægt til det meget professionelle miljø i Sonofon bruger han på hjemmefronten sin hustru til at sætte tingene i et andet lys.

    - Min kone er god at tale med, fordi man nogle gange bliver fedtet ind i problemstillingen, og der er det godt og meget gavnligt, at hun kan anskue tingene udefra, siger Steen Jespersen.

    På trods af sin nye topstilling fortsætter han som salgs- og marketingdirektør i Sonofon, og han sætter derfor stor pris på reklamebureauet Wibroe, Duckert & Partners, som har skabt den populære figur Polle fra Snave.

    - Deres indgangspunkt er at sørge for, at vi laver en god forretning, og for at bidrage til det, er de nødt til at forstå forretningen.

    Skærer ind til kernen

    Som ansvarlig for salg og marketing er præsentationsprogrammet Powerpoint også blandt Steen Jespersens favoritværktøj, når fakta eller nye ideer skal på bordet.

    - Powerpoint er et godt redskab, man skal bare ikke overdrive. Det er et fantastisk præsentationsværktøj, hvis man forstår at skære ind til kernen og gøre det så enkelt som muligt, mener han.

    At skære ind til kernen bliver netop udfordringen for Steen Jespersen, når han gennem de næste år skal føre Sonofon helskindet gennem konkurrencen på det danske telemarked.

    Det lykkedes mobilselskabet at vinde 51.000 nye kunder i det seneste kvartal, men indtjeningen følger ikke med i samme tempo. Samtidig må Sonofon indstille sig på ikke længere at være den største mobiludfordrer til TDC, når Telia og Orange snart smeltes sammen til et selskab i Danmark.

    - Det danske telemarked er meget konkurrencedygtigt med stort pres på priserne. Selvom vi har en vækst i antallet af minutter, folk ringer, så er vi nødt til at være mere effektive for at tjene penge, siger Steen Jespersen.




    Brancheguiden
    Brancheguide logo
    Opdateres dagligt:
    Den største og
    mest komplette
    oversigt
    over danske
    it-virksomheder
    Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
    JN Data A/S
    Driver og udvikler it-systemer for finanssektoren.

    Nøgletal og mere info om virksomheden
    Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

    Kommende events
    EA Excellence Day

    Hvad er det, der gør it-arkitektens rolle så vigtig? Og hvad er det for udfordringer inden for områder som cloud, netværk og datacentre, som fylder hos nogle af landets bedste it-arkitekter lige nu? Det kan du her høre mere om og blive inspireret af på denne konference, hvor du også får lejlighed til at drøfte dette med ligesindede.

    23. april 2024 | Læs mere


    AI Business Excellence Day – sådan folder du mulighederne ud

    Mange danske virksomheder har eksperimenteret med AI-projekter af begrænset omfang, men kun de færreste har for alvor udforsket mulighederne i storskala. Det gør vi her! Du vil blandt andet få mulighed for at se eksempler på, hvordan AI kan anvendes som accelerator i storskala og skubber til grænserne for, hvordan det er muligt at integrere teknologien, så potentialet for alvor foldes ud.

    24. april 2024 | Læs mere


    Unbreakable - sådan sikrer du dig vedvarende og uafbrudt adgang til dine data

    Vi dykker ned i værdien af en stabil og pålidelig storage-platform og hvilke muligheder der findes, for at sikre den højeste grad af redundans og tilgængelighed. Områder som date-beskyttelse og cyber-sikkerhed vil også blive berørt.

    25. april 2024 | Læs mere