Denne klumme er et debatindlæg og er alene udtryk for forfatterens synspunkter.
Vi har det generelt svært, når der er to sandheder i spil på samme tid. Men det er ikke desto mindre den virkelighed, vi er midt i.
Et par eksempler på modstridende fakta:
• Udgifterne til den digitale understøttelse, i høj grad licensudgifterne, er ved at slå bunden ud af vores sundhedssystem vs. Vores sundhedsvæsen kan ikke levere den nødvendige service, hvis ikke vi speeder digitaliseringen yderligere op.
• En af de største trusler imod vores kritiske infrastruktur, særligt energisektoren, er digital med hacking og udnyttelse af data til angreb vs. Hvis vi skal kunne levere den nødvendige grønne omstilling, skal data fra energisektoren i langt højere grad logges, opbevares og bringes i spil.
• Regulering af digitale tjenester bremser for innovationen (Draghi) vs. Beskyttelse af data kræver effektiv regulering og sanktionering (NIS2, DSA, GDPR, DORA et cetera).
Sundhedsvæsnet
Uanset, om det drejer sig om offentlige institutioner eller private virksomheder, er vi i en situation, hvor udgifterne til digitale services er ved at slå bunden ud af økonomien.
Dette gælder ikke mindst i den danske sundhedssektor, hvor særligt licensudgifterne til big tech nu resulterer i fyringer af de såkaldt varme hænder.
Vi er reelt set stavnsbundne til big tech, og bindingen er ovenikøbet en bremse for den digitale innovation, for vi har ikke mulighed for selv at udvikle løsningerne.
Det er ikke bare open source-geeks som mig, der siger det.
Denne erkendelse er Sundhedskommissionen også kommet frem til i rapporten om fremtidens danske sundhedssystem.
Energisektoren
Ifølge vurderinger fra Center for Cybersecurity og energibranchens enhed for cybersikkerhed, EnergiCERT er den digitale trussel markant voksende.
Siden 2015 har der været 48 succesfulde cyberangreb mod den europæiske forsynings- og energisektor.
Hele 20 af tilfældene var i 2022, og siden er tempoet ikke faldet.
Vi ser en tilsvarende vækst i angreb i Danmark.
Og vi står i store træk magtesløse i øjeblikket.
Konsekvenserne strækker sig over alt fra manglende adgang til rent vand og varme til større strømsvigt eller brug af forsyningsenhederne til at tilgå andre dele af vores kritiske infrastruktur.
Det er svært at forestille sig et værre skrækscenarie, og man kunne næsten føle trang til at bremse alle de mange initiativer til digitaliseringen af vores forsyningssektor og lave små analoge fæstninger.
Men det går ikke. For der er andre udfordringer, som vi skal håndtere.
En af de største er den grønne omstilling, hvor optimering og udvikling af vores forsyningssektor udgør en hjørnesten.
For at komme i mål med de målsætninger, som vi har på forsyningsområdet, er en massiv digitalisering og indsamling og bearbejdning af data helt afgørende.
Regulering
Og endelig er der det tredje paradoks:
På den ene side har Draghi i sin rapport om behovet for vækst og konkurrenceevne i EU peget på regulering som et problem.
Det har fået flere politiske aktører og repræsentanter fra industrien til at kalde på massiv deregulering.
Det står i skærende kontrast til, at omfanget af cybertrusler og manglende beskyttelse af vores personlige data efterhånden har nået et niveau, der må betegnes som alarmerende.
Men hvis vi skulle zoome ind på netop mulighederne for at øge vores konkurrenceevne og vækst, så kan man ikke se bort fra, at manglende regulering via rammedirektiver som NIS2, DORA, DSA og GDPR, åbner en enorm flanke for ulovlig adgang til forretningskritisk data, trusler imod den finansielle stabilitet, tab af tillid blandt forretningsforbindelser, smadrede forsyningskæder og så videre.
Alt sammen noget, som effektivt blokerer virksomhederne fra at kunne fungere operationelt og beskytte deres produkter imod kopiering.
Man skal ikke have en videregående uddannelse for at regne ud, hvor ødelæggende det er for deres konkurrenceevne.
En suveræn løsning i morgen
Så hvad skal vi stille op? Enderne synes at være uforenelige.
Men måske ikke alligevel. Det vil dog forudsætte, at vi gør op med vores hidtidige praksis.
Jeg synes, vi har en del af løsningen i anbefalingerne fra både Sundhedskommissionen og Ekspertpanelet, som regeringen selv nedsatte.
Der går én pointe nemlig igen. Hvis Danmark både skal overkomme de store udfordringer, vi allerede har, og geare vores digitale infrastruktur til at understøtte de fremtidig behov på tværs af offentlige institutioner og i den private sektor, må vi arbejde i retning af at opnå digital suverænitet.
Det vil indebære, at vi kapper båndene til Big Tech og tager det fulde ejerskab over både infrastruktur og de forskellige services, vi benytter.
Der er ikke nødvendigvis noget, der står i vejen for, at vi kan gøre det i større fællesskaber – det kunne være nordiske eller europæiske – men Danmark skal selv eje sit digitale fundament.
Med mulighed for selv at tilpasse og udvikle fundamentet.
Vi skal have den nødvendige indsigt til fuld overholdelse af de forskellige sikkerhedsdirektiver, og vi skal samtidig have kontrol med, hvor data bliver opbevaret, og hvem de kan blive delt med.
Det vil være noget af et kvantespring, og det vil ikke blive nemt. Men det er ikke umuligt.
Den tyske delstat Schleswig-Holsten har gjort det, og delstaten inspirerer allerede resten af Tyskland, der jo notorisk er kendt som Europas mest digitalt tilbagestående. Centrale aktører overvejer at følge deres eksempel.
Den største udfordring bliver i sidste ende nok, om de danske politiske beslutningstagere har modet til at gå imod årtiers praksis og lytte til eksperternes anbefalinger.
Det vil være et nybrud. Men et helt suverænt ét.
Klummer er læsernes platform på Computerworld til at fortælle de bedste historier, og samtidig er det vores meget populære og meget læste forum for videndeling.
Har du en god historie, eller har du specialviden, som du synes trænger til at blive delt?
Læs vores klumme-guidelines og send os din tekst, så kontakter vi dig - måske bliver du en del af vores hurtigt voksende korps af klummeskribenter.
