Det siges, at vejen til personlig konkurs er brolagt med fester, gambling og et liberalt stofmisbrug. Det er sikkert rigtigt nok.
Men vil man gerne blive fattig i en fart, kunne man jo også bare begynde at spille Warhammer 40.000 og bygge sig en hær.
Firmaet bag de rasende populære Warhammer-figurkrigsspil – hvoraf den mest populære variant er førnævnte science fiction-version – hedder Games Workshop.
Koncernen omsatte i seneste regnskabsår for over fem mia. danske kroner, og overskuddet før skat lød på knap 2,3 milliarder. Plastikfigurer er med andre ord en helt hæderlig forretning.
Grundlæggerne Ian Livingstone og Steve Jackson er begge udstyret med en god fantasi.
Men da de åbnede deres postordreforetagende i 1975, havde de alligevel næppe forestillet sig, at det skulle komme så vidt.
Det har Livingstone skrevet en bog om med bidrag fra medstifteren. Den er netop udkommet i dansk oversættelse under titlen ”Terningemænd – hvordan Games Workshop opstod”. Bogen er oversat af Morten Gottschalck og udgives på dansk af Faraos Cigarer.
Her er man med fra starten, hvor Livingstone og Jackson drev firmaet ud af deres lille lejlighed i Shepherd’s Bush – komplet med kartoner med spil stablet op ad væggene, så man knap kunne bevæge sig rundt.
Kunder, der ringede for at bestille, troede ofte, de talte med et professionelt firma.
Men i virkeligheden sad Livingstone med telefonrøret i den ene hånd og klistrede frimærker på pakker med den anden, mens Jackson forsøgte at holde styr på regnskabet ved køkkenbordet.
Det var sådan, Dungeons & Dragons kom ind i Storbritannien. Seks eksemplarer ad gangen, sendt direkte til en studenterlejlighed. Ikke ligefrem en glamourøs start på et milliardimperium.
Så gik det ellers slag i slag med egenudgivelser, butiksåbninger, opture og katastrofer, hjemmelavede fanzines, udsalg af miniaturefigurer, White Dwarf-magasinets spæde begyndelse og så videre.
Man hører også om de hårde beslutninger, da virksomheden voksede hurtigere end de fleste kunne følge med til. Games Workshop måtte også tidligt vælge mellem at være bred importør eller satse på egne produkter.
Beslutningen faldt på miniaturefigurer og det dengang helt nye Warhammer-univers. Det var et stærkt risikabelt brud med indbringende partnerskaber og licenser, men viste sig at blive fundament for hele koncernens fremtid.
Det hele er illustreret med fotos, reklamer og håndskrevne noter, der sender læseren direkte tilbage til 70’ernes og 80’ernes svært nørdede kulisse.
Bogen er en ren fornøjelse, hvis man får udslæt og ticks af polerede virksomhedsfortællinger, der fremhæver erhvervsfolk som så fremsynede og visionære, at de nærmest kan forudse næste måneds lottotal.
For i Terningemænd er det grundlæggerne selv, der beretter med både stolthed og en vis britisk underspillethed.
Her er måske ikke så mange saftige detaljer om konflikter og kreative processer, som nogle måske kunne ønske.
Til gengæld er her nostalgi og charme i lange baner, og det er helt oplagt at forfatterne har haft gravet rigtig dybt i både egne og Games Workshops arkiver.
Terningemænd er ikke for alle. Er man f.eks. ikke til figurspil og nørdekultur, vil entusiasmen nok være lige så stor, som hvis nogen bad undertegnede læse op på de seneste tyve års Superligahistorik.
Har man derimod nogensinde kylet sine terninger ind i væggen i vrede over et virkelig elendigt rul, så er det her givetvis en oprindelseshistorie, man vil hygge sig med.