Morgen-briefing: Elon Musks ven er godkendt som ny ambassadør i Danmark / Tech-professor advarer mod ukritisk AI-brug på uddannelser / Bredbåndspuljen giver tilskud til internet på 253 adresser i Danmark

Elon Musks ven er godkendt som ny ambassadør i Danmark. Tech-professor advarer mod ukritisk AI-brug på uddannelser. Bredbåndspuljen giver tilskud til internet på 253 adresser i Danmark. App til bekæmpelse af digital svindel får stor opdatering, og så er det i dag 149 år siden, at det første langdistance-telefonopkald blev gennemført

Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Godmorgen, venner

Det er torsdag 9. oktober, og nok engang er Computerworlds morgenbriefing landet i din indbakke.

For sidste gang i denne omgang er det Jacob Wittorff, der har udvalgt historierne i morgenens nyhedsoverblik.

I morgen bliver depechen givet videre til min gode kollega Kristoffer Ingemand.

Men lad os komme til sagen.

Dagens første historie handler om USA’s nye ambassadør i Danmark, der er venner med nogle af de mest magtfulde personer i den internationale tech-verden.

Elon Musks ven er godkendt som ny ambassadør i Danmark

USA’s nye ambassadør i Danmark er netop blevet godkendt i det amerikanske senat.

Der er tale om den amerikanske PayPal-rigmand Ken Howery, som den amerikanske præsident Donald Trump allerede udpegede til posten tidligere på året, og som nu også formelt har fået det grønne lys.

"Jeg ser frem til at repræsentere vores land og bygge videre på det stærke venskab mellem USA og Danmark," skriver den nye ambassadør i Danmark på X.

Donald Trump har tidligere gjort det klart, at Ken Howerys måske vigtigste opgave bliver at sikre amerikansk ejerskab over Grønland.

Ken Howery er tæt knyttet til både Elon Musk og Peter Thiel, som han stiftede PayPal sammen med, og han har desuden været med til at grundlægge Peter Thiels venturekapitalfond Founders Fund.

Avisen Wall Street Journal har tidligere skrevet, at Elon Musk i en periode har boet i en luksusejendom i Austin, Texas, der ejes af Ken Howery.

I Donald Trumps første embedsperiode var Ken Howery ambassadør i Sverige.

Tech-professor advarer mod ukritisk AI-brug på uddannelser

Det er nødvendigt at have de samme kritiske samtaler om kunstig intelligens, som vi lige nu har om vores brug af sociale medier.

Det siger Mikkel Flyverbom, professor på CBS og medlem af Dataetisk Råd, i Deadline på DR2.

Her advarer han mod, at vi risikerer at slippe et monster løs på de danske uddannelser, hvis institutionerne ukritisk tager chatbots som for eksempel Elon Musks Grok i brug.

”Hvis du installerer den på en professionshøjskole eller et gymnasium og tænker, at den er en god hjælp for de studerende, så har du installeret et monster, som taler og tænker på måder, der ikke matcher de værdier og det formål, som en skole i Danmark og Europa ellers måtte have,” siger han i udsendelsen.

Mikkel Flyverbom blev for nylig i Computerworlds magtundersøgelse Magt 2025 vurderet til at være den fjerde mest magtfulde it-person i Danmark.

Bredbåndspuljen giver tilskud til internet på 253 adresser i Danmark

Resultatet for bredbåndspuljen for særlige adresser med dårlig internetdækning er netop blevet offentliggjort.

Her er det muligt at søge tilskud til lokale bredbåndsprojekter, og Digitaliseringsstyrelsen oplyser, at alle 253 adresser, som har ansøgt, i år har fået tilskud.

Adresserne fordeler sig på 55 kommuner, og der er afsat 20 millioner kroner til puljen for særlige adresser.

Der er dog kun ansøgt om tilskud for 16,8 millioner kroner, og det overskydende beløb vil blive overført til bredbåndspuljens almindelige ordning, hvor det fortsat er muligt at søge om støtte.

Fristen for at indsende ansøgninger til den almindelige ordning er fredag 24. oktober 2025 klokken 12.00.

App til bekæmpelse af digital svindel får stor opdatering

Forbrugerrådet Tænks app Mit digitale selvforsvar, der er udviklet med støtte fra TrygFonden, har fået en større opdatering.

Appen, der skal hjælpe danskerne med at undgå digital svindel, har fået nyt design, flere funktioner og en række tekniske forbedringer.

Det er det digitale bureau Adapt Agency, der står bag opgraderingen.

For 149 år siden blev det første langdistanceopkald gennemført

Graham Bell gennemførte det første telefonopkald over længere afstand 9. oktober 1876.

Han ringede fra sit kontor i Kilby Street i Boston til Thomas A. Watson, der befandt sig på et kontor i Cambridge knap tre kilometer derfra, og han demonstrerede dermed for alvor telefonteknologiens potentiale.

Opkaldet fandt sted knap et halvt år efter, at Graham Bell havde gennemført verdens første telefonopkald, men her ringede han blot til Thomas A. Watson, som befandt sig i et tilstødende lokale i samme bygning.

Annonce

Computerworld Events

Vi samler hvert år mere end 6.000 deltagere på mere end 70 events for it-professionelle.

Ekspertindsigt – Lyt til førende specialister og virksomheder, der deler viden om den nyeste teknologi og de bedste løsninger.
Netværk – Mød beslutningstagere, kolleger og samarbejdspartnere på tværs af brancher.
Praktisk viden – Få konkrete cases, værktøjer og inspiration, som du kan tage direkte med hjem i organisationen.
Aktuelle tendenser – Bliv opdateret på de vigtigste dagsordener inden for cloud, sikkerhed, data, AI og digital forretning.

Andre events | Charlottenlund

Roundtable: Skalér teknologien. Bevar kontrollen

Skab målbar forretningsværdi med cloud og AI. Bevar kontrollen over data, omkostninger og leverandørafhængigheder. Mød Årets CIO 2026 Claus Thomsen fra Lundbeck, og del erfaringer med andre digitale ledere i et roundtable om modernisering,...

It-løsninger | Online

ERP Insights 2026

Webinaret giver et samlet overblik over, hvordan ERP-landskabet ændrer sig, og hvilke arkitekturvalg der får direkte betydning for forretningens evne til at tilpasse sig.

Se alle vores events inden for it

Navnenyt fra it-Danmark

Arctic Wolfs Network har pr. 1. september 2026 ansat Victor Dohlmann som Sales Director for Nordics. Nyt job

Victor Dohlmann

Arctic Wolfs Network

Sophie Dalsgaard Myhrmann, er pr. 1. september 2026 ansat hos Elbek & Vejrup A/S som Project Manager i Logistik & Produktion. Hun skal især beskæftige sig med projektledelse indenfor logistik og produktion. Hun er nyuddannet cand.it, i IT, kommunikation og Organisation fra Aarhus Univeristet. Nyt job

Sophie Dalsgaard Myhrmann

Elbek & Vejrup A/S

Norriq Danmark A/S har pr. 1. juni 2026 ansat Ida Laursen som Junior Consultant. Hun skal især beskæftige sig med at understøtte vores konsulenter med praktiske og analytiske opgaver på diverse kundeprojekter. Hun kommer fra en stilling som Webassistent hos PWT Group A/S. Hun er uddannet bachelor i International Virksomhedskommunikation og er i gang med en kandidat i IT-ledelse. Hun har tidligere beskæftiget sig med kommunikation og webindhold. Nyt job

Ida Laursen

Norriq Danmark A/S

Netip A/S har pr. 1. august 2026 ansat Thomas B. Steffensen som Seniorkonsulent ved netIP's kontor i Thisted. Han kommer fra en stilling som Senior IT/OT Network Consultant hos Frontmatec. Nyt job