For første gang nogensinde overgår de globale investeringer i datacentre nu investeringerne i nye olieforekomster.
Det viser en ny rapport fra International Energy Agency (IEA), som dokumenterer, hvordan 580 milliarder dollar i 2025 bliver kanaliseret ind i datacenter-infrastruktur. Det er 40 milliarder dollar mere, end hvad der bliver brugt på at lede efter olie.
“Det er et markant vidnesbyrd om den moderne, digitaliserede økonomis udvikling,” lyder det fra IEA ifølge det amerikanske medie TechCrunch.
Elnettet har svært ved at følge med AI-investeringer
Ikke overraskende er det særligt kunstig intelligens og cloud-baserede tjenester, der accelererer behovet for mere datacenterkapacitet.
Ifølge IEA ventes strømforbruget fra AI-drevne datacentre at blive femdoblet frem mod 2030. Sker det, vil det matche hele verdens nuværende forbrug i konventionelle datacentre – og der bliver utvivlsomt brug for endnu mere kapacitet.
Elnettet har dog svært ved at følge med.
Flere regioner slås allerede nu med flaskehalse og årslange ventelister på tilslutning.
I USA kan det i nogle områder tage op mod et årti at få en ny forbindelse. Dublin har helt lukket for nye tilslutningsanmodninger frem til 2028.
Sol vinder frem
Det er ikke kun strømmen, der mangler. Også kritiske komponenter som kabler, transformere og gasturbiner er blevet en bremseklods for opgraderinger af elnettet, fremhæver IEA.
Nye teknologier som solid-state-transformere er på vej og lover både bedre integration med vedvarende energi og hurtigere reaktion på netinstabilitet. Men de første løsninger er stadig mindst et til to år fra markedet, og opskaleringen vil tage tid.
IEA vurderer dog, at flertallet af nye datacentre vil blive drevet af vedvarende energi inden 2035, uanset om landene fører en aggressiv klimapolitik eller ej.
Solenergi er ifølge TechCrunch i hastig vækst som foretrukken kilde, og den samlede forsyning fra vedvarende kilder ventes at ramme omkring 400 terawatt-timer årligt.