EU’s digitale regulering skal ikke bruges som bytte i handelsforhandlinger.
Sådan lyder den kontante udmelding fra EU-Kommissionens næstformand Teresa Ribera som svar på amerikansk pres for at lempe reglerne til gengæld for lavere toldsatser.
Udmeldingen kommer, efter at USA’s handelsminister Howard Lutnick mandag opfordrede EU til at gøre sin regulering af tech-sektoren mere "balanceret", hvis USA skal nedsætte tolden på stål- og aluminiumimport fra EU.
"Vi europæere har vedtaget vores regler for at sikre fair markeder og beskytte forbrugernes rettigheder. Det er vores pligt at fastholde vores værdier og forsvare vores borgere," lød det næstformand Teresa Ribera ifølge Reuters.
Skrøbelig handelsaftale
USA's krav risikerer at komplicere en ellers skrøbelig handelsaftale fra juli, hvor de to parter blev enige om delvist at fjerne toldsatser på hinandens varer.
Men fra amerikansk side lyder det nu, at der skal rykkes på de europæiske regler, før aftalen bliver fuldt implementeret.
Ifølge den amerikanske handelsminister kan mere "afbalancerede" EU-regler udløse investeringer for op mod 1.000 milliarder dollar.
Hvad det konkret indebærer, fremgik dog ikke af udtalelsen.
EU har længe stået fast på sin suveræne ret til at regulere det digitale område og afviser, at reglerne diskriminerer amerikanske tech-giganter.
Handelskommissær Maros Sefcovic har i den forbindelse sagt, at EU er parat til dialog, men at man altså ikke er parat til at afvige fra sine grundlæggende principper.
Samtidig advarer EU-diplomater om, at amerikanske trusler om nye tariffer på alt fra lastbiler til vindmøller og medicinsk udstyr risikerer at underminere hele juli-aftalen og skabe fornyet handelsuro mellem de to parter.