Dansk Erhverv efter brud med IT-Branchen: Ærgerligt - men vi fortsætter arbejdet med den digitale dagsorden

Dansk Erhverv beklager IT-Branchens beslutning om at stoppe samarbejdet, men fastholder fokus på de digitale dagsordener og ser fortsat IT-Branchen som en central aktør.

Artikel top billede

(Foto: Marie Hald/Folketinget)

Efter at IT-Branchen mandag eftermiddag besluttede at opsige det formelle samarbejde med Dansk Erhverv efter 25 år, kalder erhvervsorganisationen beslutningen ærgerlig - men understreger, at arbejdet for dansk erhvervsliv og de digitale virksomheder fortsætter uforandret.

”I Dansk Erhverv har vi igennem flere årtier haft et langt og stærkt partnerskab med IT-Branchen. Det har tjent vores fælles medlemmer – og dansk erhvervsliv – rigtig godt. Derfor er det ærgerligt, at IT-Branchen har valgt at afslutte samarbejdet i sin nuværende form,” siger Jakob Ellemann-Jensen, vicedirektør i Dansk Erhverv, til Computerworld.

Som Computerworld tidligere har beskrevet, har samarbejdet blandt andet betydet, at IT-Branchens medlemmer har kunnet trække på juridiske kompetencer inden for erhvervsjura, lovgivning og kontrakter hos Dansk Erhverv. Den opgave overgår fra 1. januar til advokathuset DAHL Advokatpartnerselskab.

Hos Dansk Erhverv lægger man vægt på, at organisationen fortsat vil understøtte de mange digitale virksomheder, der er medlemmer i dag.

”I Dansk Erhverv fortsætter vi med at understøtte vores medlemmer, hvad enten de er digitale eller ej – både juridisk, politisk og fagligt,” siger Jakob Ellemann-Jensen.

Han understreger, at de digitale dagsordener fortsat er centrale i organisationens arbejde på tværs af brancher.

”Vi fortsætter også med at arbejde ambitiøst og målrettet for at skabe de bedste rammer for dansk erhvervsliv, herunder den digitale udvikling og de digitale dagsordener, som påvirker alle Dansk Erhvervs medlemmer på tværs af brancher,” siger han.

På trods af at det formelle partnerskab nu ophører, ser Dansk Erhverv fortsat IT-Branchen som en relevant aktør på området.

”Danmark skal være verdens bedste land at drive virksomhed i – og verdens bedste land at være digital virksomhed i. Det arbejde ser vi fortsat frem til at udvikle tæt sammen med vores medlemmer og alle relevante samfundsaktører - inklusiv IT-Branchen,” siger Jakob Ellemann-Jensen.

IT-Branchen har tidligere over for Computerworld begrundet beslutningen med ønsket om at stå endnu tydeligere som brancheforening for it-virksomhederne i Danmark og orienterede sine medlemmer om beslutningen tirsdag morgen.

Læses lige nu

    Kompasbank A/S

    AI & Data Engineer

    Københavnsområdet

    Netcompany A/S

    Operations Engineer til drift af Infrastruktur

    Københavnsområdet

    Ennova A/S

    Senior Platform Engineer

    Midtjylland

    Navnenyt fra it-Danmark

    inciro K/S har pr. 1. februar 2026 ansat Lasse Fletcher som Cloud Consultant. Han skal især beskæftige sig med Governance og struktur i cloud miljøer. Han kommer fra en stilling som IT Tekniker hos CBrain A/S. Han er uddannet datatekniker med speciale i infrastruktur. Han har tidligere beskæftiget sig med kunde onboarding, Identitets styring, sikkerhed og IaC. Nyt job

    Lasse Fletcher

    inciro K/S

    Idura har pr. 5. januar 2026 ansat Arjuna Enait, 34 år,  som software engineer. Han skal især beskæftige sig med videreudvikling af Verify-systemet samt arbejde på implementeringen af CIBA i Norsk BankID. Han kommer fra en stilling som software engineer hos Lasso X. Han er uddannet civilingeniør med speciale i geoteknik. Han har tidligere beskæftiget sig med at bygge microservices til dataindsamling og -processering, samt opdatere legacy-systemer. Nyt job

    Arjuna Enait

    Idura