Denne klumme er et debatindlæg og er alene udtryk for forfatterens synspunkter.
Vær velkomne til weekenden.
Jeg aner jo ikke, hvad I skal lave, men når I læser dette, er jeg til den årlige Mead Madness Cup i Krakow sammen med Peter Ryhl, der laver mjød i Munkebo, og Bjarne, der har spillet i Livgardens Musikkorps i 42 år eller mere, og som ejer de to messing-lurer, som vi medbringer sammen med rigtige vikingehjelme og store kapper med solvognen på.
Det kan lige så godt gå godt. Jeg spiller anden-lur, og lyder mest som en kronhjort i brunst, der taber pusten, men Bjarne siger, at det nok skal gå altsammen.
Vi lægger i denne uge friske ud med et citat og et julebrev fra USA.
Så er der lidt om AI-pokalypsen, før vi kaster os over del to om arbejdsmiljøet i storrumskontoret - og til sidst er der bonus-info om, hvordan man får AI’en tilbage på sporet.
Ugens citat: “Licens- og SaaS-firmaer er som Hotel California: You can check in any time you like, but you can never leave.”
Ugens julebrev: I skal nok sende jeres julekort snart.
Annes og Dans julekort blev sendt 5. december 2025 og ankom i forgårs, onsdag. Vi tager vores svarbrev med i SK929, når vi besøger dem i juni.
AIpokalypsen
AI presser de traditionelle software-firmaet på to måder: Kæmpe investeringer i chips og datacentre, som de er tvungne til, og kundernes hjemmebyggede løsninger ved hjælp af Claude Code, Codex mv. Farvel til SaaS, farvel til licenser.
Oracle kunne blive ramt dobbelt hårdt ifølge denne fascinerende artikel, som Læser P sendte til mig: The Hater's Guide to Oracle.
Det vil betyde stadigt stigende priser for kunderne:
“Vi skal jo have pengene ind på én eller anden måde”, og “dem, der er dybt afhængige af os må forstå, at de skal betale mere” vil være ting, der siges en del.
Stakkels de afhængige kunder. Stakkels softwaresælgerne. Omvendt må man sige, at de sidstnævnte har haft nogle festlige årtier.
Arbejdsmiljø, del 2
I sidste uge skrev jeg lidt om storrummet, der kun er forfærdeligt på alle måder.
I denne uge skal det handle om tingene rundt om storrummet, nemlig mødelokalerne og kaffemaskinerne.
Men først et ord fra vores sponsor:
Kaare [Danielsen, red], der ejer Jobindex og Computerworld, sendte mig et link til en beskrivelse af en approach, som de har taget hos Jobindex, som måske kan være en inspiration for andre: Skab jobglæde med den rette indretning.
Desværre mangler der billeder af det interessante kompromis, der lugter lidt af min beskrivelse af “cubicles” i USA:
“Rekrutteringskonsulenterne, der larmer, men elsker ro, har fået noget som indretningsarkitekterne ikke havde lavet længe, nemlig storrum lavet om til enkeltmandskontorer.”
Så derfor: Hvis du læser dette, Kaare, vil jeg og læserne gerne se, hvordan man i praksis laver storrum som enkeltmandskontorer, tak 🙂.
Storrummet er kun til korte beskeder
Da alle gerne vil kunne tale sammen sådan som mennesker taler sammen, tales der som regel ikke hverken ægte eller interessant i storrum.
Det er som om de gamle retningslinjer for brug af telefonen, da den kom frem for mange år siden, nemlig “telefonen er kun til korte beskeder”, har fået en renæssance i storrummet: “Storrummet er kun til korte, hviskede, beskeder”.
Geden og manden fra Arbejdstilsynet
I Miracle-tiden fik jeg én gang om året besøg af en venlig mand fra Arbejdstilsynet.
Første gang var vel i 2006, mens vi stadig boede i Garagen på Kratvej i Måløv.
M2, som var den sidste til at forlade stedet dagen før, havde lukket og låst efter at have sat strøm til en kraftig server, som skulle konfigureres og leveres til FLS.
Sådan én genererer en del varme, og det her var om sommeren, og der var varmt udenfor.
Da M2 mødte næste morgen, var der cirka 50 grader i Garagen, så han åbnede vinduerne og fortsatte konfigurationen. De andre mødte efterhånden op og begyndte at arbejde
Men de glemte at fodre mine boer-geder.
Det fik fører-hunnen (og hun var stor - en voksen mand kunne ride på hende, omend med fødderne slæbende hen ad jorden) til at stille sig på bagbenene og bræge højt ind ad det ene vindue, mens hun højlydt gnaskede løs af den grønne vinduesmaling, som hun elskede smagen af.
Det var, ahem, et syn for geder.
Nå ja, ledningen fra serveren til strømstikket i væggen var lidt for kort, så den hang i en halv meters højde tværs gennem lokalet.
Disse faktorer (varmen, ledningen, den brægende ged) forstyrrede ikke gutterne. De sad selvfølgelig bare og arbejdede og drak kaffe.
Lige dér, på det tidspunkt, kom der uanmeldt besøg fra Arbejdstilsynet for første gang.
Han var ikke specielt imponeret og forsøgte med stærkt ledende spørgsmål at få gutterne til at indrømme, at de var enormt stressede og havde det hårdt. Det år var der nemlig fokus på det psykiske arbejdsmiljø.
Henrik var hurtig og improviserede følgende: “Jeg mener at vide, at der er planer om at flytte til nogle større lokaler snart.” Det noterede manden.
Vi besluttede kort efter modtagelsen af rapporten fra Arbejdstilsynet at finde nogle større lokaler ude i De Døde Øjnes By i Ballerup.
Der var heller ikke plads i Garagen, og folk var begyndt at sidde ovre i mit køkken.
Raoul havde klippet huller i en stor papkasse, så han kunne sidde med hovedet inde i den og arbejde i udestuen trods det skarpe sollys.
Gutten fra Arbejdstilsynet kom fast på besøg hvert år, og hver gang spurgte jeg ham:
“Nå, er det det psykiske eller det fysiske i år?”, hvorefter han tog en runde, spurgte gutterne og gudinderne om de havde det godt, og drog videre.
Et år spurgte jeg ham, hvad han syntes om storrum, som han jo måtte se en del af, når han drog rundt til de forskellige bikse.
Han svarede helt guddommeligt: “Alle steder, hvor der er storrum, er der en masse regler, og alle har noget i ørerne. De har også lavet storrum i Arbejdstilsynet nu, så jeg arbejder hjemmefra så meget som muligt.”
Der er altid for få mødelokaler
Derfor søger mennesker - naturligt og lettere desperate - mod steder, hvor de kan være mennesker, det vil sige mødelokaler, toiletter og køkkenområder. Eller hjemmekontoret.
Der er altid for få mødelokaler.
En naturlov foreskriver faktisk, at mennesker altid vil fylde alle de mødelokaler op, som de får stillet til rådighed, og at 10-20 procent af arbejdsstyrken konstant er på udkig efter et ledigt mødelokale.
En helt desperat idé er jo så de nye telefonbokse (apropos telefonen), hvor et menneske med besvær kan klemme sig ind og tale med et andet menneske.
Det henvender sig mest til folk, der ikke lider af klaustrofobi og kan lide en let rumklang.
Indtil der er lige så mange mødelokaler som medarbejdere, vil der mangle mødelokaler.
Fuld gennemsigtighed og kontor-striptease
Alt dette halløj med at mennesker mødes og taler sammen som mennesker og frit udveksler idéer er jo stik imod striptease-/ydmygelses-konceptet fra moderne arkitekter og ledelses-guruer.
Galejslaverne skal sidde på rækker og geledder i stærkt oplyste rum uden nogen form for følelse af privatliv.
Derfor kan alle også glo ind i møde-akvarierne. De arme mennesker, der forsøger at have nogle minutter i fred og føle sig næsten som mennesker, er på den måde stadig overvågede - og de ved det.
I køkkenområderne med kaffemaskinerne er der lidt mere menneskelighed, men eftersom der aldrig er faste pauser, så bruger folk køkkenområdet meget lidt og med en “jeg må videre”-holdning i deres opspændte kroppe - altid lige drejet lidt væk fra personen de taler med, fordi… produktivitet!
Det hele blev opsummeret SÅ fint af The Economist for en uge eller to siden:
“Mødelokaler er den mest knappe ressource på kontoret - men kun lige når man faktisk skal bruge ét. Hver hele time udspiller der sig et lille magtspil: Grupper stimler sammen uden for et lokale (med vandflasker som “arbejdsrekvisit”), mens dem, der sidder derinde, lader som om, at de ikke opdager, at tiden er gået.
Den organiserede gruppe får lokalet ved at banke på og høfligt (men bestemt) overtage. Så kommer den klassiske nedtur: Teknikken virker ikke, og nogen skal lige ind igen efter en glemt vandflaske.
De uorganiserede (som ikke bookede) vandrer rundt og prøver lykken:
- Et rum er booket, men tomt (no-show), så de stormer ind, før andre gør.
- Et andet rum (til 10) har én person, der “ejer” bookingen, så reglerne vinder over sund fornuft.
- Ved et tredje rum sidder to meget højtstående chefer og kører over tid, men her gælder feudalisme mere end bookingregler.”
Tak til The Economist.
Jeg vælger helt at undlade betragtninger om de nye, dyre, højteknologiske, high-maintenance kaffe-/computer-interface-maskiner, der har afløst den almindelige, hurtige, gode og billige kaffemaskine, der kunne lave 12 kopper på fire minutter.
Jeg vælger helt specifikt slet ikke at tale om de nye mælke-karton-side-beholdere, som folk konstant skal kæle for. Ikke et ord!
I næste uge ser vi på meningsløsheden
I næste uge skal vi kigge på den uendelige og ulidelige meningsløshed, der præger storrummet. Dét bliver sjovt. Skriv endelig til mogensxy@gmail.com, hvis jeg har glemt eller overset noget.
Bonus: Når I bliver uvenner med AI’en
Vi kender det alle sammen. AI’en siger noget sludder. Man fortæller den, at den vrøvler.
Den skifter personlighed fra høflig, amerikansk Djøf'er til dumstædig, dansk teenager, der er fanget i en løgn, men stædigt holder fast i den.
Man skælder ud. Det nytter intet. Den bliver ved med at vrøvle.
Ligesom med teenageren er der normalt kun én vej ud af situationen: Start en ny samtale (dog behøver I ikke vente til næste dag, når det drejer sig om AI’en). Eller man kan skrive følgende:
"Vi er kommet på afveje. Vi er nødt til at starte forfra uden at miste konteksten i denne chat. Lav først en første AskUserQuestion-formular, som jeg kan besvare, så vi kan finde ud af, hvad der gik galt, og hvor vi i stedet skal hen. Ud fra mit svar skal du lave en anden AskUserQuestion-formular, så vi derefter kan gennemføre opgaven."
Det var dét. Tak som altid for jeres herlige mails til mogensxy@gmail.com. Jeg anede ikke, at vigtige, spanske myndigheder stadig bruger http:// i stedet for https://, eller at der er noget, der hedder Salary Hero i Thailand. Det ved jeg nu. Tak!
Klummer er læsernes platform på Computerworld til at fortælle de bedste historier, og samtidig er det vores meget populære og meget læste forum for videndeling.
Har du en god historie, eller har du specialviden, som du synes trænger til at blive delt?
Læs vores klumme-guidelines og send os din tekst, så kontakter vi dig - måske bliver du en del af vores hurtigt voksende korps af klummeskribenter.
