LAN-netværkskablet skal føde et såkaldt modem, som hos nogle udbydere kaldes ”router”.
Dette mellemled, der normalt er en ”gratis” låner i pakken til små og mindre kunder, bygger bro mellem den indvendige fiberboks og kablede enheder som computere og andre datatunge klienter.
Desuden har modemet/routeren en WiFi-sektion til trådløse klienter som smartphones, laptops og alt det andet opkoblede grej, ingen kan leve foruden på jobbet og derhjemme.
Godt nok er ikke altid nok
”Skod” er et af de pænere adjektiver, som nogle af nørderne på de sociale medier kan finde på at bruge om internetudbydernes standard-routere.
Mere jordnære forbrugere kan nok regne ud, at når abonnementspriserne er konkurreret i bund, og små erhvervskunder har en lovmæssig bindingsperiode på maksimalt 24 måneder, smider en udbyder ikke en firecifret router eller et femcifret mesh-system i en pakke til 400, 500 eller måske, hvis det går højt, 600 kroner om måneden.
I bedste fald kan denne kundegruppe få en router med WiFi 6-teknologi til op mod en tusse i butikkerne med i abonnementet.
Endnu sværere er det at gøre troløse privatkunder profitable. De er forbrugerbeskyttet af en maksimal bindingsperiode på seks måneder.
De skal helst også lokkes med gratis oprettelse, fri installation og halv pris i den første måned eller længere.
Så er der ikke plads til meget andet på budgettet end en skrabet router med WiFi 5- eller måske 6-specifikationer.
En standard-router kan godt komme fra et anerkendt brand, men den vil ofte være en specialmodel, som ikke altid kan købes i online-butikker. Hvad er sådan én egentlig værd?
På Hipers hjemmeside bliver låne-routeren præsenteret med nogle ganske få specifikationer.
På en anden Hiper-fane kan du under ”øvrige priser” læse, at skulle ”din” router være bortkommet eller ødelagt, får du en opkrævning på 599 kroner med moms.
Hvis enheden skulle være en Zyxel EX-3301-TO, kører den WiFi 6 (AX) med op til 1.800 Mbps, og så virker erstatningsprisen helt fair.
Bedre end godt nok
En låne-router som den præsenterede bør ikke få supporten hos Hiper eller en anden fiberudbyder til at bryde sammen.
I hvert fald ikke så længe den blot skal dække et areal på op til måske 100 kvadratmeter – uden for mange vægge og andre forhindringer – og en håndfuld ikke alt for ”tunge” brugere.
Er dit behov eller ambitionsniveau højere, er det nemt at få mere WiFi-power. Det er relativt enkelt at forlænge låne-routeren med en muskel-router eller et mesh-system.
Det kræver et standard-netværkskabel fra en LAN-port på låne-routeren til en WAN-port på din store router eller den første enhed i dit mesh-system.
Og så skal du selvfølgelig sætte det nye grej op, hvad du kan gøre i en browser på en computer eller med en app på din smartphone.
Normalt anbefaler jeg at slukke for låne-routerens trådløse WiFi-sektion, så den ikke kommer i konflikt med det nye grej.
Men hvorfor ikke tage låne-routeren helt ud af drift, fjerne den fra synsfeltet og spare noget strøm?
Min låne-router fra Telenor er en dansk Icotera i4882. Den har de nødvendige porte til min 2.500 Mbps-fiberforbindelse og kører WiFi 6.
Desuden har den en total teoretisk båndbredde på 4.200 Mbps – 600 Mbps på 2,4 GHz-båndet og 3.600 Mbps på det hurtigere 5 GHz-frekvensbånd.
Det er noget mere end en billig låne-router, men stadig peanuts i forhold til dyrere udstyr med WiFi 6E, for slet ikke at tale om WiFi 7.
Icotera’en er da heller ikke gratis i drift.
Den bruger omkring 18,5 W, som på årsbasis løber op i 162 kWh, hvad der med en strømpris på 1,50 kroner bliver til knap 250 kroner.
Hvorfor ikke spare de penge – eller veksle dem til et par flasker god rødvin?
VLAN Tagging: Fra DHCP til PPPoE
I tilslutningsjunglen går mange ud fra, at hvis stikkene passer i portene, skal signalerne nok selv finde de rigtige veje rundt i en kablet netværksinstallation.
Sådan fungerer tingene mange gange, men desværre ikke altid.
Dengang jeg for snart tre år siden var avanceret til at være bruger af en fiberbaseret internetforbindelse, bemærkede jeg straks, at udgangen på den indvendige fiberboks er en helt almindelig LAN-port (af RJ45-typen).
Derfor prøvede jeg at forbinde WAN-porten på min mesh-router direkte til fiberboksen. Det skete der absolut intet ved: Intet tog skade, men der var heller ikke hul gennem forbindelsen.
Min kontakt hos Telenor tog sig heldigvis tid til at hjælpe mig på vej. Opskriften består i at sætte routeren op til VLAN (Virtual LAN) Tagging (Linkning eller Sammenkædning).
Nå sådan, tænkte jeg og prøvede at virke, som om jeg fattede en bjælde af det hele. Med lidt mere hjælp kom jeg heldigvis til det.
Et protokol-spørgsmål
Som standard er en (mesh-) router sat op til at køre DHCP. Det står for Dynamic Host Configuration Protocol og betyder, at routeren automatisk tildeles en såkaldt IP-adresse til kommunikation med en internetudbyder. Det er nemt og fungerer praktisk talt altid ganske glimrende.
For at en router kan kommunikere direkte med en fiberboks, skal den i Telenor-regi understøtte PPPoE, som står for Point-to-Point Protocol over Ethernet.
Dette gør en del nyere routere, men du skal navigere rundt og pille i nogle menuer, der kan få Skattestyrelsens forskuds- og slutopgørelser til at virke logiske og forståelige.
Sådan har jeg gjort
Du skal slippe for at læse om samtlige mine overvejelser og mindre vellykkede eksperimenter.
Trin 1: Valg af router
Mit aktuelle reference WiFi-setup kommer fra Asus og består af husfredsfremmende ZenWiFi-komponenter.
Da denne produktfamilie ikke understøtter VLAN, er router-enheden i kontoret erstattet af en muskuløs GT-BE19000 gaming-model, som har ALT i features og tilpasningsmuligheder.
I resten af huset genbruger jeg de samme netværksenheder, som er beskrevet i denne test:
Trin 2: Tilslutning af egen router til fiberboks
Før jeg sluttede GT-BE19000-uhyret til fiberboksen, nulstillede jeg routeren og opdaterede dens software.
Et CAT7 LAN-kabel blev trukket fra fiberboksens 10GE LAN-port til routerens LAN1 (10GE) WAN-port.
Routeren bootede normalt, da jeg tændte for den, men ellers skete der naturligvis absolut intet.
Trin 3: Ned i routerens maskinrum
En router som GT-BE19000 kan tilgås fra appen ASUS Router på en smartphone. Jeg foretrækker at bruge min desktop og nyde overblikket på en stor skærm.
Det er nemmest blot at åbne en browser og skrive ”asusrouter.com” i adressefeltet. Til det formål bruger jeg DuckDuckGo, som ikke hænger sig i, at den skal ind på en usikker hjemmeside, hvis navn begynder med ”http”.
Nogle gange kan det være nemmere at komme ind ved at skrive IP-adressen, som i dette tilfælde er 192.168.50.1.
Trin 4: Puds skærmbrillerne
Nu bliver det alvor.
Jeg starter med at logge ind i routeren efter anvisningerne i trin 3.
Næste step er at få tagget LAN-porten. I venstre spalte ruller jeg ned til ”Advanced Settings” og fortsætter videre ned til ”LAN”.
Derefter vælger jeg fanebladet ”IPTV” og går ned til ”LAN Port”, hvor jeg i feltet ud for ”Internet” skriver ”101”.
Det er det hele, og jeg skal endelig huske at klikke på ”Apply” for at indlæse ændringerne i hukommelsen.
Så mangler jeg bare at få WAN-porten på plads. Ligesom før ruller jeg i venstre spalte ned til ”Advanced Settings” og fortsætter ned til ”WAN”.
Derefter vælger jeg fanebladet ”Internet Connection” og går ned til ”Basic Config”, hvor jeg ændrer feltet ud for ”WAN Connection Type” til ”PPPoE”.
Fiberboksen skal også have bekræftet, at jeg er den, som jeg udgiver mig for. Langt nede på skærmen skal jeg ind under ”Account Settings” og angive mit ”Username” fra ordrebekræftelsen samt det ”Password”, som jeg har fået oplyst hos Telenor.
Og så må jeg ikke glemme at rulle ned til skærmens bund for at klikke på ”Apply” og indlæse ændringerne i hukommelsen.
Inden jeg fortsætter, tjekker jeg selvfølgelig, at Asus-routeren har forbindelse til Telenors servere.
Indikatoren længst til venstre under internet-symbolet lyser/blinker heldigvis hvidt – ikke rødt. Så kontakten er på plads.
Derefter kører jeg Speedtest, som bekræfter, forbindelsen faktisk også er helt perfekt.
Trin 5: Parring af WiFi-satellitter
Så langt, så godt. Nu mangler jeg at få liv i de to WiFi 7-satellitter fra det gamle mesh-system.
Det drejer sig om en ZenWiFi BQ16 og en ZenWiFi BT8, begge fra Asus og AiMesh-kompatible såvel indbydes som med GT-BE19000 og meget andet fra samme mærke.
En ZenWiFi BD4 Outdoor kommer til at vente, til jeg kan arbejde udendørs uden handsker.
For at være sikker på, at både BQ16 og BT8 har den seneste firmware, har jeg tilgået disse enheder via en mobilrouter og brugt appen ASUS Router på min telefon.
Derefter har jeg fabriksnulstillet dem og tilføjet dem én ad gangen ved at følge appens glimrende anvisninger. Ingen problemer!
Som altid foretager jeg selve parringen af de to satellitter i mit kontor, hvor de er tæt på routeren, og al den anden teknik er lige inden for rækkevidde.
Først når alting fungerer i kontoret, flytter jeg satellitterne til deres faste pladser.
Hvis noget pludselig virker mystisk eller forkert, har jeg lært mig selv at tage en kop kaffe og/eller gå en tur med hundene, så enhederne får fred til at handshake og blive akklimatiseret. Dette lille fif er ofte forbløffende effektivt.
Er VLAN Tagging så umagen værd?
Da jeg først tog mig sammen til at trænge længere ind i en router, end jeg nogensinde før havde prøvet – og hurtigt havde brugt over en uge på at nørde koncentreret – ærgrede jeg mig kun over én ting: At jeg havde taget et alt for langt tilløb.
En årlig besparelse på aktuelt 250 kroner på elregningen redder selvfølgelig hverken vores allesammens klima eller min økonomi, men hvis det er muligt, hvorfor så lade være?
Det er også rart at have fjernet en boks fra internet-fødekæden. Jeg har i forvejen rigeligt af den slags stående fremme.
Rent performancemæssigt har VLAN Tagging ikke givet den store gevinst.
Mine download- og uploadhastigheder ligger stadig så tæt på de lovede 2.500/2.500 Mbps, som det er teknisk muligt, og pingtiden er måske reduceret helt ubetydeligt fra 1,45 til 1,32 millisekunder. Icotera i4882-routeren har således heller ikke været nogen flaskehals på dette punkt.
Til allersidst en subjektiv observation: Når jeg logger ind på et websted med en meget hurtig server, for eksempel Speedtest, oplever jeg nu slet ingen tøven over for mit besøg.
Straks efter at jeg har trykket på GO i Speedtest-appen, er der hul igennem, og viseren banker op som omdrejningstælleren i en F1-racer ved en let berøring af speederen.
En god fornemmelse, som også nydes af besøgende, der logger på mit WiFi 7-gæstenetværk.
Man behøver måske ikke være nogen it-nørd for at få lyst til den slags udfordringer. Men det hjælper.
