Som tiden dog flyver! For præcis to år siden sad jeg og bryggede på min første test af et mesh-sæt med den dengang endnu ikke officielle WiFi 7-teknologi.
Det var et sæt, der rykkede – og stadig gør det. Klik på dette link for at læse eller genopfriske testen:
Siden er det hele gået, som det plejer: Udvalget er eksploderet, priserne på de avancerede løsninger er blevet mindre afskrækkende, og de enkleste routere og mesh-systemer er konkurreret derned i pris, hvor det ikke giver meget mening at se på WiFi 6 eller 6E til nye installationer.
Det svarer til at overveje at anskaffe en smartphone uden 5G – eller en dieselbil uden partikelfilter.
Mere af det hele
Ultrakort opsummeret handler udviklingen på WiFi-området om det sædvanlige i netværksuniverset: Højere hastigheder, kapacitet til flere brugere og billigere løsninger.
For en tester af WiFi-udstyr har WiFi 7 også været en udfordring. Heldigvis havde jeg i forsommeren 2023 fået installeret en 2.500 Mbps fiberforbindelse.
Den kablede del af mit netværk var også på plads med 10GbE- og 2.5GbE-switche, matchende netværkskort, friske Ethernet-kabler og så videre. Og endelig skulle jeg bruge kompatible klienter – smartphones og andre trådløse enheder. Det var den største udfordring, men det lykkedes.
Og hvorfor stoppe her? Mens jeg venter på, at min udbyder Telenor via TDC Net lancerer en dobbelt så hurtig 5 Gbps (5.000 Mbps) forbindelse, har jeg strikket et temmelig ultimativt mesh-system med WiFi 7-teknologi sammen. Det skal dække de tre etager i mit lille hus fra 1924 plus en gårdhave med et beskedent orangeri.
Mesh-systemet omfatter de følgende enheder fra Asus’ ZenWiFi-produktfamilie:
- Kælder (Kontor og Testlab): BQ16
- Stueetage (Køkken og Tv-stue): BQ16
- Første sal (Klinik og Soveværelse): BT8
- Udendørs (Gårdhave og Orangeri): BD4 Outdoor
Ny udendørs enhed
WiFi-industrien har ikke haft travlt med at lancere routere til udendørs brug og slet ikke med WiFi 7-teknologi.
Ifølge min research er Asus ZenWiFi BD4 Outdoor alene på markedet lige nu, og dens kommercielle tilgængelighed ligner et åbent spørgsmål. På Asus’ egen ”Where to Buy” hjemmeside står der intet ud for ”Tilgængelig fra”, og to danske forhandlere skriver ”Ikke på lager”.
Elgiganten viser enheden med en pris på 1.399 kroner og et ”Dette produkt er ikke på lager”.
Heldigvis har mine Asus-kontakter kunnet trykke på nogle knapper og fremtrylle et eksemplar til test.
Rent WiFi-teknisk svarer BD4 Outdoor til de enheder, som jeg tidligere har testet i systemet Asus ZenWiFi BD4. Klik på linket herover.
Det vil sige, at du får en enhed med fire streams (= samtidige brugere) og en total teoretisk hastighed på 3.600 Mbps, fordelt på 688 Mbps på 2,4 GHz-frekvensbåndet og 2.882 Mbps på det mere rummelige 5 GHz-frekvensbånd.
Udstyrslisten er hurtigt gennemgået: Et vejrbestandigt plastkabinet, støbt i ét stykke, er støv- og vandtæt ifølge IP65, hvad der er meget fint til danske forhold. Der er to netværksporte, som kan klare hastigheder op til 2.500 Mbps og er monteret på undersiden, hvor de beskyttes af et solidt dæksel med seriøse pakninger.
Enheden kan strømforsynes enten direkte fra lysnettet eller via et netværkskabel fra en switch med PoE (Power over Ethernet) funktionalitet. Jeg har valgt den sidste løsning for at kunne køre kablet backhaul, spare et strømkabel og stadig slippe for signaltab i en ydervæg.
Når du allerede har en AiMesh-kompatibel router eller netværksløsning kørende, er det ikke den store udfordring at tilføje en BD4 Outdoor. Start med at scanne en QR-kode og følg anvisningerne på smartphone-skærmen.
Jeg brugte mindre end en halv time på at få gang i hele systemet. Og et par timer på gemme kabler af vejen og få teknikken til at se pæn ud. Standard Operating Procedure her på Chaos Manor
Trådløst eller kablet backhaul?
Som trofaste CW-techfans nok har læst til bevidstløshed, er det geniale ved et WiFi-system med mesh, at det kan bestå af – og forsyne – et nærmest uendeligt antal enheder og dække et meget stort område, eksempelvis en lufthavn eller et hotel. Brugerne skal blot indlæse ét netværksnavn (SSID) og én adgangskode for at være online i hele området.
Denne fordel, kombineret med fuld hastighed i hele netværket, er et resultat af, at alle enheder er bundet sammen som masker i et fiskenet og synkroniserer deres data. Denne kommunikation har teleindustrien døbt ”backhaul” – et udtryk, som også kendes i transportbranchen, hvor det kan oversættes til ”last med retur”.
Hvis du investerer i en forholdsvis billig mesh-pakke med to eller tre enheder og følger den korte opsætningsvejledning, vil du typisk blot blive bedt om at sætte strøm på enhederne og parre dem i en app.
Så kommer du til at køre med trådløst backhaul, og det kan fungere helt fint. Der er dog den ulempe, at en del af den trådløse båndbredde, som du kunne bruge til data, bliver anvendt til intern kommunikation i systemet. Dit mesh-system vil derfor ikke være så hurtigt, som det kan blive.
Hvis hver enhed i din nye mesh-pakke er udstyret med én eller helst to såkaldte WAN- eller WAN/LAN-porte, kan du etablere kablet backhaul ved at trække et LAN-kabel fra den første enhed til hver af de to andre.
Dette kan kræve en switch, men hvis hver enhed har to porte, kan du koble dem i serie og spare noget kabelføring.
Kabler i gamle huse
I snart mange år har jeg levet med en netværksarkitektur, hvor jeg har trukket et Ethernet-kabel fra en router i kontoret i kælderen til en såkaldt satellit i stueetagen. Herefter har resten af signaldistributionen i huset været trådløs. Dog har jeg forsynet en udendørs satellit, som aktuelt er den testede ZenWiFi BD4, via et kabel fra en PoE-switch.
Hele systemet har egentlig fungeret meget godt, men ikke mindst til testformål har jeg savnet et datakabel fra stueetagen til første sal. Det skulle vel ikke være et problem for en gammel fusker – eller en dyr elektriker?
Både nej og ja, for et hus fra 1924 er ikke født med tomrør og kabelkanaler med plads til vækst. Det kan stadig være nemt nok at trække et nyt kabel, men hvis det ikke skal ligne en øjebæ, kan det koste kassen at få selve trækkeriet lavet pænt og derefter få repareret uundgåelige skader på mur- og/eller træværk.
Hvad gør den kloge i denne situation? Prøver at vække de små grå!
Pludselig kom jeg i tanker om, at jeg omkring årtusindskiftet havde fået gjort plads i en rørkasse til et SCART- eller HDMI-kabel, som skulle føde et fjernsyn i soveværelset med indhold fra en satellitmodtager i stuen – oldnordisk teknologi, som jeg aldrig fik implementeret. Jeg fandt ovenikøbet en intakt træksnor, og så tog det ingen tid at få et CAT6-kabel uden stik igennem et næsten usynligt 8 mm-hul.
Konfektionering af Ethernet-kabel med RJ45-stik er ikke blandt mine livretter, men det kan selvfølgelig lade sig gøre. Det har jeg også begået en guide om, og den kan du læse ved at klikke nedenfor.
Interessante testresultater
Da jeg i slutningen af 2024 testede det dyre Asus ZenWiFi BQ16-sæt med to enheder, scorede det et CPI (Connected Performance Index) på 19.571 – blot et mulehår under den magiske grænse på 20.000 og det bedste resultat, som jeg havde målt på det tidspunkt.
Nu da det samme mesh-sæt er udbygget med en ZenWiFi BT8-enhed på første sal, og det hele er tilsluttet med kablet backhaul, har Asus sat endnu en CPI-rekord: 22.627 – en forbedring på næsten 16 procent.
Og gevinsten kan nok blive endnu større, for de bedste trådløse download-målinger er helt oppe på over 2.300 Mbps, og det er det maksimale, som en 2.500 Mbps-internetforbindelse kan præstere.
Med andre ord er det nu min internetforbindelse, der er stopklods i mit WiFi-system. Den barriere arbejder jeg på at fjerne – eller i det mindste flytte op til 5 Gbps eller mere.
Stadig hurtigere end 5G på denne adresse
Lad os starte med den bedste nyhed: Uden en udendørs mesh-satellit som Asus ZenWiFi BD4 Outdoor ville der ikke være nogen WiFi-dækning i gårdhaveområdet fra mit eget trådløse netværk. Hvis jeg slukker for BD4 Outdoor, skifter mine to reference-smartphones automatisk fra WiFi til 5G på mine tre testpositioner. Og laptoppen lukker ned.
Ifølge hjemmesiderne hos flere af markedets udbydere vil de sagtens kunne forsyne mig med ”lynhurtigt” internet via 5G-mobilnettet.
Jeg har tjekket 5G-præstationerne udendørs på mine tre testpositioner i gårdhaveområdet om formiddagen, den sidste søndag i uge 29, hvor kvarteret var næsten totalt affolket.
Jeg har brugt min Samsung Galaxy S20 Ultra med et SIM-kort fra YouSee. Speedtest har registreret pingtider mellem 22 og 28 millisekunder, download mellem 240 og 117 Mbps og upload mellem 31 og 5,2 Mbps.
Konklusion
Denne guide og test fastslår med al ønskelig tydelighed, at når et WiFi-system skal opbygges, er det en god begyndelse at starte med en mesh-enhed i hvert rum af betydning.
Og ikke nok med det. Hvis du kan komme til at trække gode Ethernet-kabler fra en central router ud til hver enkelt satellit, kan du regne med en yderligere forbedring.
Asus ZenWiFi BD4 Outdoor, som er den eneste helt nye enhed i testen, er en velbygget, diskret satellit med høj materialekvalitet.
Dens PoE-strømforsyning gør den nem at installere og administrere, især hvis du investerer i en dedikeret switch, som kan være ganske kostbar. En løs adapter/injector til én enhed kan købes for et par hundrede kroner.