I begyndelsen af februar udgav Matt Shumer sit hype-fyldte essay "Something Big Is Happening" om hans syn på den eksplosive AI-udvikling og fremtiden. Essayet er efter sigende nu læst mere end 50 millioner gange.
Et par dage efter udkom Will Manidis kritiske svar kaldet "Tool Shaped Objects" - og dermed har den aktuelle AI-debat fået to meget klare frontfigurer.
Har du ikke læst det endnu, så er fronterne stor set trukket op sådan her:
Shumer siger det, mange gerne vil høre: At noget stort sker nu, og at du nok allerede er bagud (Læs hans essay her).
Manidis siger på den anden side det, som mange tilsyneladende har ventet på: At meget AI også ligner aktivitet forklædt som fremskridt. Og at det er meget nemt at forsvinde ind i (AI-)processen og glemme outputtet (Læs hans svar her).
Det er derfor, at deres lille duel siger mere om tiden end meget andet, som du kan læse om AI på LinkedIn - eller i disse spalter.
Samtidig skriver de sig hver især ind i en gammel tech-konflikt, som de fleste læsere kender: Hvor går grænsen mellem at følge med og at lade sig rive med.
AI er ikke outsideren mere
Set fra et mere nøgternt hjørne er det netop derfor, deres duel er interessant. For AI er i praksis ikke længere den nye outsiderteknologi, som man kan afvise med et skuldertræk.
Den er allerede rykket ind i det helligste af det allerhelligste sted: Officepakken og budgetterne.
Det, der møder mere modstand nu, er ikke teknologien i sig selv, men den måde, som den stadig bliver (over)solgt på. Det er her, at Shumer og Manidis bliver nyttige som to positioner i den samme debat.
Shumer virker, fordi han siger det, mange gerne vil høre. Han skriver selv, at han har brugt seks år på at bygge en AI-startup, og hans tekst er bygget op omkring én central besked: Det her er ikke noget, der kommer. Det er noget, der er sket.
Han beskriver, hvordan AI nu overtager tekniske opgaver, og hvordan AI i stigende grad anvendes til at hjælpe med at bygge mere AI.
Det er en stærkt appelerende historie, fordi den har fart, konsekvens og den velkendte følelse af, at toget allerede er ved at forlade stationen.
AI FOMO er den helt store driver
Det er også derfor, hans tekst passer så godt til tidens helt store frygt som vi kan kalde "AI FOMO".
FOMO, eller Fear of Missing Out, er den psykologiske tilstand, hvor virksomheder og medarbejdere frygter at gå glip af professionelle muligheder, som andre deltager i. Der hvor man tænker at alle andre allerede er længere fremme, end de selv er.
Den mekanik er stærk, fordi den vender noget velkendt på hovedet.
Normalt tror de fleste, at de selv ligger lidt over gennemsnittet. I AI-debatten har mange den ide, at naboen altid er lige lidt længere foran.
Shumer taler direkte ind i den følelse. Ikke bare med teknologi, men med en fortælling om, at det er risikabelt at tvivle for længe.
En kurve vi har set mange gange før
Skal man være lidt ond, så minder de mange ord om den eksponentielle kurve vi har set mange gang før - tidligere har der bare stået blockchain, disruption eller 5G over grafen.
Det er nok lige præcis den historiske hukommelse, der gør, at nogle læsere instinktivt læner sig tilbage, så snart kurven dukker op igen.
Det er derfor, at Will Manidis føles som en lettelse for den anden lejr. Han afviser ikke AI, men skriver direkte, at LLM’er kan få store produktivitetseffekter i den virkelige økonomi.
En meget mindre glamourøs vej
Men hans pointe er, at vejen dertil sandsynligvis bliver længere, mere ujævn og langt mindre glamourøs, end hype-maskinen gerne vil have os til at tro.
Det er en vigtig korrektion, fordi den flytter fokus væk fra demoen og hen på det, som virksomheder faktisk står med.
Hans pointe er, at noget kan ligne et værktøj og føles som et værktøj, men stadig mest af alt kun levere følelsen af arbejde, travlhed og fremskridt.
Manidis’ advarsel er, at AI også kan blive meget dygtig til at producere spor af aktivitet, som ligner fremdrift og fremskridt, uden at værdien følger med i samme tempo.
Det er en grum reminder, som gør-det-selv-folket med alt for mange besøg i byggemarkedets power tools-afdeling kender: Vi elsker vores værktøjer næsten uanset hvad de ender med at gøre for os.
Derfor rammer debatten rammer noget større end AI.
Alex McCann beskrev sidste år det moderne corporate-liv som møder om møder, PowerPoints ingen læser og opgaver, der mest af alt holder et apparat i gang. Lidt a la da Dennis Nørmark skrev bogen "Pseudoarbejde - Hvordan vi fik travlt med at lave ingenting"-pseudoarbejde i 2018.
Det er ikke det samme som AI-debatten, men det ligger tæt nok på til at være en reel advarsel.
Risikoen er ikke kun, at AI erstatter arbejde. Risikoen er også, at den i en periode skaber nye lag af pseudoarbejde, hvor man mest af alt smører maskinen, der laver varm luft.
Det er derfor at Matt Shumer og Will Manidis er mere interessante.
Dem, der stadig tror på den næste eksponentielle kurve
Shumer samler dem, der stadig tror på den næste eksponentielle kurve. Manidis samler dem, der har set kurven før og er lidt mere skeptiske.
Begge rammer noget, men den virkelige debat drukner let - så teknologien og dens konsekvenser fortjener noget mere end månedens AI-show.
I sidste ende er det også derfor, at deres debat er oplagt at spejle sig i. Du skal ikke vælge mellem Matt og Will, men mellem to temperamenter og din egen mavefornemmelse.
Så er du klar til endnu en tur med det eksponentielle tog, så er det Matt. Eller er du den lidt mere skeptiske tech-type, så er det Will.
Læs selv debatten her:
"Something Big Is Happening af Matt Shumer
