Apple slutter sig nu til Google i kritikken af EU's planer om mere åbenhed for AI-tjenester på smartphones.
Sagen handler om EU’s Digital Markets Act (DMA), som skal forhindre store digitale platforme i at bruge deres økosystemer til at holde konkurrenter ude.
Europa-Kommissionen har nemlig vurderet, at Google skal bygge mere åbenhed og interoperabilitet ind i Androids AI-tjenester for at leve op til DMA.
Det kan få betydning for, hvordan AI-funktioner bliver integreret på smartphones - og det får nu også Apple til at reagere, skriver Reuters.
Gemini sidder tungt i Android
I dag er det Googles egen AI-tjeneste Gemini, som er dybt integreret i Android.
Det betyder, at AI-funktioner i Android i høj grad drives af Gemini, mens andre AI-leverandører ikke får samme adgang.
Men ifølge EU bør alle AI-funktioner kunne tilpasses fuldt ud på en platformuafhængig måde, som i praksis vil betyde, at brugeren selv skal kunne vælge, hvilken AI-model eller AI-leverandør der driver funktionerne på telefonen.
Det er samme tanke, der har ført til det frie valg af browser eller søgemaskine.
EU ønsker nu, at smartphonebrugere frit skal kunne vælge deres AI-udbyder på samme måde, som de i dag kan vælge en anden browser eller søgetjeneste.
Frygter præcedens
Selv om kravet i første omgang retter sig mod Google og Android, følger Apple sagen tæt fra sidelinjen.
Ifølge Reuters skyldes det, at iPhone-producenten allerede nu kan se skriften på væggen. For hvis EU kræver mere åbenhed i Android, kan det skabe præcedens for senere krav til iOS.
Derfor bakker Apple nu Google op i modstanden mod kravet.
Apple advarer blandt andet om, at tvungen åbenhed for AI-tjenester kan skabe risici for privatliv og sikkerhed, hvilket er samme form for argument, Apple tidligere har brugt i opgør med EU om åbningen af selskabets økosystem.
Google bruger også privatlivsargumentet og hævder, at mere åbenhed kan give privatlivsrisici for europæiske brugere.
Vil svække tech-giganternes greb
Kernen i sagen er, hvor meget kontrol de store platforme skal have over fremtidens AI-lag på smartphones.
AI bliver i stigende grad bygget direkte ind i styresystemer, apps og brugerflader, og hvis én leverandør kontrollerer standardvalget, kan det give en stærk fordel over konkurrenterne.
Det er netop den type situation, DMA skal forhindre. EU's linje er derfor, at store platforme ikke må bruge deres 'greb' om økosystemet til at udelukke rivaler.
Derfor vil Kommissionen sikre, at AI-tjenester på smartphones ikke bliver låst til én udbyder.