Her er jeg, arbejder otte timer om dagen i et regeringskontor. I min fritid ønsker jeg at gøre noget “kreativt”, så jeg vælger at snedkerere lidt – for eksempel lave mig et bord.
Bemærk, at der lige fra begyndelsen er noget kunstigt over hele foretagendet, for fabrikkerne kan levere mig et langt bedre bord, end jeg kan lave selv. Men selv hvis jeg går i gang med at arbejde på mit bord, vil det være mig umuligt at føle for det på samme måde, som snedkeren for hundrede år siden følte i forhold til sit bord.
For inden jeg begynder, er det meste af arbejdet allerede gjort for mig af maskineri. De værktøjer jeg benytter, kræver kun et minimum af kunnen. Jeg kan for eksempel få en høvl, der udskærer enhver form for profil.
Snedkeren for hundrede år siden ville have været nødt til at gøre arbejdet med stemmejern, hvilket kræver håndens og øjets dygtighed.
Hvorfor gør jeg det?
De brædder, jeg køber, er allerede høvlede, og benene allerede drejet i drejebænken. Jeg kan endda gå i tømmerhandelen og købe alle dele af bordet færdigfremstillede og klar til at blive samlet. Mit arbejde bliver reduceret til at indsætte nogle dyvler, lime og bruge sandpapir.
Her er jeg, 60 kilometer fra København. Når jeg skal dertil, hvorfor pakker jeg så ikke min bagage på en trækvogn og begiver mig af sted til fods og får to dages vandring ud af det?
Fordi det med bilerne hvinende konstant forbi ville være en helt uacceptabelt ubehagelig rejse. Hvis man skal nyde primitive rejsemåder, er det afgørende, at der ikke findes nogen andre metoder. Intet levende menneske ønsker nogen sinde at gøre noget på en mere besværlig måde end nødvendigt.
I en verden, hvor alt kan gøres med maskineri, vil alt blive gjort med maskineri.
Derfor medfører de teknologiske fremskridt en frustration for det menneskelige behov for at gøre sig umage og for at skabe noget. Det overflødiggør og endda umuliggør øjets og håndens aktiviteter. Hvorfor i det hele taget bruge sine hænder til noget – hvorfor bruge dem til at pudse næse eller spidse en blyant?
En hjerne i en flaske
Utvivlsomt kan du få en eller anden indretning af stål og gummi at sætte på dine skuldre og lade dine arme visne til skind og ben?
Således med ethvert organ og enhver evne. Der er virkelig ingen grund til, at et menneske skulle foretage sig andet end at spise, drikke, sove, trække vejret og forplante sig. Alt andet kan gøres for det af maskineri. Derfor er den logiske slutning på den teknologiske udvikling at reducere mennesket til noget, der ligner en hjerne i en flaske.
Det er det mål, som vi allerede bevæger os hen imod, om end vi naturligvis ikke har nogen som helst hensigt om at nå derhen.
Præcis som en mand, der daglig drikker en flaske whisky, ikke har nogen hensigt om at få skrumpelever. Det underforståede mål for “fremskridtet” er – måske ikke præcist hjernen i flasken – men i hvert fald en slags frygteligt, umenneskeligt dyb af blødhed og hjælpeløshed.
Nej, det er ikke mig, der har skrevet dette. Jeg har oversat (og stykket sammen) fra en af George Orwells mest fascinerende og mest oversete bøger, The Road to Wigan Pier. Den er skrevet i 1937, men jeg kan ikke gøre det mere præcist i 2006.
Torsten Møller Madsen er på vej til at blive gartner ved Joel Klerks planteskole.
