Tanken om at beskytte kunstnerne og forhindre piratkopiering er der ikke noget i vejen med, men i praksis er Digital Rights Management (DRM) et kæmpe problem, fordi det findes i forskellige former, der ikke kan bruges på alle medieafspillere.
Det betyder, at der ikke er en fælles standard for musikfiler, hvilket medfører, at forbrugerne vælger købemusikken fra til fordel for piratkopier, som kan bruges af alle.
Kun til fordel for teknologiselskaberne
Apples DRM-format hedder Fairplay og er koblet til musikformatet AAC. Selv om iPod også kan afspille mp3, så er al den musik, man kan købe i musikbutikken iTunes Store i AAC-format med indbygget kopibeskyttelse.
Det modsatte gør sig gældende hos konkurrerende online-butikker, som sælger musikken i Microsofts WMA-format, der indeholder en anden type DRM-beskyttelse.
Problemet er, at man ikke uden videre kan konvertere en fil til et andet format, når den har indbygget DRM. En AAC-fil, der er købt på iTunes, kan altså ikke lige konverteres til MP3 eller WMA og afvikles på en afspiller fra Creative. Omvendt kan en WMA-fil med DRM-beskyttelse ikke afspilles på en iPod.
Apples iPod-produkter er markant markedsledende, men for at kunne sælge musik til disse afspillere, skal pladeselskaberne samarbejde med Apple.
Det er nemlig kun iTunes Music Store, der sælger musik, som understøttes af iPod. Samtidig understøttes Apples DRM-løsning kun af firmaets egne afspillere eller enheder, der er produceret i samarbejde med Apple.
Hvis DRM er en fordel for nogen, så må det være teknologiselskaber som Apple. Begrænsningen gør det nemlig vanskeligt for forbrugere, som har gjort store indkøb af digital musik gennem iTunes, at skifte afspilleren ud med et produkt fra en anden leverandør.
Den manglende standard for musikfiler med DRM-beskyttelse bliver derfor en kæmpe ulempe for både forbrugere og pladeproducenter.
MP3 er på vej
Ser man på rene filformater er der kun MP3-formatet, som understøttes af alle afspillere. De store pladeselskaber bruger bare ikke formatet til distribution af musikfiler.
Årsagen til at de sjældent udsender musik, der ikke er kopibeskyttet, er naturligvis faren for piratkopiering. Der er dog ingen undersøgelser, som tyder på, at DRM-løsninger har nogen indvirkning på problemet, snarere tværtimod.
Antipiratsoftware i musik hjælper ikke, fordi numrene meget ofte er tilgængelige på fildelingstjenester, før de udkommer, og DRM bliver derfor bare en ulempe for dem, der reelt ønsker at betale for indhold.
Meget tyder derfor på, at medieselskaberne kun benytter DRM for at sende et signal om, at de forsøger at bekæmpe pirateri og ikke som en reel kopibeskyttelse.
Musikselskaberne er da også begyndt at få øjnene op for problemet, og EMI, der er et af verdens største pladeselskaber, vil eksempelvis tilbyde Norah Jones nye single i mp3-format.
Det er naturligvis et lille skridt, men stadig en indikation om, at de kan blive nødt til at sælge musik i dette format for at tilfredsstille kunderne.
Der skal ske noget
Salgstallene mere end antyder, at der snart skal gøres noget. Musiksalget er nemlig stagneret for første gang siden 2003, viser en undersøgelse fra Nielsen SoundScan.
I andet og tredje kvartal var salget på 137 millioner numre, mens der i første kvartal i år blev solgt 144 millioner numre.
Tal fra det amerikanske analysehus Forrester Research, siger, at salget hos iTunes er faldet med 65 procent siden januar.
Til sammenligning anslår firmaet BigChampagne, der registrerer P2P-trafik, at der hver måned distribueres mere end en milliard musikfiler.
En løsning kunne eksempelvis være Fraunhofers Audio Watermarking, der indsætter et unikt vandmærke i lyden – en slags Mac-adresse til lydfiler.
Hvis musikken efterfølgende piratkopieres, kan den spores tilbage til køberen. På denne måde kan man eliminere begrænsningen i forhold til forskellige afspillere og samtidig bevare kontrollen over rettighederne.
