Artikel top billede

(Foto: Lars Jacobsen)

Nørgaard: Det kan undre, at man ikke bare pløkker de droner ned - men forklaringen ligger jo lige for

Klumme: Som altid er politiet og alle de andre myndigheder, der blander sig uden at gøre noget, verdensmestre i kunsten at sniksnakke og tale sort a la Tommy Kenter.

Yes. Det er allerede fredag igen, der er mindre end et kvartal til jul, og vejret er stadig ikke helt skidt hele tiden. Meget fint.

Jeg starter liiige med et decideret “rant” om den der dronesag, før jeg finder mit gode humør frem for alvor:

RANT BEGIN:
Ugen er jo, ahem, fløjet afsted, blandt andet med de russiske droner (ligesom i Køge for 10 måneder siden), og som altid er politiet og alle de andre myndigheder, der blander sig uden at gøre noget, verdensmestre i kunsten at sniksnakke og tale sort a la Tommy Kenter.

Et godt eksempel: “Vi sendte AKS-folk op i en helikopter. Det kan være farligt at skyde droner ned over en lufthavn”. De to sætninger lyder begge, hver for sig, fornuftige, men har ikke noget med hinanden at gøre. Smart, ikke?

Og så snart de bliver spurgt om noget konkret “kan de desværre ikke komme nærmere ind på det”. Bla, bla, bla.

Den slags ikke-informations-bærende sætninger strømmer ud af munden på de der medietrænede folk, der bare snakker og snakker og snakker, og journalisterne går ALDRIG for alvor til dem og råber, som de gode folk i Erasmus Montanus: “Tal dansk, din , og vi skal vide at svare for os”.

Og SÅ er det tid til et lukket møde, hvor forsvarschefen og -ministeren fortæller ét eller andet meeeeget hemmeligt til ordførerne for alle partierne, som jo så er tvunget til at love at holde kæft for overhovedet at komme ind til mødet og få noget ligegyldigt at vide… smart.

Eller hvad med denne perle: “Der er tale om en kapabel operatør”. Øh, OK, Sherlock.

Så vi skal altså forstå, at en operatør, der kan sende tre store droner ind over en lufthavn og holde dem i luften i fire timer og derpå forsvinde, KAN rent faktisk nogle konkrete ting?

Jamen, det er jo selvfølgelig rigtigt. Altid. Faktisk er alle operatører i hele verden jo “i stand til noget”, det vil sige kapable. Ikke engang en AI kan sige så lidt med så mange ord, tror jeg.

Og sådan var det jo også med branden på Børsen, branden på Skattedepartementets tag (ekstremt varm ting anbragt af drone på taget), de fem Novo-brande og dronerne i Køge. Sniksnak og ævlebævle…

Og derpå total tavshed. Vi har intet hørt om årsagerne til brandene på Børsen m.fl. Intet om dronerne i Køge, selvom alle mulige myndigheder var dernede. Rien du tout. Nichts. Nada.

Vi har sgu nok ikke godt af at høre sandheden, vi små pus. Vi er nok mere følsomme og lettere at gøre bange end vore naboer i Norden, som godt må få tingene at vide.

At man ikke pløkker dronerne ned kan undre, men den mest sandsynlige forklaring i min optik er, at ingen har turdet tage kommandoen og ansvaret. Som altid med offentlige myndigheder har alle en procent af ansvaret.

Selvfølgelig kunne de have skudt de droner ned.

Andre steder herhjemme beskyttes vigtige personer og steder allerede mod droner med blandt andet finskytter. Ukrainerne skyder droner ned med haglgeværer.

Det er da bare at pløkke dem ned - og en lufthavn er stor, så drop nu den der undskyldning med, at man så risikerer ét eller andet.

Da dronerne fløj rundt henover start-/landingsbanerne var der for eksempel ingen som helst fare for noget som helst, hvis man skød dem ned. Og hvis Dragonkasernen ikke kan tåle, at noget falder ned fra himlen, så har vi nogle helt nye problemer, som ingen andre landes væbnede styrker har.

Jeg tror på, at det er den sædvanlige suppedas med, at ingen vil eller kan tage beslutninger.

Tak i øvrigt til Jens Aage Jensby, der forlangte at få flyttet den sidste militære flyveplads på Sjælland, Værløse Flyveplads, til Aalborg, hvis han skulle stemme for en jysk motorvej eller noget. Fantastisk. Militæret prøvede at forklare ham og andre, hvor turbodumt det var, men politik, I ved… hvilken ligegladhed med vores sikkerhed. Storslået.

RANT END!

Nok om droner, både de menneskelige vi har set udtale sig på TV og dem i luften. Nu skal vi have det sjovt!

I dag vil jeg opmuntre jer ved hjælp af:

- et opløftende citat.

- En reportage fra Vinskue 2025.

- En kort status på mogens.ai (fordi der ikke sker en skid før bestyrelsesmødet 8. oktober) og

- en ny måde at skrive om AI på (chefredaktøren vil garanteret kalde det “et nyt format”)

VÆKST! HØJE LØNNINGER! HURRA!

Men aller-aller-først en vidunderlig nyhed: It-branchen vokser stadig, er nu på over 108.000 folk, mangler 7.000 og har en gennemsnitlig løn på 51.000-52.000 kroner.

Fun Fact: Af mærkelige årsager hører it under kategorien “Industri”, og det er jo noget, der får den kategori til at se fantastisk ud, så man kan opretholde illusionen om industrisamfundet lige så længe som illusionen om landbrugssamfundet.

Læs den gode artikel med detaljerne HER.

Ugens citat

Tak til Jim, der sendte mig en pdf af bogen “The UNIX-HATERS handbook”, hvor jeg blandt andet faldt over dette uovervindelige citat:

Det er sådan noget, der kun siges af folk, der anser pessimister for at være alt for optimistiske. Bitre, gamle mænd ville slet ikke kunne følge med. Fantastisk.

I kan finde bogen flere steder, for eksempel her: ugh.book. Den er virkelig sjov. Læs bare forordet, og I er solgt.

Vinskue 2025 - en realistisk test af leveren

Mit liv har været en fest siden sidste fredag.

Allerede om lørdagen var Sonja og jeg til Vinskue 2025 i Køge for at hjælpe min gamle ven, stifteren af Nor & Fjord, Peter Ryhl Algren, med hans mjød-bod.

I kan næsten forestille jer, at en sal fyldt med de fleste af Danmarks vinavlere - og gratis smagsprøver alle vegne - SKAL gå godt. En fætter-kusine-fest, der er MEGET sjovere end OffDig.

At Peter så også fik seks broncemedaljer - én for hver af de mjød- og blommevins-ting, som han havde indsendt til bedømmelse, er bare imponerende.

Jeg kan bekræfte, at de er værd at drikke.

Hans “Warden” er lavet på honning og birkesaft (intet vand indblandet), og derpå lagret på en whisky-tønde fra Staunings i et år. Fantastisk.

Hans Rubin (en blommevin) var ligeså god som sidste år. “Blue Moose” er en “mooserende” (get it?) vin lavet på blåbær, og sådan kunne jeg blive ved.

Vi fik heldigvis nogle smagsprøver med hjem.

Naboen hed “Likørhaven” og der var stillet to af hver af hans fire mjød-typer op, det vil sige otte flasker - men ingen Ronny, der ellers står for det hele.

Man skal indsende to flasker af det, man vil have bedømt - én ryger til Tyskland til kemisk analyse, én bruges til smagsdommerne.

Så jeg satte mig derover, smagte hastigt på alle fire typer, der kun havde et nummer på flasken af hensyn til dommernes smagning, rangerede dem og begyndte så også at underholde folk med at servere dem.

På et tidspunkt står en ung fyr med six-pence og kigger interesseret, så jeg fortæller ham, at nummer tre er den bedste, nummer et er lidt bitter, osv., hvorpå han stilfærdigt siger “Ja, det er jo mig, der har lavet dem…”, og så fik jeg da hilst på Ronny og fik forklaringen på hans forskellige mjød.

Nummer tre, min favorit, hed “Æblemjød” og fik en sølvmedalje.

Nummer to hed “Pæremjød” og fik en bronce. Nummer fire var simpelthen en blanding af alle hans rester, det vil sige et slags “madspilds-projekt”, osv. Herlig gut, ham Ronny. Kan virkelig anbefale Æblemjød, som jeg købte en flaske af.

Disse såkaldte “erhvervsavlere” af mjød tog i det hele taget godt fra, hvad angår medaljer, anerkendelser og pokaler. Fuldt fortjent.

De har virkelig lavet nogle mirakler på området i de seneste 5-10 år. Jeg håber virkelig, at Peter vil med til VM i Mjød i Krakow igen næste år… Warden var jo en sensation dernede i år. Ingen har tidligere brugt birkesaft i stedet for vand.

Gallamiddagen bestod af tre retter og MANGE vinflasker m.m.m., som man bare frit kunne tage fra et langt fællesbord. Halleluja!

Nå, næste emne:

Mogens.ai

Projekt “Kan man lave en AI-biks i EU?” fortsætter.

Nu kan I gå hen på websitet, som er lige så informativt som Politiet og forsvarschefen i dronesagen. Men! Onsdag 8. oktober klokken 17-18:30 har jeg indkaldt til et stiftende møde. De, der har udtrykt interesse i at være med i bestyrelsen, er inviterede, og der vil være øl.

Men det må I lige vente med at høre mere om, til klummen 10, oktober er på gaden. Beklager.

Det at hjælpe virksomheder med at håndtere ansøgninger til jobs ser ud til at være så risikabelt i EU’s øjne, at det lige er det, som jeg vil foreslå, at vi laver i mogens.ai.

Så får vi se for det første, om bestyrelsen er med på den, og for det andet, om AI vil være i stand til at nedkæmpe alle de krav, som EU kommer med, inklusive at HR-ting falder ind under det frygtede Annex IV i AI Act.

Men alt det kommer der meget mere om, efterhånden som denne saga udfolder sig.

Farvel til AI, Ai, ai! - og dog…

Og nu til ugens største og mest chokerende nyhed: Mit faste emne i klummen, som jeg plejer at kalde “AI, Ai, ai”, bliver nu skilt ud som et selvstændigt medie (som man jo siger), det vil sige som en separat klumme, en “spin-off”, som selvfølgelig hedder “AI-lab”.

AI fylder så meget efterhånden, at det er det eneste rigtige at gøre. Så den nye kan I fra onsdag læse på cw.dk.

Og det var dét Skriv til mig på mogensxy@gmail.com med jeres kommentarer, indfald, udfald og affald 🙂. God weekend, og skål.

Klummer er læsernes platform på Computerworld til at fortælle de bedste historier, og samtidig er det vores meget populære og meget læste forum for videndeling.

Har du en god historie, eller har du specialviden, som du synes trænger til at blive delt?

Læs vores klumme-guidelines og send os din tekst, så kontakter vi dig - måske bliver du en del af vores hurtigt voksende korps af klummeskribenter.