Der er nogle ting i livet, som næsten har samme rang som etablerede og anerkendte naturlove.
En af dem er, at hvis nogen får en god ide, så går der ikke længe, før andre har taget den til sig og anvendt den i en eller anden sammenhæng.
Jeg er en af dem, der en sjælden gang lykkeligvis får ideen først.
Så man skulle måske tro, at jeg var lidt irriteret over dette “tyveri”. Men tro bare om igen…
Stolt og glad
Selv om jeg – indrømmet – til tider bliver lidt stødt på æren, så er jeg faktisk i virkeligheden inderst inde både stolt og glad.
Stolt fordi andre kan se noget brugbart i det, jeg har været med til at udtænke – og glad fordi det i kraft af andres indsats sandsynligvis kan gøre nytte hos flere.
Men mest glad bliver jeg, hvis jeg opdager, at der ikke bare er tale om et simpelt tyveri, men at det, der er “kopieret”, optræder i en ny og lidt anderledes form.
Det er fantastisk spændende at se ideer udvikle og ændre sig over tid.
Historisk set har netop denne organiske og løbende udvikling af ideer været et de vigtigste (hvis ikke ligefrem den vigtigste) elementer i de største af tidens opfindelser.
Det kreative sind skaber ideerne
Det er nemlig heldigvis ikke ideen i sig selv, men det kreative sind, der skal skabe den næste og den næste og den næste gode ide.
Og en del af denne proces er baseret på inspiration fra innovationstyveriet. Som Heraclitus udtrykker det: “Det er umuligt at træde ned i den samme flod to gange”.
Når det er sagt, vil jeg gerne understrege, at jeg ikke er filantrop.
Jeg sætter meget stor pris på muligheden for at kunne beskytte egne ideer via for eksempel patenter, ligesom jeg er meget fokuseret på at kunne lave fornuftig forretning på de bedste af ideerne.
Den ledelsesmæssige udfordring for innovative virksomheder er altså at beskytte de gode ideer, der kan omsættes til forretning – samtidig med at medarbejderne anspores til en sober og målrettet tilgang til innovationstyveri.
Kaldes også videndeling
Når innovationstyveriet foregår internt i virksomheden, kaldes det i øvrigt med et andet – og måske “finere” ord “videndeling”, men i bund og grund er det de samme mekanismer.
Personligt ser jeg en stor samfundsgavnlig værdi i “innovationstyveriet”.
Den allerbedste form for innovationstyveri er, når man en sjælden gang får lejlighed til at stjæle en forbedret udgave af en af sine egne tanker tilbage igen.
På den måde kan ideer virkelig forædles og genopstå i helt nye og overraskende anderledes former.
Helt overordnet bør man som innovativ (og -tyv) have et meget afslappet og måske endda direkte pragmatisk forhold til innovationstyveri.
Det, der er den oprindelige årsag til ideen – nemlig det kreative sind og visdommen – er jo fortsat i sikker forvaring hos den oprindelige ejermand.
Hvis man kun havde den ene ide, er det naturligvis meget trist at se sig selv bestjålet.
Men omvendt så er der næppe noget mere farligt end en ide, hvis det er den eneste, du har (frit oversat efter den franske filosof Emilé Chartier).
Så har man kun den ene ide, skulle man måske hellere bekymre sig om det end om faren for innovationstyven.
Summasumarum – sæt en ære i at blive “bestjålet”, og en lige så stor ære i at være en begavet “innovatyv”.
Hvis du bliver ved tilpas længe, kan du måske en dag endda stige i graderne og blive kreatyv.
Kenny Munck er innovationsdirektør i EDB Gruppen.
Computerworlds klummer er ikke nødvendigvis udtryk for Computerworlds holdninger, men er alene udtryk for skribentens holdninger.
