Artikel top billede

Apotekerforeningens it-chef, Niels Braae, er en sand mester i at spare strøm og dermed penge. (Foto: Thunem, Niels Dansk Apotekerforening 20080519Foto: Torben Klint /)

Skift serverrum og spar 100.000 kroner i strøm

Et blademiljø med 30 virtuelle servere i et nyindrettet serverum kan give en strømbesparelse på 100.000 kroner på året. Læs her, hvordan Apotekerforeningens it-chef gjorde det.

Klima-it: Spar 100.000 kroner i strøm året og få i tilgift en lettere hverdag, hvor du kun kommer i serverrummet for at vise det frem for andre spareinteresserede.

Lyder det for godt til at være sandt? Muligvis, men det er ikke desto mindre det, it-chef i Apotekerforeningen, Niels Braae, har realiseret.

Han er i ordets bedste forstand en helt almindelig it-chef, med 100 helt almindelige brugere, som arbejder med de ganske almindelige kontor-applikationer, der skal til, for at køre en medlemsvirksomhed som Apotekerforeningen i dagens Danmark.

Niels Braae er til gengæld ikke helt almindelig, når det gælder om at spare strøm på sin it-installation. I den boldgade er han en sand mester.

70 dyre kvadratmeter

Det hele startede for to år siden, da Apotekerforeningen var ved at løbe tør for strøm til sine 30 servere.

Den teknologiske udvikling havde efterhånden gjort dem utidssvarende, og Niels Braae traf en radikal beslutning: Han ville skifte hele maskinparken og indrette et helt nyt serverrum.

Apotekerforeningen bor på en af Danmarks dyreste adresser, i Bredgade i København. Her havde han et 70 kvadratmeter stort lokale til sine servere, selvom det højloftede og stukbesatte rum var ret uegnet til formålet.

"Det var på alle måder et dårligt serverrum. Det var selvfølgelig aflåst, og der var panserglas i ruderne. Men ruder i et serverrum er i sig selv en dum ting af hensyn til varmen fra solen."

Samtidig var der også en risiko for indbrud, da det lå i en høj stueetage.

"Når man gik forbi i Bredgade, kunne man se alle de fine og meget interessante dioder lyse derinde," fortælle Niels Braae.

Brandsikringen var heller ikke speciel effektiv.

"Det var en stor utryghed for mig. Der stod en pulverslukker derinde. Men der var kun to mennesker i huset, der havde nøgle til rummet, så det kunne sådan set være lidt lige meget alt sammen."

Koger i solen

Han undersøgte økonomien i at få hele løsningen hostet ude i byen, men det kunne ikke svare sig.

"Vi er ikke store nok, og forbindelsen mellem Apotekerforeningen og en hosting-lokation var på daværende tidspunkt for usikker. Vi betalte i forvejen for mange penge for den lave båndbredde, vi havde," siger han.

Og mens han overvejede alternativer, stod de tre rack-skabe fyldt med servere, og kogte i solskinnet fra de store vinduespartier i et gamle serverrum.

"Det virkede omsonst at flytte det hele, for så at udskifte efterfølgende. Mange af maskinerne var ved at være gamle, og min UPS var blevet flaskehalsen. Hvis jeg begyndte at stoppe flere maskiner på, ville jeg snart løbe panden mod loftet. Sikringerne var allerede sprunget et par gange, når UPS'en var kommet op i det røde felt," fortæller han.

Sport i at spare

Da Niels Braae en lørdag nat pillede sit gamle serverrum ned , smed han alle kablerne på gulvet i en stor bunke. Bunken var to meter i diameter og halvanden meter høj.

I dag kan han bære kablerne til sit nye serverrum over armen som et viskestykke.

"Der gik sport i at spare strøm, da jeg først var kommet i gang. Det blev det sjovt at se, hvad man mere kan gøre, så jeg valgte lavenergi lysstofrør med automatik, der slukker dem efter kort tids inaktivitet."

Virksomheden Enaco, der er specialiseret i at indrette serverrum, var ude og kigge, og blev begejstret for Apotekerforeningens gamle trykkeri i en portbygning.

Trykkeriet skulle nedlægges, så det var oplagt at bruge det 20 kvadratmeter store lokale uden vinduer til serverrum.

"Så skiftede jeg fra pizzaserver til bladeteknologi. Jeg virtualiserede hele møllen med VMware og jeg valgte downflow-køling i stedet for at køle hele rummet ned."

I dag er gulvet i det gamle trykkeri hævet 30 centimeter, og kølingen kommer ud af riste lige foran rackskabet. Det virker som en kuldemur foran serverne, der trækker vejret ind ad forsiden og puster ud af bagsiden, så der er kun koldt lige foran maskinerne.

20 generationers hardware

Som sidegevinst fik Niels Braae reduceret sine omkostninger til vedligehold af teknologien, samtidig med at driften er mere stabil og enkel.

"Med de gamle servere havde jeg cirka 20 generationers hardware. De er købt på 20 forskellige tidspunkter. Jeg anede ikke, hvilke maskiner, der var service på i hvor lang tid. Når jeg skifter det hele ud og sætter det ind et bladechassis, så ved jeg præcis, hvornår tingene er købt, og så har jeg de tre år at regne med."

Når de tre år er gået, skifter han alle blades ud og forlænger servicen på chassis'et.

"Så har jeg igen tre år, hvor jeg ikke skal spekulere over service, og kan i ro og mag planlægge næste generationsskifte," siger han

Virtuelle servere nemme at sætte op

En hver it-chef har prøvet at løbe tør for plads eller er kommet til at købe en for stor maskine, som ikke bruges optimalt.

Det er i de tilfælde, visualiseringen for alvor viser sit kønne ansigt, mener Niels Braae.

"Du tildeler hver maskine præcis de ressourcer, de skal bruge. Har de behov for mere, jamen, så får de lidt mere fra den samlede ressourcepulje," siger han.

Det er tilmed enkelt at sætte en ny virtuel server op.

"Jeg prøvede det selv forleden dag. Det tog tre minutter, så var den oppe at køre. Apotekerforeningen kører rent Microsoft-miljø, så det koster bare en Windows-licens."

Skepsis over for virtualisering

Niels Braae var i starten skeptisk overfor virtualisering. Samme skepsis møder han stadig hos sine it-chef-kolleger.

De er især betænkelige ved, at de forskellige sikkerhedszoner i et servermiljø, ligger på samme stykke jern. Det må nødvendigvis kunne kompromitteres.

Niels Braae brugte selv lang tid på at indhente whitepapers og konsultere sikkerhedsfolk, som til sidst overbeviste ham om, at der ikke var noget til sikkerhedsmæssig hinder at implementere en virtuel løsning.

"Jeg krævede dokumentation i form af uafhængige tests, som netop ikke er udført af de leverandører, der sælger de virtuelle serverløsninger."

Én server per applikation

Apotekerforeningens nye installation stod klar for et år siden. I dag har Niels Braae fået flere servere, end han havde før.

"I den gamle løsning blev et par af de alt for store maskiner brugt som en slags skraldespand for en lang række applikationer som antivirus-programmer, UPS-håndtering og alle mulige andre småapplikationer. Det betød, at hvis UPS'en havde problemer, kunne jeg ikke bare lægge maskinen ned og gøre noget ved det, for så var der en række andre applikationer, jeg ville rive med ned."

Nu har han lavet en lille dedikeret virtuel maskine, kun til håndtere UPS'en med. Og en lille virtuel maskine, kun til at håndtere antivirus med, og sådan har alle småfunktionerne på netværket fået deres egen server.

"Så jeg har altså stadig én server per applikation, men ikke en fysisk en af slagsen."

Ikke alt kan virtualiseres

Som tommelfingerregel kan man lægge ti virtuelle servere på én fysisk.

Gør man det, er serveren selvfølgelig hårdere belastet, men den vil aldrig komme til at bruge lige så meget strøm som ti fysiske servere, forklarer Niels Braae.

"Her kører vi helt almindelige kontorsystemer, et mailsystem, et dokumenthåndteringssystem, bogholderiet har deres system og regnefolkene har deres SAS-miljø. Så i det store hele er det en helt normal installation," fortæller Niels Braae.

Der findes gratis værktøjer fra blandt andet VMware og Microsoft, som lader it-chefen analysere alle de servere, der er på netværket, for egnethed til virtualisering.

Så kan man over en given periode måle på CPU-load, I/O-load og memory-load. Ligger maskinerne under 15-20 procent i gennemsnit på alle fronter, er det oplagt at virtualisere dem.

Banker de alle afsted med 90-100 procent på de ressourcer, de har stillet til rådighed, bør man ikke installere et virtuelt miljø, fortæller Niels Braae.

"Der har kun været positive overraskelser. Jeg fik en større strømbesparelse end forventet, jeg kunne skære min systemdrift ned ganske voldsomt, dels på grund af, at jeg skiftede fra Windows 2000 til 2003, men særligt på grund af det virtuelle miljø, der nærmest passer sig selv," siger han.

Der er ikke længere noget at gå og pille ved i serverrummet.

"Nu kommer jeg kun i serverrummet for at vise det frem for andre og fordi jeg savner det. Der er ikke behov for min tilstedeværelse der," siger Niels Braae lidt beklagende.

Tynde klienter på vej

At have fået strømbesparelse som sportsgren betyder for Niels Braae, at han er gået i gang med sin næste sparedisciplin.

"Jeg skal i gang med teste virtualisering af Apotekerforeningens desktops, første skridt på vejen til tynde klienter."

Man lægger en klient på pc'en, som så virtualiseres ud i et centralt miljø.

"På den måde forlænger jeg maskinernes levetid med et par år, fordi pc'en skal ikke lave noget: Den skal bare køre klienten. Hele regnekraften ligger i servermiljøet," siger Niels Braae og sender tanker tilbage til de gamle mainframe-miljøer.

"Jeg får bedre performance og ien grønnere drift, uden at gå på kompromis med driftssikkerhed og økonomi, så valget er ikke svært."

Når han så engang skal skifte pc'er, kan han nøjes med købe en lille terminal, der ikke koster noget i forhold til en pc, og som stort set ikke bruger strøm.




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Fiftytwo A/S
Konsulentydelser og branchespecifikke softwareløsninger til retail, e-Commerce, leasing og mediebranchen.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
EA Excellence Day

Hvad er det, der gør it-arkitektens rolle så vigtig? Og hvad er det for udfordringer inden for områder som cloud, netværk og datacentre, som fylder hos nogle af landets bedste it-arkitekter lige nu? Det kan du her høre mere om og blive inspireret af på denne konference, hvor du også får lejlighed til at drøfte dette med ligesindede.

23. april 2024 | Læs mere


AI Business Excellence Day – sådan folder du mulighederne ud

Mange danske virksomheder har eksperimenteret med AI-projekter af begrænset omfang, men kun de færreste har for alvor udforsket mulighederne i storskala. Det gør vi her! Du vil blandt andet få mulighed for at se eksempler på, hvordan AI kan anvendes som accelerator i storskala og skubber til grænserne for, hvordan det er muligt at integrere teknologien, så potentialet for alvor foldes ud.

24. april 2024 | Læs mere


Unbreakable - sådan sikrer du dig vedvarende og uafbrudt adgang til dine data

Vi dykker ned i værdien af en stabil og pålidelig storage-platform og hvilke muligheder der findes, for at sikre den højeste grad af redundans og tilgængelighed. Områder som date-beskyttelse og cyber-sikkerhed vil også blive berørt.

25. april 2024 | Læs mere