Jeg vil have et nyt navn.
Det er heldigvis ikke så dyrt at skifte navn, så jeg tror sgu, jeg gør det.
Jeg tror faktisk, jeg vil gøre det hvert andet eller tredje år. Det er ganske vist lidt besværligt, men jeg tror, det er umagen værd.
Det er Googles skyld. Ifølge Google optræder jeg knap 10.000 steder på nettet, og jeg har ingen anelse om, hvad der står om mig.
Og det bliver værre og værre, ikke mindst fordi medierne er begyndt at åbne arkiverne, så alle fortidens synder kommer frem i dagens lys.
Siden dagbladet Information åbnede arkiverne, har de ifølge chefredaktør Palle Weis fået adskillige henvendelser fra folk, der ønsker gamle artikler fjernet.
En mistede sit job, fordi han for nogle år siden fortalte om sin ludomani i en artikel i Information.
En anden blev ikke gift, fordi hans tilkommende googlede ham og fandt ud af, at han for seks år siden var involveret i en kriminalsag.
Det var ikke sket, hvis de havde skiftet navn.
Jeg er hverken ludoman eller kriminel, og så vidt jeg ved, er den mest kompromitterende information på Google, at jeg har skrevet en bog om rulleskøjter.
Men der kan stå både det ene og det andet, som ikke passer.
Jeg har ikke læst en brøkdel af det, og jeg har ingen kontrol over, hvad der står.
Måske er der en anden Claus Sølvsteen, som er øksemorder, og så ryger jobbet, kæresten, omgangskredsen og hele familien.
Skaden kan også ske, efter man er død, og så er det bedst, at Google ikke ved for meget.
For nylig afslørede TV2s Operation X, at såkaldt clairvoyante googler deres klienter for at finde oplysninger om afdøde familiemedlemmer.
Så kan de “kommunikere” med de afdøde på en vældig overbevisende måde på baggrund af de oplysninger, de finder på Google.
Jeg tror ikke, man kan skifte navn efter sin død, så jeg må hellere gøre det med jævne mellemrum, mens jeg er i live. Måske en gang om året.
Eller hvert halve år. Jeg tør ikke være mig så længe ad gangen.
Hvordan skjuler jeg, at har skiftet navn?
Det er nok bedst at vælge et navn, der er så specielt, at jeg ikke bliver forvekslet med nogen.
Sådan noget hen ad Igor Zacchariassen. Eller måske er det bedre at vælge et navn, der er så almindeligt, at jeg ikke kan identificeres, som Jens Hansen.
Jeg kunne også vælge samme navn som en, der har et rigtig godt ry på Google, og så tror alle, at det er mig, der er så fantastisk.
Måske skal jeg hedde Martin Thorborg?
På den anden side er det måske mistænkeligt, hvis man slet ikke findes på Google.
Nogen kunne tro, at man har skiftet navn, og så spørger de sig selv, hvorfor.
Det er næsten værre. Alle ved, at arbejdsgivere googler jobansøgere for at finde noget snavs.
Det er måske bedre, at de finder lidt, end at de får beskeden: “
Din søgning matchede ikke nogen dokumenter”.
Jeg kender faktisk et par stykker, der ikke findes på Google, og jeg må tilstå, at jeg ikke har fuld tillid til dem.
Jeg har også en vane med at google alle virksomheder, der skifter navn – altså google deres gamle navn.
Virksomhederne siger altid, at navneskiftet skal markere et eller andet positivt, men på Google finder man ofte den rigtige årsag til navneskiftet.
Så måske skal jeg alligevel beholde mit navn lidt endnu?
Claus Sølvsteen er partner i rådgivningsfirmaet Peytz & Co.
Computerworlds klummer er ikke nødvendigvis udtryk for Computerworlds holdninger, men er alene udtryk for skribentens holdninger.
