Alle mennesker har et eller andet, de brænder for. Det har ledere også - ofte for ledelse. Men da det er de færreste ledere, der er uddannet som sådan, så brænder de også for et fag.
Som leder vil man kunne komme ud for at skulle lede grupper af mennesker, der er uddannet i, lever af og brænder for helt andre fag end ens eget. Tilsvarende kan man komme ud for at lede grupper sammensat af mennesker med forskellige fagligheder, hvor man af gode grunde ikke kan have fuldt kendskab til alle.
Det er en stor udfordring at lede medarbejdere med en anden faglighed end sin egen. At bedrive ledelse inden for fag, man ikke har forstand på.
Hvordan undgår man, at medarbejderne fagligt taler hen over hovedet på en? Og hvordan undgår man, at medarbejdergruppen synes, man er en komplet idiot, fordi man ikke har deres faglige forstand og værdisæt?
Spørgsmålet er i sin enkelhed, om det at bedrive ledelse er et håndværk, som gør, at man som dygtig leder kan lede hvem som helst uden videre. Det vil jeg afvise!
Brobygger
Professionelle - folk, der lever af deres faglighed - har ofte ganske svært ved at respektere og forstå kolleger med andre fagligheder. Det kan give problemer medarbejdere imellem, men er desuden en udfordring i forhold til at være leder af en gruppe præget af en anden faglighed end sin egen. Som leder har man derfor en ‘grænseoverskridende rolle’ at spille.
Man skal være brobygger mellem fagligheder internt mellem medarbejdere, og man skal være grænsegænger i forhold til at lede på grænsen mellem egen og medarbejdernes faglighed.
En dygtig leder kan lede folk fra andre fag, men gør det ved indledende at bruge kræfter på at sætte sig ind i medarbejderne og deres fagligheder.
Lederen skal være i stand til at føre en faglig indforstået samtale med medarbejderne og have indsigt nok til at kunne se, om medarbejdernes argumenter er sammenhængende og gyldige.
Det er en ledelsesopgave at sikre forståelse
Medarbejderne vil stadig være dygtigere, end man selv er, men det er ikke i sig selv problematisk. Det skal man udnytte. Og det gøres alene ved at forstå, hvad hinanden siger og hvad meningen bag er. Det skaber gensidig respekt og plads til de forskellige værdisæt, der præger forskellige fagligheder.
Det er en ledelsesopgave at sikre den forståelse. Lederen kan ikke komme anstigende og kræve, at de ansatte forstår en. Pilen peger den anden vej. Accepterer man ikke den præmis, risikerer man at blive betragtet som indbildsk, arrogant og bedrevidende uden at have noget at have det i. Og så kan man have nok så mange talenter i posen.
Det modsatte af god ledelse
Så længe medarbejderne er uforstående – fordi man selv ikke har gjort sig umage for at forstå dem – så kommer man til at stå distancen alene. Og det er netop det modsatte af god ledelse, der handler om at få medarbejdere sammen og hver for sig til at yde deres optimale.
Man må som leder ikke bilde sig selv ind, at det er nok at være dygtig til det ledelsesfaglige. Ledelsesfaglighed er selvfølgelig en nødvendighed. Men en del af det er at sætte sig ind i medarbejdernes faglighed.
Forstår man ikke, hvad de ansatte taler om, kan man ikke tale med dem. Kun til dem. Det kan tolkes som enten uvidenhed eller arrogance. Begge dele er lige slemt. Så kan man prøve at gå forrest lige så tosset, man vil. Der er bare ikke nogen, der følger efter.
Lars Goldschmidt er direktør i DI.
Computerworlds klummer er ikke nødvendigvis udtryk for Computerworlds holdninger, men er alene udtryk for skribentens holdninger.[/i]
