Google-direktør: Vi har meget lang vej igen

Interview: Der er lang vej igen, før det fuldstændige informationssamfund er en realitet for Google. Søgemaskinen er derfor stadig kerneteknologien for Silicon Valley-virksomheden.

Artikel top billede

Alle informationer skal gøres søgbare.

Det er søgemaskine-mastodonten Googles mantra, selv om selskabet for længst har placeret sig som den ubetinget største internet-succes nogensinde.

Ifølge søgeselskabet er der stadig lang vej endnu for at fuldføre missionen om det fuldstændige informationssamfund.

"Vi har måske gjort 15 til 20 procent af verdens informationer tilgængelige, så der er lang vej hjem," forklarer Googles direktør i Danmark, Peter Friis, til Computerworld, efter Google i søndags kunne fejre sin 10 års fødselsdag.

Sat alle sejl til

Google har derfor fra begyndelsen af selskabets blot 10-årige levetid sat alle sejl til for at digitalisere alverdens informationer og gøre dem søgbare - i første omgang via sin berømmede søgemaskine, men også igennem et hav af kontor-, kort og mash up-tjenester.

Og det er ifølge Peter Friis ikke kun tomme ord for at lyde smart og smuk over for aktionærer og investorer.

For ingen kan købe aktier hos Google uden først at vedkende sig Google-stifterne Larry Pages og Sergey Brins målsætning for selskabet Google.

"Da vi gik ind på aktiemarkedet, understregede de to stiftere, at Google ikke er et kortsigtet selskab, der går efter profitmaksimering for enhver pris. Vi forbeholder os derfor også retten til ikke at tjene penge på produkter, hvis vi mener, det er det rigtige," lyder det fra Peter Friis.

Frisk på flere platforme

Selv om de fleste svar på livets mange spørgsmål kan findes via en Google-søgning, så får offentligheden ikke meget ud af at spørge det Silicon Valley-baserede selskab direkte om dets kommende projekter.

"Det er frit for alle mennesker at spekulere i vores portefølje, men Google kommenterer ikke, hvad der sker i selskabet lige nu. Vi kunne jo næsten ikke lave andet end at kommentere rygter," understreger Peter Friis flere gange, mens Computerworld taler med ham.

Han afviser dog ikke, at Google i lighed med sin Android-platform til smart phones, springer fra den traditionelle pc-platform og undersøger andre markeder og muligheder for at fuldføre missionen.

Google-hardware?

"Det er svært at fortælle om, hvilke platforme vi arbejder med uden at nævne de konkrete projekter," griner Peter Friis.

Så sent som i sidste uge så verden endnu et Google-forsøg på at sprede sig ud over flere platforme, da selskabet lancerede Google internet-browseren Google Chrome.

Det er nu meningen, at Chrome-browseren skal tage kampen op med Microsofts Internet Explorer-browser.

Søgning stadig vigtigst

Googles nuværende Google Gears-system vil være indbygget i Chrome, der gør det muligt for browseren at gemme data lokalt.

Det betyder, at man eksempelvis kan oprette og redigere dokumenter via Google Docs, selv om computeren ikke er tilsluttet internettet.

Peter Friis afviser heller ikke, at Google også vil være at finde på hardware-fronten.

"Vi brygger ikke direkte på at bygge en maskine, men vi støtter mange initiativer. Jeg synes personligt, at de mest interessante produkter bliver til, når Google møder andre produkter," siger Peter Friis.

Et eksempel på dette er Apples iPhone, der benytter Google Maps som standard-kort i sin GPS.

Når Peter Friis kigger i krystalkuglen, så vil selskabet i de kommende år dog ikke afvige fra sit kernefokus om at levere den optimale internet-søgning.

"Google arbejder konstant på at forbedre søgeresultaterne i takt med, at der kommer flere og flere medietyper på internettet. Se bare på væksten i video, musik, litteratur og en lang række andre områder.

Det bliver den største udfordring for os i den nærmeste fremtid," afslutter den danske Google-direktør.

Læses lige nu

    Annonce

    Event: Årets CISO 2026

    Sikkerhed | Kongens Lyngby

    Årets CISO 2026 hylder de sikkerhedsledere, der skaber robusthed i et sikkerhedslandskab under pres – og som formår at løfte cyber- og informationssikkerhed fra teknisk disciplin til strategisk ledelsesopgave.

    22. oktober 2026 | Gratis deltagelse

    Navnenyt fra it-Danmark

    Stine Willemoes Kondrup, Senior Project Manager hos Ascom, har pr. 22. juni 2026 fuldført uddannelsen Master i it, linjen i organisation på Aalborg Universitet via It-vest-samarbejdet. Færdiggjort uddannelse
    Fellowmind Denmark A/S har pr. 1. september 2026 ansat Morten Jakobi som Business Unit Director. Han skal især beskæftige sig med at samle og udvikle Fellowminds forretning inden for Managed Services, Cloud Infrastructure & Security. Han kommer fra en stilling som Chief Executive Officer hos Inventio.it A/S. Han har tidligere beskæftiget sig med Ledelse og udvikling af Managed Services, serviceforretninger og transformation i Norden og Benelux. Nyt job

    Morten Jakobi

    Fellowmind Denmark A/S

    Lars Erik Larsen, it-arkitekt hos Jyske Bank, har pr. 29. juni 2026 fuldført uddannelsen Master i it, linjen i softwarekonstruktion på Aarhus Universitet via It-vest – samarbejdet. Færdiggjort uddannelse

    Lars Erik Larsen

    Jyske Bank

    Elbek & Vejrup A/S har pr. 1. august 2026 ansat Nathalie Kajberg Knudsen som Supportkonsulent i Evita/Forsyning. Hun skal især beskæftige sig med support af Evita/Forsyning samt bidrage til videreudviklingen af supportsetup på Evita og Appia. Hun kommer fra en stilling som support indenfor Kundeadministration og Afregning hos KMD Easy Energy. Hun har tidligere beskæftiget sig med kørselskoordinering og kørselsledelse hos FKS Slamson og Godik. Nyt job

    Nathalie Kajberg Knudsen

    Elbek & Vejrup A/S