Budskabet om, at "der er brug for flere hænder" høres igen og igen. Budskabet lyder ofte, når man i øvrigt diskuterer, hvad fremtidens virksomheder og velfærdssamfund skal kunne levere.
Der er god grund til, at man gang på gang møder dette krav. Beskæftigelsen er rekordhøj, og arbejdsløsheden tilsvarende i bund.
Vi er nået et punkt, hvor både offentlige og private virksomheder må se i øjnene, at der vitterligt ikke er de kompetente medarbejdere til rådighed, som efterspørges.
Politisk kan og skal der gøres meget for at udvide arbejdsstyrken, men uanset om det lykkes, må ansvarlige ledere på tværs af sektorer se i øjnene, at arbejdskraftmangelen er en realitet.
Derfor er det vigtigt at handle.
Som leder bør man følge op med en analyse af, hvad der er ens virksomhed eller organisations kerneydelse.
Det, som man leverer, og skal vedblive at levere. På baggrund af analysen er der flere ting at gøre for at få enderne til at nå sammen.
Inden for en række sektorer, hvor der ikke er tradition for at effektivisere, vil det være relevant at se på, om man kan trimme sin organisation og producere mere med færre ressourcer.
Ofte er der effektiviseringer at opnå ved at skære ned på bureaukratiske manøvrer eller ved at skære omkostningstunge ydelser fra.
Man kan måske bare ikke selv se dem, men har brug for et sæt friske øjne udefra - eller man kan først selv se dem, når man er tvunget til det.
Derudover skal ledelsen have et vist rum til at bruge medarbejdernes kompetencer på nye måder.
Eksempelvis er det interessant at se på, om der kan indhentes medarbejdere med andre kompetencer til at supplere medarbejderstaben.
Det kunne være i form af medarbejdere fra udlandet eller med andre uddannelser og baggrunde.
Det sidste gælder eksempelvis i folkeskolen.
I forhold til skolen er det i den seneste tid blevet foreslået at supplere læreruddannelsen med en ny.
Svært at forstå modstanden
Jeg mener, at forslaget er ganske fornuftigt og har svært ved at forstå modstanden mod at give folk med en universitetsuddannelse en pædagogisk opgradering, så de kan undervise.
I en tid med for få lærere og for få, der tager en læreruddannelse, kan vi vel ikke tillade os at være så kræsne?
Desuden kunne det være en mulighed at ansætte andre medarbejdere til at tage sig af ikke-kerneydelser. Folkeskolen er i mange år blevet mødt med flere og flere krav.
Måske kunne socialpædagoger eller andre tilsvarende godt tage sig af de sociale interaktioner i frikvartererne. Det ville frigive lærere til undervisning.
Et tredje indsatsområde er at få kunderne (den private sektor) og borgerne (den offentlige sektor) til at producere mere selv. Jeg tror, der er meget at hente her.
Tænk bare på den udvikling, der er sket på benzinstationer, i banker og på skatteområdet, hvor henholdsvis kunder og borgere i dag yder mere selv i forhold til tidligere.
I nogle fag vil tankegangen kunne kopieres - måske oven i købet med den sidegevinst, at kunderne og borgerne vil føle sig mere selvhjulpne og bedre tilpas.
Et oplagt sted at sætte ind er plejesektoren. Kunne vi finde en løsning, så plejepersonalet ikke skulle bade de ældre, ville det frigive medarbejdere.
Og måske oven i købet give ældre mere selvværd ved at kunne tage bad i fred.
Der bliver ikke hænder og hoveder nok på nutidens og fremtidens arbejdsmarked.
Politikerne kan gøre meget, men ikke nok.
Den ansvarlige leder tager det til efterretning og begynder så at tænke på nye udveje.
[i]Lars Goldschmidt er direktør, DI, adjungeret professor ved Center for Virksomhedsudvikling og Ledelse, CBS.[´/i]
