Karl Marx skrev i sin tid, at kapitalisterne kunne undertrykke arbejderne, fordi de kontrollerede produktionsapparatet.
Det argument ser lidt svagere ud nu, hvor langt flere har mulighed for at starte deres egen produktion, fordi det vigtigste produktionsmiddel i dag er en computer med en netforbindelse - ikke ligefrem en eksklusiv teknologi.
På den anden side kan man argumentere for, at det egentlige produktionsapparat i dag ikke er alle de små maskiner, men snarere det overordnede system, der gør det muligt at koordinere deres værdiskabelse; betydningen er skiftet til platformene, som millioner af globale individualister får lov at boltre sig på.
De platforme er i høj grad i hænderne på nogle ganske få - så måske havde Marx ret alligevel.
Vist er der sket en demokratisering. Vi har alle sammen fået mulighed for at blande os i værdiskabelsen, men ud af de millioner af små leverandører, der bidrager til værdien af kommercielle webtjenester som YouTube, Myspace, Second Life og så videre, er det kun en brøkdel, der overhovedet tjener penge på det.
I stedet tjenes pengene af en meget lille gruppe meget store selskaber, som ejer de platforme, de mange små spillere udfolder sig på. Vi står altså i det paradoks, at markedet både bliver mere lige og mere ulige, mere mangfoldigt og mere ensartet på samme tid.
Hvorfor bidrager brugerne, hvis de ikke selv tjener på det - og ovenikøbet jævnligt kan læse i medierne, hvor ufatteligt rige, ejerne af platformene er blevet?
For brugerne, er det i høj grad en gave-økonomi, hvor der er mange forskellige former for motivation og belønning i spil, og hvor sammenhængene mellem hvad man giver, og hvad man får, er langt mindre direkte end i den rent økonomisk drevne verden.
For dem, der driver platformen, derimod, er det i reglen ikke en gaveøkonomi; det er rendyrket, børsnoteret business, underlagt de sædvanlige krav om højere indtjening, vækst og effektivitet.
Plussum og nulsum
Ikke desto mindre er de tvunget til at respektere de bløde, følelsesmæssige sider af forholdet til kunderne.
Hvis brugerne føler sig udnyttede eller ikke kan identificere sig med dem, der står bag platformen, så lægger de indsatsen et andet sted - og uden brugernes deltagelse mister platformen relevans og værdi.
Det er en tilbagevendende konflikt, når ejerne af en platform forsøger at sikre sig mere kontrol over det indhold, brugerne har bidraget med.
Det sker gerne gennem yderst diskrete justeringer af den licensaftale, brugeren er nødt til at underskrive for at få adgang til systemet.
Men som Facebook for nylig måtte sande, så bliver brugerne harmdirrende af forargelse, når tiltagene bliver afsløret.
Det grundlæggende problem er, at der er to forskellige spil i gang samtidig. Det ene er et plussumspil. Brugerne deler viden og hjælper hinanden, fordi de kan se, at jo bedre det går for fællesskabet, des bedre går det for dem selv.
Det andet spil er et nulsumspil. Det går ud på at skabe værdi for sig selv, og derfor gælder det om at sikre sig kontrol over ressourcer, så man kan forlange betaling for adgangen til dem.
Brugerne kan godt acceptere, at platformen giver økonomisk overskud til ejeren - så længe man føler, at man også selv opnår noget af værdi ved at deltage.
Men det er vigtigt at forstå, at brugerne ikke bidrager for at skabe værdi for platformsejeren. Mange virksomheder og medier forsøger at skabe communities omkring deres produkter.
Teknologien betyder, at vi kan forbinde vores ressourcer og arbejde sammen i et langt mere mangfoldigt og nuanceret samspil. Det er en af tidens store muligheder. Men den kan kun realiseres, hvis man indser, at spillereglerne ændres, når projektet bliver fælles.
Peter Hesseldahl er journalist og videnskabsformidler ved Danfoss Universe.
Computerworlds klummer er ikke nødvendigvis udtryk for Computerworlds holdninger, men er alene udtryk for skribentens holdninger.
