De store Hollywood-studier har i flere år holdt DVD-markedet fastlåst i regioner af frygt for, at spritnye amerikanske DVD-film kolliderer med lokale filmpremierer i Europa, Asien, Sydamerika og Australien.
Når det kommer til det digitale musikmarked, er det dog mindre gennemskueligt, hvorfor man eksempelvis ikke kan handle ubegrænset hos amerikanske iTunes eller andre udbydere af digitalt indhold uden for Danmarks grænser.
For mens amerikanerne kan fylde deres virtuelle indkøbskurve, må danskerne nøjes med eksempelvis den danske underafdeling af iTunes og andre udbydere, der ofte har et mindre udbud af de musiknumre, film og tv-serier, som online-amerikanerne kan svælge i.
Alternativet er at omgå de store indholdsbutikker med amerikanske kreditkort, falske adresser eller slet og ret hente indholdet fra en brugervenlig fildelings-tjeneste, hvor indholdet i værste fald vil være en ulovlig eksemplarfremstilling.
Men hvorfor skal det være så bøvlet at downloade musik fra internationale netbutikker?
Tredelt bøvleri
Bøvlet ligger hos netbutikkerne og pladeselskaberne, der i høj grad peger på regler om rettighedshavernes muligheder som stopklodsen for international handel med musik.
Internationale netbutikker som Apples iTunes og Amazon kan naturligvis selv vælge, at netop din favoritartist ikke skal være med på salgsrepertoiret i den lokale afdeling.
Det kan blandt andet skyldes overvejelser om opbygning af lokal kundeservice, kreditkortaftaler, markedsføring og downloadaftaler med rettighedshavere set i forhold til, hvor meget mere musik, de vil sælge, hvis de udvider musikudbuddet i det pågældende land.
Genklang af den analoge verden
Netbutikkerne kan samtidigt ikke altid selv vælge, hvilke geografiske områder, som de vil sælge deres musikrepertoire til.
Det bliver i stedet kontrolleret af producenterne - herunder pladeselskaberne - som udvælger sig specifikke markedsføringsområder, hvor det bedst kan betale sig at markedsføre og sælge musik.
Producenterne har naturligvis en interesse i at sælge så meget og så bredt som muligt for at fede deres kasser op.
Alligevel påpeger marketingdirektør Jesper Bay fra pladeselskabernes brancheorganisation IFPI, at der ikke er meget ræson i at forsøge at sælge en masse musik på det danske marked, som ikke bliver markedsført i Danmark, fordi numre uden salgspotentiale bare optager plads og fylder i administrationsarbejdet.
"Ofte giver den måde, pladeselskaberne udvælger samarbejdspartnere og måder at markedsføre sig på, en genklang af den analoge verden. Og de nuværende systemer med lokale aftaler tager nok en del tid at lave om på, hvis de overhovedet skal ændres i forhold til, at man skal sælge mest muligt," siger Jesper Bay.
Griber i egen barm
Han griber i samme åndedrag i egen barm og understreger, at pladeselskaberne skal holde gamle distributionskanaler op imod kundernes brugeroplevelser, der ikke skal forringes i forhold til konkurrerende kunstnere, der er nemmere at få fat på i en online-butik.
"Hvis vi som producenter skal tilbyde brugerne alt det, de ønsker at købe, så skal vi jo gøre det nemt og brugervenligt for dem. Forbrugerne skal jo helst ikke opleve, at de ikke kan hente tingene på nettet på en lovlig måde," erkender Jesper Bay.
"Trenden peger på international handel"
"Den overordnede trend går samtidig i retning af, at de territorielle forskelle forsvinder, fordi territorie-opdelingerne med hensyn til både markedsføring og sangskriverrettigheder ikke giver så meget mening i den digitale verden, som det gjorde i den fysiske verden, hvor tætte samarbejdspartnere i de forskellige lande var meget vigtige," fortsætter han.
Den store stopklods
Den store stopklods for international musikhandel, mener Jesper Bay dog, ligger hos rettighedshaverne -sangskrivere, komponister og tekstforfattere - som Koda administrerer i Danmark.
Modsat pladeselskaberne er kunstnerne i eksempelvis danske Koda samlet i én organisation, hvilket kan give nogle juridiske sværdslag med hensyn til, hvilke lande forvaltningsselskaber som Koda kan udbyde hele deres repertoire til.
Eksempelvis kan danske Koda godt udbyde sin licens til danske kunstnere til en tjeneste i Japan, mens Kodas udenlandske licenser ikke kommer med i købet. Derfor må musiktjenesten indhente licenser hos alle landes forvaltningsselskaber.
"Opsplitning af det, vi herhjemme kalder Koda-rettighederne, er territorieopdelte, og den lovgivning må internationale netbutikker følge, så de ikke kan udbyde alle musiknumre til alle territorier uden forudgående licensaftaler," forklarer Jesper Bay.
Åbent for iTunes i Danmark
Hos danske Koda afviser man dog at være stopklods for, at eksempelvis iTunes sælger hele sit musikrepertoire på det danske marked.
For Koda har i flere år haft en aftale på plads med Apples iTunes, der giver Apple mulighed for at åbne for sit amerikanske site i Danmark med hensyn til sangskrivernes rettigheder.
"Vi traf allerede afgørelsen om at licensere alle netbutikker for mange år siden. Med hensyn til eksempelvis Amazon, så anser jeg det i lighed med andre netbutikker som værende en formalitet at kunne åbne en netbutik i Danmark," siger vicedirektør Martin Gormsen fra Koda.
80 nørder er ikke nok
Selv om Koda er interesseret i at udvide markedet for at få en del af salgskagen, vurderer Martin Gormsen, at manglen på flere musikstykker i de lokale netbutikker slet og ret skyldes manglende efterspørgsel.
"At 80 nørder brændende ønsker sig en film eller et stykke musik er simpelthen ikke nok for internationale netbutikker til at gennemføre en masse opstartsomkostninger," vurderer Martin Gormsen, der ærgrer sig over, at netbutikkerne ikke gør mere for at få hele repertoiret med ind i tjenesterne i eksempelvis Danmark.
Hvad der præcis ligger til grund for, at iTunes ikke har sit amerikanske reportoire til rådighed i Danmark, er uvist, da det ikke har været muligt at få en kommentar fra Apple.
God forretning?
Men mens rettighedshavere og pladeselskaber har indledt en storstilet piratjagt, kan der gå lang tid, før international musikhandel bliver en realitet.
For politikere i hele verden skal være klar til at udvide forvaltningsselskabernes territorier, netbutikkerne skal kunne se fidusen i at investere i lokale forhold, og pladeselskaberne skal være klar til at investere markedsføringskroner eller helt se bort fra markedsføringen, når kunstnere skal introduceres på nye markeder.
Og det er langt fra sikkert, at de tiltag er en god forretning for nogen af parterne.
