Artikel top billede

Mægtige IBM retter kanonerne mod Microsoft Office

Open source-miljøet er IBM's trædesten i selskabets forsøg på at støde Microsoft fra kontorpakke-tronen. Læs her, hvordan IBM har planlagt magtskiftet på din desktop.

Man tager open source-produktet OpenOffice, bluewasher og farver det gult for derefter at integrere det i et af sine kerneprodukter.

Det er den grundlæggende tanke bag IBM's forsøg på at komme op på omdrejningshøjde og senere overgå Microsofts rolle som den altdominerende spiller inden for kontorpakke-løsninger.

"Vi ønsker ikke bare at bygge endnu en kontorpakke, der halser efter Microsoft. Vi vil træde ud af Microsoft Office-skyggen og producere vores eget produkt, som kan noget andet og mere," fortæller seniorkonsulent Niels Jørgen Hansen fra IBM Danmark til Computerworld.

"Inden for en kort tidshorisont kan vi levere funktionalitet, som er over, hvad Microsoft leverer," lyder det fra IBM-manden, uden han dog vil sætte et specifikt årstal på, hvornår det vil ske.

Helt konkret er IBM i fuld gang med at integrere sin egen version af OpenOffice, i IBM-regi kaldet Lotus Symphony, med sin mail-klient, Lotus Notes.

Den integration - i lighed med Notes-integration af flere andre IBM-produkter - er IBM's stærkeste våben i kampen om skrivebordet.

Er stadig bagud

Kontorpakken Lotus Symphony 1.3 med tekst-, regne-, og præsentationsapplikationer er dog stadig to versionsnumre bagud i forhold til OpenOffice 3.1.

Men IBM har med sin indtrædelse i OpenOffice-organisationen fået adgang til at benytte kodebasen i den seneste OpenOffice-version.

Det betyder, at IBM sandsynligvis allerede på sin strategiske software-konference, Lotusphere, der løber af stablen i midten januar, kan fremvise kontorpakken Lotus Symphony 3.1.

Om det sker som en integreret del af Notes-klienten eller som selvstændigt download-produkt, som er tilfældet med den nuværende Symphony 1.3, er endnu for tidligt at sige.

Sluger egen medicin

For at vise omverdenen at Lotus Symphony efterhånden er et troværdigt produkt, har IBM selv valgt at præinstallere nyere pc'er med Symphony til sine medarbejdere.

Samtidig har selskabet valgt ikke at købe flere Microsoft Office-licenser, med mindre der er tale om et særbehov hos den enkelte medarbejder.

IBM går endnu ikke aktivt ind og fjerner Microsoft Office på medarbejdernes computere, hvor Microsoft Office 2003 er installeret i dag. Selskabet oplyser dog, at det forhold kan ændre sig i dele af virksomheden med udviklingen af næste version af Lotus Symphony i starten af det nye år.

Symphony er ikke open source

IBM nuværende dokument-strategi har været at samarbejde i OpenOffice-udviklingen, hvor selskabet blandt andet har tilbageleveret kode til en kontrastforstærker til synshandicappede i den åbne kontorpakke.

Men IBM's kontorpakke er ikke et open source-produkt på samme måde som fadderen til Symphony.

"Vi frigiver ikke vores kildekode, men vi giver derimod Lotus Symphony gratis væk," forklarer Niels Jørgen Hansen fra IBM.

Han fortæller, at den gratis udlevering af IBM-kontorpakken har været en måde at markedsføre og udbrede kendskabet til Symphony, fordi Microsoft sidder så solidt på kontor-flæsket, som tilfældet er.

Sammensat som en mælkebøtte

Visionen er blandt andet at slå Microsofts kontorpakke på brugergrænsefladen med kraftig hjælp fra samarbejdsværktøjer, social software og brugernes kontekstuafhængighed på den lidt længere bane.

Integration med åbne standarder

Her er det meningen, at brugeren ikke skal spekulere over, om de sidder i et dokument, i en browser eller er i gang med at skrive en mail, så længe man arbejder i Lotus Notes.

Derfor er IBM udover Symphony også i gang med at integrere en lang række Lotus-produkter som eksempelvis Sametime, der er selskabets unified communications-løsning.

"Symphony og de andre Lotus-værktøjer skal integreres tæt med Notes, således at brugeren ikke skifter kontekst og program hele tiden, mens de arbejder. Det er meget mere effektivt at forblive i samme kontekst, hvor alle værktøjerne hele tiden understøtter det arbejde, som brugeren er i gang med. Derfor skal man hele tiden kunne tilgå sine filer fra Notes, åbne dokumenter og trække og slippe indhold fra sin mail-klient og andre applikationer i en løbende proces," forklarer Niels Jørgen Hansen.

Han forklarer desuden, at det hårdtslående salgsargument i forhold til Microsoft er, at IBM-kunderne skal kunne dele viden, dokumenter og kontorarbejde mellem flere medarbejdere.

"Som en mælkebøtte skal et dokument også kunne stykkes sammen af en masse frø. En person konstruerer eksempelvis indholdsfortegnelsen, en anden udformer executive summary, en tredje udarbejder prislisterne og så videre," lyder forklaringen fra Niels Jørgen Hansen.

"Men vi er jo ikke sikre på, at information i fremtiden rent faktisk skal deles via dokumenter. Informationer kan stamme fra blogs, wikis, lydfiler samt Twitter og den slags sites. Derfor skal vi kunne gøres brugerne i stand til at fange indhold og sætte dette indhold sammen i en ny kontekst i vores kontorpakke," fortsætter han.

Mulighederne for udformning og deling af dokumenter er mange.

Et eksempel kunne være at implementere RSS-feeds ind i et dokument, så det på den måde hele tiden vil være opdateret med den nyeste information. Eller sammensætte et dokument med et enkelt [i]slide[/i[ fra en powerpoint-præsentation fundet på nettet og med forskellige, egenproducerede multimediefiler.

"Vi tror på, at den elektroniske version af et dokument er langt mere brugbart end et printet stykke papir, når det kommer til avanceret deling af information," understreger Niels Jørgen Hansen.

Åbne standarder er alfa omega

Fordi IBM anskuer fremtidens dokumentindhold som sammensat af en lang række forskellige kilder, anser Big Blue åbne standarder som ekstremt vigtige for at få samarbejdsværktøjerne til at spille integreret sammen i Notes.

Det er blandt andet derfor, at selskabet har været meget aktive deltagere i debatten omkring dokumentformaterne ODF og OOXML, som politikerne, med videnskabsminister Helge Sander (V) i spidsen, er i færd med at tage stilling til i disse år.

Og det er ingen hemmelighed, at IBM peger entydigt på ODF, fordi selskabet i lighed med OpenOffice-organisationen mener, at OOXML trods godkendelsen fra standardorganisationen ISO har elementer, der favoriserer Microsofts Officepakke.

"Jeg vil anse det for usandsynligt, at IBM tager et standpunkt, der er anderledes en OpenOffice's officielle udmelding," lyder det fra Niels Jørgen Hansen.

I både OpenOffice og i Lotus Symphony er det muligt at læse OOXML's .docx-filer.




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Itm8 | IT Relation A/S
Outsourcing, hosting, decentral drift, servicedesk, konsulentydelser, salg og udleje af handelsvarer, udvikling af software.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Compliance og strategisk it-sikkerhed efter DORA

Finansielle koncerner har i snit 85 sikkerhedsløsninger i drift – men er i snit op til 100 dage om at opdage et igangværende cyberangreb. Ydermere viser øvelser, at det typisk tager 4-6 uger at rense og genetablere sikker drift af centrale systemer efter et stort angreb. Fokus for dagen vil derfor være på henholdsvis governance samt om, hvordan du som it-leder i den finansielle sektor skal kunne håndtere fremtidens cybertrusler og arbejde effektivt med sikkerhed på et strategisk niveau.

04. april 2024 | Læs mere


EA Excellence Day

Hvad er det, der gør it-arkitektens rolle så vigtig? Og hvad er det for udfordringer inden for områder som cloud, netværk og datacentre, som fylder hos nogle af landets bedste it-arkitekter lige nu? Det kan du her høre mere om og blive inspireret af på denne konference, hvor du også får lejlighed til at drøfte dette med ligesindede.

16. april 2024 | Læs mere


IAM - din genvej til højere sikkerhed uden uautoriseret adgang og datatab

På denne dag udforsker vi de nyeste strategier, værktøjer og bedste praksis inden for IAM, med det formål at styrke virksomheders sikkerhedsposition og effektiviteten af deres adgangsstyringssystemer og dermed minimere risikoen for uautoriseret adgang og datatab. Og hvordan man kommer fra at overbevise ledelsen til rent faktisk at implementere IAM?

18. april 2024 | Læs mere