Kræftens Bekæmpelse åbner netcafeer
Kræftens Bekæmpelse åbner torsdag en række netcafeer, hvor man kan finde flere informationer om kræft. På cafeerne kan man få hjælp til at finde rundt på internettet af frivillige, der dog ikke rådgiver om indholdet. Kræftens Bekæmpelses rådgivningscentre i København, Lyngby, Odense, Århus, Aalborg, Aabenraa og Viborg får alle en netcafe.
Edward O?Hara i bestyrelsen for Discus
Edward O?Hara, analytiker, direktør for Giga Information Group og partner i Internet Ventures Scandinavia, er intrådt i bestyrelsen for Discus Communications, der fokuserer på telekom, IT, medier og underholdning.
Tele2 fik underskud
Det svenske teleselskab Tele2, der også opererer i Danmark, fik i tredje kvartal en omsætning på 4,93 milliarder danske kroner. Driftsresultatet blev 558 millioner danske kroner, en fordobling i forhold til andet kvartal. Resultatet efter renter og afskrivninger blev et underskud på 36 millioner kroner. Tele2 melder om fremgang på alle danske forretningsområder. I alt har Tele2 6,1 millioner kunder i Norden.
Mercury Interactives omsætning stiger
Som noget af et særsyn i IT-branchen kan Mercury Interactive, der producerer værktøjer til test og overvågning af IT-løsninger, præsentere en stigende omsætning i tredje kvartal. Omsætningen på 84 millioner dollar er en lille stigning i forhold til samme periode sidste år, hvor omsætningen lød på 79,5 millioner dollar. Selskabets overskud i kvartalet er dog faldet til 9,8 millioner dollar fra 16,7 millioner dollar.
Bin Laden virus opdaget i Korea
Ifølge Reuters har et softwareselskab i Sydkorea opdaget en ny computervirus opkaldt efter Osama Bin Laden. Virusen gør tilsyneladende ingen større skade, men får IT-systemerne til at køre langsomt. Virusen optråder i mails med subjects som ?Bin Laden toilette paper!!?, ?Sadam Hussein & BinLaden IN LOVE? og ?Is Osama Bin Laden BAD-LOVED??
Cnet lider kæmpetab og nedjusterer
Amerikanske Cnet, der driver e-handel og leverer online nyheder, fik et underskud på hele 1,4 milliarder dollar i tredje kvartal. Størstedelen af tabet skyldes afskrivninger efter overtagelsen af rivalen ZDNet sidste år.
På den rene drift, hvilket udelukker ekstraordinære omkostninger, tabte Cnet 22 millioner dollar. Samme periode sidste år fik Cnet et overskud på 11,7 millioner dollar. Omsætningen, der stammer fra annoncering, steg med 13 millioner dollar til 69,32 millioner dollar. I kvartalsrapporten nedjusterer Cnet forventningerne til næste kvartals omsætning. Nu ventes omsætningen at blive mellem 70 og 75 millioner dollar med et underskud på mellem 2 og 9 millioner dollar.
Fujitsu fik underskud og nedjusterer
482 millioner dollar blev Fujitsus driftsunderskud efter de første seks måneder i år. Resultatet var værre, end Fujitsu havde forventet, men overrasker ikke iagttagere af industrien, skriver Cnn.com. Fujitsu, der er Japans største chip-producent, fik i samme periode sidste år et overskud på 819 millioner dollar, men er som konkurrenterne ramt af en global afmatning inden for afsætningen af chips. I halvårsrapporten nedjusterer Fujitsu samtidig forventningerne til hele årets resultat. Nu håbes på et rundt nul på dritssiden mod tidligere et overskud på 655 millioner dollar. Kursen på Fujitsu-aktien faldt med 1,1 procent, hvilket ifølge CNN afspejler, at det dårlige resultat var ventet.
Fujitsu skærer 16,400 arbejdspladser i år.
Compuware forøger indtjening
Compuware, der leverer business-software og IT-løsninger, kan modsat de fleste andre i IT-branchen melde om fortsat fremgang i indtjeningen i andet kvartal. Compuwares kvartalsresultat er 57,8 procent bedre end samme tid sidste år. Til gengæld er omsætningen faldet lidt. Den samlede omsætning var 424 millioner dollar (3,5 millarder kroner) i kvartalet, hvor omsætningen i samme periode sidste år var 486,3 millioner dollar (4 milliarder kroner). Netto-indtjeningen voksede til 37,3 millioner dollar (311 millioner kroner) fra 23.6 millioner dollar (197 millioner kroner) i samme kvartal sidste år.
Speednames styrker sin fokus på erhvervslivet
Speednames har introduceret en erhvervsafdeling, der skal hjælpe danske virksomheder med registrering og administration af domænenavne på internet. Speednames Erhverv, som afdelingen hedder, ledes af den nyligt tiltrådte direktør Jesper Helbrandt.
Elsam vælger ScanJour
El- og fjernvarmeproducenten Elsam har indgået aftale om levering af et system til dokumenthåndtering og videndeling til hele Elsam-koncernen. Leverandøren er ScanJour. Systemet koster Elsam knap 2,5 millioner kroner.