- I starten kunne man altid finde de nyeste spil til 15 kroner stykket i Den Blå Avis. De blev solgt gennem store annoncer med telefonnummer i bunden. Den gik ikke i længden, og Den Blå Avis indførte derfor en mindstepris på 50 kroner per program. Men selvom annoncerne blev ændret, steg priserne ikke, fortæller Anders og fortsætter:
- Nogle af sælgerne blev knaldet, og så blev der i stedet etableret en stribe computerforeninger, hvor nye medlemmer skulle ses an, før de kunne optages.
Computerforeningerne indførte avancerede abonnementsordninger, hvor man for 400-500 kroner om måneden altid var opdateret med den nyeste software. Hver måned modtog man omkring 200 disketter, hvorefter man returnerede 200 gamle disketter til opfyldning. I Anders' samling var der 2500 disketter. Postvæsnet havde kronede dage, før bredbåndsforbindelserne indtog de danske hjem.
Skræmmekampagne
I 8. klasse var Anders en kort overgang med til at kopiere disketter for en af de større distributører. Amiga-computeren blev udstyret med fire diskettestationer, som kørte natten lang. Det tjente han næsten 9.000 kroner på i løbet af et par måneder, hvorefter han standsede samarbejdet med distributøren.
- Softwarebranchen kørte virkelig skræmmekampagne dengang, og vi turde ikke fortsætte. Risikoen var for stor, siger Anders, der alligevel mener, at softwarepiraterne var betydeligt mindre påpasselige dengang i forhold til i dag.
- I 1992 var jeg til "copyparty" i Holland med nogle kammerater. En hel bus kørte igennem Danmark og samlede os og vores computere op. Vi endte i en idrætshal i Amsterdam, hvor omkring 150 unge bare sad og kopierede løs på deres diskettestationer, fortæller Anders, som dog fandt stemningen med stoffer og technomusik lidt for intens.
Efterhånden som de - med nutidens øjne - ekstremt langsomme 14.4-modemmer blev udbredt, benyttede piraterne de udbredte BBS-tjenester til at knytte kontakter med køber og sælger. I forhold til telefonudgifterne og den langsomme download-tid gav det ikke mening at sende hele programmer over telefonnettet, så BBS'erne blev brugt til at afgive bestillinger på disketter, som postvæsnet fragtede ud i landet. Poste restante-adresser var meget udbredte.
Udbredelsen af cd-brændere gjorde det væsentligt nemmere at distribuere store datamængder, og abonnementsordningerne blomstrede op i midten af 90'erne. Anders modtog nu 7-8 cd-rommer om måneden og havde stadig adgang til alverdens programmer og spil. Men cd-bagmændene skulle holde et stort apparat i gang, og mange af dem blev afsløret og lukket af softwarebranchen.
Bytter i stedet for at købe
Piraterne kunne tage hul på en ny æra: Internet banede vejen for helt nye kontakter i piratverdenen, og det var muligt at lægge bestillinger ind på store kontorpakker, længe inden de nåede butikkerne. Men samtidig blev det svært at opretholde abonnementsordningerne, fordi alle pludselig kunne distribuere løs af programmerne.
- Holdningen har ændret sig lidt gennem årene. Før var der en sport i at have de nyeste programmer. Nu er holdningen blot, at man da ikke betaler noget for software. Der er ikke så mange penge i det, som der har været, for hvorfor betale 500 kroner om måneden for noget, du kan hente gratis på nettet, spørger Anders, der siden fik betydeligt lettere adgang til piratsoftware med udbredelsen af bredbåndsforbindelser, ADSL:
- De mange ADSL-forbindelser har virkelig banet vejen for FTP-serverne. Man kan simpelthen bruge sin gamle aflagte computer som internetserver og stille sine programmer til rådighed for en udvalgt gruppe af venner, der til gengæld kan give adgang til de programmer, man ikke selv kan skaffe. I dag bytter man mere, end man handler, forklarer Anders.
Forleden regnede han sammen, hvad alle programmerne på hans computere ville koste, hvis han lige nu skulle købe licenser til dem. Lommeregneren viste 140.000 kroner. Og der er ikke nogen af dem, han ikke har brug for, mener han.
Anders' navn er opdigtet. Det rigtige navn er redaktionen bekendt.
