Kedelig dåse med lækker lyd

Creative er teknologisk helt fremme i feltet med deres seneste medieafspiller Zen X-fi. Nu mangler Creative blot at hyre nogle designere med visioner, for medieafspilleren er langt fra sexet.

Kedelig dåse med lækker lyd

Allerede da Creative i 2005 lancerede X-fi-teknologien, lå det i luften, at det ikke kun var en lyd-chip tiltænkt brug på lydkort til computeren, men også en teknologi der skulle indarbejdes i hovedtelefoner og MP3-afspillere.

Hovedtelefonerne landede tidligere i år, og nu sidder vi så med Creatives seneste MP3-afspiller, Zen X-fi.

Teknologisk er Creative meget på forkant og har præsteret at fylde den forholdsvis lille afspiller med funktionalitet til randen - langt mere end man kunne forvente i forhold til prisen.

Som med forrige model af Zen kan afspilleren håndtere musik, video, foto, podcasts og synkroniseres med Outlook-kalender og adressedatabase. Hertil er så foruden X-fi også tilføjet WiFi-funktionalitet.

X-fi på to måder

X-fi teknologien har i Zen to funktioner: Crystalizer, der populært sagt kan gætte sig til de dele af musikken, der er gået tabt ved konverteringen til for eksempel MP3, og Expand, der breder lydbilledet ud, så man får en mere rumlig fornemmelse, når der ses film.

Med Crystalizer slået til opleves ikke umiddelbart den helt store revolutionerende forskel i lyden, men forskellen er til stede, og den bliver en vane.

Når man først har lyttet musik nogle timer, og så slår X-fi fra igen er det, man bemærker, hvor flad lyden fornemmes uden. Til gengæld oplevede vi ikke, at Expand-funktionen gav noget udbytte overhovedet.

Men oplevelsen er meget subjektiv og afhænger af såvel hovedtelefoner, valg af musik og hvilket bitrate, den er i.

I den forbindelse er det kun ret og rimeligt at rose Creative for at inkludere deres EP 830 in-ear hovedtelefoner med afspilleren - de er væsentligt bedre end hovedparten af de hovedtelefoner, der sædvanligvis ledsager MP3-afspillere.

Konvertering tager tid

Men man gør nu stadig sig selv en tjeneste ved at investere i for eksempel Creatives egne Aurvana in-ear eller et sæt Shure SE110.

Creative har i forbindelse med Zen X-fi også valgt at opdatere deres software, der nu har fået navnet Creative Centrale.

I sammenligning med iTunes og Windows Media Player står Centrale sig fint i konkurrencen, og fælles for dem alle er, at det kræver tilvænning at forstå softwaredesignernes logik.

Når det så falder på plads, fornemmes Centrale intuitiv og enkel i brug. Dog undrer det, at Creative har trukket deres Zencast-funktion ud af softwaren, og man derfor skal downloade dette separat, hvis man gerne vil administrere og holde sig opdateret med podcast.

Man kan også vælge blot at benytte Windows Media Player til at håndtere afspilleren, men den kommer alligevel til kort i forhold til videofiler.

Nedskaleret til afspilleren

Dels kan Centrale rippe dvd'er direkte ned til Zen X-fi, hvis der vel og mærke er tale om en skive uden kopibeskyttelse. Hvor mange der så rent faktisk findes af sådanne er tvivlsomt.

Men Centrale forestår også konverteringer af videofiler til Zen X-fi, hvor filerne bliver nedskaleret til afspillerens opløsning på 320 x 240 pixel.

Afspilleren understøtter formaterne WMV9, MPEG4, DivX, XviD, men som tommelfingerregel gælder det, at hvis ens Windows Media Player kan æde en videofil, så kan den konverteres til brug på Zen X-fi.

Man skal så bare lige være opmærksom på, at man ikke skal gå i gang med at fylde film på afspilleren, når man har det ene ben på vej ud af døren.

Ting tager den tid, ting nu engang skal tage. Og det tager rigtig lang tid at konvertere videofiler. Således måtte vi lade computeren tygge på 12 tv-afsnit á 25 minutter i godt to timer, før de var klar til at tage med på rejsen.

Træk på musikken

Zen X-fi lanceres i størrelser på 8, 16 og 32 gigabyte, og det er kun de to største modeller, der er udstyret med WiFi. Og har man forestillinger om at kunne benytte sin Creative-afspiller til at surfe på nettet og chatte med vennerne over MSN, så kan man godt tro om igen.

Creative har godt nok indbygget en chat-funktion, men det foregår i et lukket Creative-miljø uden forbindelse til alment udbredte Instant Messaging-systemer.

Det er et system fuldstændig uden fremtid og fungerer mere som en demonstration af de pinlige valg Creative har foretaget i såvel afspillerens fysiske design som i brugerfladen. Men det vender vi tilbage til.

Håbløse løsninger

WiFi-funktionens primære formål er at kunne trække på multimedie-indhold fra for eksempel en Home Server eller fra XP- eller Vista computere, der har valgt at dele indhold. Her kan man fra Zen X-fi enten få streamet musik og film, eller man kan vælge at downloade delte filer direkte til afspilleren.

Og det fungerer. Afspilleren er ikke en kraftkarl, når det handler om at navigere rundt i indholdet på andre maskiner - det går meget trægt med at bladre sig igennem. Men når musikken spiller, så er det uden hakken eller mislyde i tonerne.

Endelig har Creative etableret en medieserver online kaldet MediaBox, der i skrivende stund indeholder et begrænset udvalg af podcast.

De kan streames og ikke downloades og må betragtes som et skridt på vejen til at stable noget fornuftigt og brugbart på plads online. Adgang til en decideret onlinebutik må man kigge langt i manualen efter.

Hvor Creative har godt styr på det tekniske, falder de igennem, når det handler om design. Fysisk lægger Zen X-fi sig op ad forgængeren, den er lidt mere buttet og udført i en kombination af plast og aluminium. Designet kan ikke gøre skade på nogen, men er heller ikke en fornøjelse.

Et teknologisk mellemspil

Den traditionelle retningsknap er nu erstattet af ni små knapper, der har samme grundlæggende funktion. Men visuelt er det støjende og unødigt rodet.

De fire omgivende genvejstaster er samtidig hævet en halv millimeter i forhold til overfladen. Det skal gøre det nemmere at finde dem i bukselommens mørke, men fornemmes mere som om, knapperne ikke er kommet rigtig på plads.

Selve brugerfladen er velkendt, enkel og funktionel, og her er der intet at beklage sig over. I hvert fald ikke så længe man ikke har brug for at lave tekstinput som for eksempel adgangskoder til netværk, eller endnu værre hvis man har intentioner om at chatte.

Tålmodigheden spændes

Creative har valgt en løsning med et virtuelt T9 tastatur. Her skal man klikke sig frem til den rette virtuelle tast, trykke indtil man når til det rette bogstav, klikke sig frem til den næste virtuelle tast, trykke igen...

Tålmodigheden spændes til yderpunktet efter blot fire bogstaver. Denne løsning fortjener en plads i alverdens lærebøger i håbløst brugerfladedesign.

Overordnet set er Zen X-fi dog en rigtig god medieafspiller, som passer perfekt til den målgruppe, som får nervøse trækninger blot ved synet af et æble.

Den kan overhovedet ikke begå sig i det industrielle designs superliga og hører naturligt til i lommen. Eller godt gemt i håndfladen når man ser film - for den er simpelthen ikke sexet nok.

Samtidig fornemmes afspilleren mere som et teknologisk mellemspil end et regulært bud på en moderne medieafspiller. Creative har teknologien parat, og den skal ud og tjene penge.

Men det virker ikke som om, Creative har været parat til at tage det store skridt fremad, hvor teknologi, design og brugerflade går op i en højere enhed.




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Ciklum ApS
Offshore software- og systemudvikling.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
NIS2 og Compliance

På denne dag får du indsigt i, hvilke metodikker og løsninger, der får enderne til at mødes i en verden med stadig skrappere regulatoriske krav til sikkerhed – hvilket f.eks. det kommende NIS2-direktiv er udtryk for – samt kunders og myndigheders forventninger til din compliance.

04. juni 2024 | Læs mere


Digitaliseringsledelse 2024 - Sådan indtager du rollen som udviklingsdirigent

Vi dykker ligeledes med i, hvordan du i praksis skaber en hurtig og effektiv udviklingsorganisation trods legacy, siloer og digital gæld. Samt hvordan du bygger bro mellem teknologi, data, kunder, effektive processer og nye ideer. Vel at mærke samtidig med, at både forretningen og andre interne stakeholders har en liste over forventninger, der vokser hurtigere end dit budget.

04. juni 2024 | Læs mere


Årets CIO 2024

Vi skal finde Årets CIO 2024 og den kvinde eller mand, som i et helt år kan bryste sig af at være landets bedste CIO.

06. juni 2024 | Læs mere