Jeg stod lige henne i lufthavnen med min gode kollega, Jens, her til morgen.
Han svingede rundhåndet firmakortet for at indkøbe to kopper "kaffe tu gåu," som damen ved kaffeautomaten formulerede det. Det tog præcis 1,47 minutter at få dem op på disken og at køre kortet gennem maskinen.
"Så skal du lige være sød at trykke ja eller nej først," sagde damen med et stort smil til kollega Jens.
Så Jens trykkede lidt på skærmen, og vi gik videre ned mod finger B med hver vores kop kaffe i hånden.
"Hvad var det - en markedsundersøgelse?" spurgte jeg Jens.
"Næh, jeg skulle svare på, om jeg ville betale drikkepenge eller ej," svarede han.
Drikkepenge! For at lange to krus kaffe over disken? Call me old fashioned, men for mig hører drikkepenge sammen med en serviceoplevelse - gerne ud over det sædvanlige: En god betjening på en restaurant. En udstrakt service og venlig jongleren med tunge kufferter på hotellet. En forstående bartender. Alle mulige andre situationer end et simpelt kaffekøb.
Bevares, ved disken i lufthavnen kunne man også købe morgenmad og champagne og sikkert også andre luksusvarer, der med lidt god vilje kunne langes over disken på særlig venlig og drikkepenge-inciterende vis.
Men de tilbyder altså hverken bordservering eller smag-på-vinen-mens-tjeneren-viser-etiketten-frem. Vi taler med andre ord om et cafeteria. Og siden hvornår er man begyndt at give drikkepenge på et cafeteria?
Det ved jeg godt: Det har man gjort, siden kreditkortmaskinerne begyndte at spørge, om vi ikke nok vil betale lidt ekstra.
Jeg ved også - fra flere ejere af de små kreditkortmaskiner - at det er en rigtig god fidus. Man langer maskinen til kunden, smiler venligt og siger: "Så skal du lige være sød at trykke ja eller nej først." Rigtig mange vælger at trykke ja på gøjseren og spytte lidt ekstra penge i kassen.
Det griber om sig
Og det griber om sig: Først restauranterne, så cafeterierne, og snart får du spørgsmålet, når du svinger kortet i Superbrugsen, på tankstationen og i grillbaren. Selvfølgelig vil det ske, for det er en god forretning for de handlende.
Jeg har et problem med det. For mig er drikkepenge noget, jeg giver diskret og ud fra en følelse af glæde over god behandling. Det er kontanter på den hvide dug, når jeg forlader restauranten, det er en gave givet af et glad hjerte.
Nu er drikkepenge pludselig noget, jeg bliver afkrævet - oven i købet ved en aggressiv, uartikuleret henvendelse fra et fremmed menneske. Hun smiler godt nok, men hun udstråler "Kan du se mig i øjnene og sige, at jeg gav dig en dårlig service?"
Nej nej, bevares, det var skam en udmærket kop kaffe, du satte på disken. Men skal du have ekstra betaling for det?
Min ven Jens trykkede "Nej" af samme årsag, betroede han mig, men kunne ikke sige sig fri for at føle et vist ubehag ved situationen.
Skidtet vil gribe om sig. Det kan kun blive værre. Så hvis du sælger børnetøj og rødvin fra netbutik, vil jeg da bare opfordre dig til at komme i gang. Hvorfor skulle du ikke bede om drikkepenge? En god usability-oplevelse er vel en belønning værd?
Kom i gang!
PS: Da vi skulle hjem fra Stockholm, vrimlede byen med taxaer på hvert et gadehjørne. Chaufføren blev glad, da vi prajede ham - og så endda en lang tur til lufthavnen!
Men den uselviske mand rådede os til at tage toget i stedet - der var netop sket en ulykke på motorvejen.
Se, det var service!
"Gav du ham drikkepenge?" spurgte jeg kollega Jens, da vi sad i toget. "Næh," svarede han, "jeg blev ikke spurgt."
Claus Sølvsteen er partner i rådgivningsfirmaet Peytz & Co.
Computerworlds klummer er ikke nødvendigvis udtryk for Computerworlds holdninger, men er alene udtryk for skribentens holdninger.
