Det er 2011. Det er april. Og der er små skærme over det hele.
De små hurtige computere er overalt. De ved, hvor de er. De kan fotografere, vise vej og gå på nettet. Og de fleste af dem har indbygget telefon. Det er ret smart altsammen.
Vi er fortsat ved at lære at bruge dem.
Jeg er selv - og jeg formoder også min læser - glad for nye gadgets og har slidt en del smartphones op.
Jeg prøver gerne teknikken af og henter lystigt nye smarte apps flere gange om ugen. Mest for sjov.
Hver morgen venter jeg på toget, og der er en række tilbud til at fordrive tiden imens: Man kan tjekke nyheder og mail, man kan læse gratisaviser, kigge plakater eller stå ret op og ned med et fjernt blik i øjnene.
De fleste vælger det sidste, jeg kigger som regel på min lille skærm.
Uh, det virker
For nogle uger siden kom jeg i stedet til at kigge på en plakat.
Den handlede om en ny dansk film, og den havde en 2D-barcode, en QR stregkode - et af de der små sort-hvide piktogrammer som man kan aflæse med mobilen.
Jeg blev interesseret nok til at finde kodeaflæserappen frem på skærmen, tænde appen, pege på koden - og så spillede filmens trailer på min skærm.
Jeg blev ærligt talt imponeret. Én ting er at lege med nye apps, en anden er at have brug for noget, og det så bare virker sådan helt kanon.
Jeg gjorde vitterligt ikke andet end at tænde app'en og pege på koden. Ikke så meget som et eneste klik. Ikke et eneste manuelt valg.
Almindelige stregkoder - dem med stregerne - symboliserer en række tal, som linker til en database med priser.
En 2D-stregkode symboliserer tekst - og den tekst kan for eksempel være et link til en hjemmeside.
Indhold på hjemmesider kan som bekendt skiftes ud løbende, så vi taler altså om dynamisk information på en statisk plakat. Ret køligt.
Derfor bliver du så hurtigt hooked
Et par morgener senere faldt mine øjne på en plakat for et rejsekatalog.
En blå lagune, en skøn kvinde med store forførende øjne og mikrolille bikini.
"Det var måske noget for den lille kernefamilie," tænkte jeg og kiggede ubevidst efter QR-koden, men fandt i stedet en webadresse, som jeg kunne taste ind på skærmen - og et telefonnummer at sms'e til.
Jeg gjorde ingen af delene. Det forekom alt for besværligt.
Nogle teknologier indtager verden med storm, andre kommer ind på markedet som en stille brise - og de fleste kommer aldrig igennem.
Det bliver stort
Jeg tror på, at de dersens barcodes briser igennem og bliver lige så store herhjemme, som de er i Japan, hvor de sidder på bogstaveligt talt alt tænkeligt fra fødevarer til lokumsbørster og tilbyder let adgang til mere information. Fordelene er indlysende for både producent og forbruger.
Men det er godt nok længe om at komme i gang herhjemme.
Så lad os gøre en indsats for at få skidtet udbredt. Og du skal være med.
Første opgave er at plastre koderne over det hele, sådan at alle kan se dem og undre sig over, hvad det mon er. Derfra går resten måske af sig selv.
Det er let. Det tager to minutter at lave en kode på nettet, og det koster gratis.
Kast dem i dine annoncer, tryk dem på dine varer, dine produktark og dine visitkort.
Tager tid at lokke
Det tager tid at lokke hver enkelt småskærm-ejer til at prøve skidtet, men til gengæld er det lige så vanedannende som nikotin:
En enkelt smøg er nok til at blive afhængig.
Du skal linke til værdikuponer, til mere information om varen, til noget ekstra, som folk bliver glade for at se på deres lille skærm.
Jo gladere de bliver, desto hurtigere vil de prøve igen.
For min b2c-læser er det oplagt at linke QR-koderne til de kuponer, der nu er blevet tillladt, og som snart vil forpeste supermarkederne herhjemme, så vi kommer til at vente endnu længere på at få lov til at betale.
I må godt, og vi andre vil trøste os med, at det ikke kan vare længe, før vi selv kan læse varerne ind ved kassen og betale med det samme, vi smider dem i kurven.
Claus Sølvsteen er partner i rådgivningsfirmaet Peytz & Co.
Computerworlds klummer er ikke nødvendigvis udtryk for Computerworlds holdninger, men er alene udtryk for skribentens holdninger.
