Sådan giver du nemt din pc USB 3.0

USB 3.0 sætter fuld fart på dine overførsler. Se her, hvordan du nemt opgraderer din bærbar eller stationær med den nye datastandard, der får eksterne enheder til at gløde.

1. Sådan giver du nemt din pc USB 3.0

De fleste bruger eksterne drev og USB-nøgler mere, end de umiddelbart tror. Og store filoverførsler tager som bekendt rigtigt lang tid.

Det er sandsynligvis USB 2.0, din computer er udstyret med, hvis den er købt efter 2000. Er den ældre endnu, er den måske udstyret med de sløve USB 1.0/1.1-porte, der ikke har berettigelse til moderne pc-brug.

USB 3.0 kan i teorien tidoble hastigheden på dine overførsler til og fra eksterne drev, og selv om det er en teoretisk betragtning, har vi i praksis konstateret, at forbedringen er betydelig. USB 3.0 har derudover et par andre es skjult i ærmet såsom mere power på strømtilførslen og muligheden for at transportere data i begge retninger samtidigt.

Anbefalelsesværdigt

Det kan derfor næppe overraske, at vi til enhver tid vil anbefale dig at opgradere din pc med USB 3.0, og som vi har konstateret, kan det gøres billigt.

Følg med og se, hvordan du giver din pc en opgradering, der kan mærkes for alvor.

2. Frisk USB-standard i den stationære

Har du netop købt ny stationær, læser du sandsynligvis ikke denne artikel, da du allerede har adgang til de hurtige blå datastik. Med et nyere bundkort har du formodentlig to stik på kabinettets bagside, og hvis producenten har flottet sig, har du USB 3.0-stik direkte på forsiden. Det gør det væsentligt nemmere at tilslutte eksterne diske og USB-nøgler.

Er du ikke så heldig, er det her, du får svaret på, hvordan du alligevel får USB 3.0.

Tjek bundkortet

Hvis bundkortet i din stationær er udstyret med en ledig PCI Express-kortplads (læs mere på Wikipedia her), kan du installere et USB 3-udvidelseskort for relativt få penge. Hvis du ikke umiddelbart ved, om din computer har denne egenskab, kan du undersøge bundkortets specifikationer på producentens webside.

Kender du ikke bundkortets modelnummer, kan du med fordel køre et program som CPU-Z, der omgående fortæller dig modelnummeret. Herfra bør en Google-søgning være nok, før du har de oplysninger, du har brug for.

Billig USB 3

Buffalo fremstiller eksempelvis et PCI Express-baseret udvidelseskort for 323 kroner, der giver dig to af de lynhurtige tilslutninger på computerens bagpanel.

Vi har også støvet en løsning op, der er endnu billigere. Se eksempelvis dette udvidelseskort fra LogiLink til kun 261 kroner.

Hvis du ikke har en ledig PCIe-port på din computers bundkort, kan du reelt ikke opgradere til den nye standard.

Hvis du synes, det er alt andet end handy at have USB 3-stikkene på bagpanelet, skal du overveje også at investere i en såkaldt USB 3.0-hub, der installeres i en ledig drevplads i kabinettet og typisk forbindes til et stik på kabinettets bagside.

I vores tilfælde vil hubben bliver sluttet til én af de nye USB 3-porte, som udvidelseskortet har leveret. Se eksempelvis denne løsning fra Sharkoon.

3. ExpressCard sikrer den bærbare USB 3.0

Vi skal efterhånden en del år tilbage for at finde tidspunktet, hvor vi første gang gik bag om ExpressCard-standarden, der er efterfølgeren til PCMCIA - også kaldet PC Card. PCMCIA dukkede op for godt 20 år siden, men hastigheden, PCMCIA-kortene kan nå op på, slår ikke helt til i dagens digitale landskab.

ExpressCard-teknologien er nemlig tyndere, lettere og væsentligt hurtigere - og dermed som skabt til et udvidelseskort med USB 3.0.

En del bærbare er født med ExpressCard, der findes i to versioner, kaldet ExpressCard/34, der er 34 millimeter bred, og ExpressCard/54, der er 54 millimeter bred.

Der er klart mest opbakning til ExpressCard/34-formatet, og vi har fundet frem til flere bud på, hvordan du kan give din bærbar USB 3.0 med et fikst ExpressCard.

Sandberg har eksempelvis dette ExpressCard/34-kort i sortimentet, der også kan indtage ExpressCard-kortpladser på 54 millimeter. Det omvendte havde ikke været tilfældet grundet de fysiske dimensioner.

Du kan også overveje en marginalt billigere løsning fra Trust til 244 kroner.

Fælles for løsningerne er, at du får to USB 3.0-porte, der ligeledes er kompatible med ældre USB 2.0- og 1.1-enheder.

De sidste ord

Med de nye porte, der kan kapere væsentligt hurtigere filoverførsler, er du klar til at udnytte de nyeste USB-nøgler og eksterne harddiske.

Vi har allerede set USB 3-nøgler såsom Kingston Datatraveler Ultimate 3.0 G2, der er væsentligt hurtigere end en gennemsnitlig USB-nøgle baseret på den gamle standard.

Samtidig bliver eksterne harddiske med de hurtige, blå stik stadigt mere almindeligt, og prisforskellen giver ikke anledning til brok.

Læses lige nu

    Event: Årets CISO 2026

    Sikkerhed | København

    Vi glæder os til at løfte sløret for flere detaljer til denne konference. I mellemtiden kan du tilmelde dig og dermed have tidspunktet reserveret i din kalender.

    22 oktober 2026 | Gratis deltagelse

    Navnenyt fra it-Danmark

    Mohamed El Haddaoui, er pr. 7. april 2026 ansat hos Dafolo A/S som IT-systemudvikler. Han skal især beskæftige sig med udviklingsopgaver relateret til Brugerklubben SBSYS. Han er nyuddannet datamatiker og har erfaring med udvikling af REST API'er og integreret databaser. Nyt job

    Mohamed El Haddaoui

    Dafolo A/S

    Netip A/S har pr. 1. marts 2026 ansat Maria Lyng Refslund som Marketing Project Manager ved netIP Herning. Hun kommer fra en stilling som Marketing Project Manager hos itm8. Nyt job
    Pinksky ApS har pr. 1. maj 2026 ansat Jeppe Spanggaard, 29 år,  som Rådgivende konsulent, Partner. Han skal især beskæftige sig med Digitalisering med Microsoft-platformen. Han kommer fra en stilling som Microsoft 365 & SharePoint Specialist hos Evobis ApS. Nyt job

    Jeppe Spanggaard

    Pinksky ApS