Nokia: Dette er verdens mest innovative smartphone

Mission: At tæske Android og iPhone. Våben: Nokia Lumia 920. Den finske gigant er klar med en usædvanlig mobil, der skal genrejse Nokia og booste Windows Phone 8. Mød den nye innovative telefon her.

Nokia: Dette er verdens mest innovative smartphone

De seneste par år har Nokia fået flere tæsk end et ringvrag, der er blevet kastet ind på kanvassen for at gå et par runder med Mikkel Kessler.

Det er dog Android-konkurrenterne og iPhone, som har sørget for blodtudene til den tidligere succesrige mobilproducent, der engang toppede mobil-hitlisterne og bød på massevis af fantastiske mobiler.

I dag er det svært at finde ret mange, der er store Nokia-fans - medmindre det er folk, som ikke har skiftet mobil i fem-seks år og ikke kender ordet smartphone.

Men nu skal Nokia være hip igen.

Efter at have siddet og småslumret i sin sauna i en årrække er det her momentet, hvis den finske gigant skal rejse sig og prygle konkurrenter med birkeris.

Lumia 920 er navnet på mobilen, som igen skal lokke os over i Nokia-lejren, og den blev offentliggjort i aftes.

"Dette er verdens mest innovative smartphone," lød det igen og igen under Nokias pressefremvisning, der blev streamet på nettet fra New York.

Glemt var de seneste års nedtur - eller der blev i hvert fald ikke snakket om det.

Nokia-folkene virkede voldsomt selvsikre, grænsende til det arrogante.

Under præsentationen fremhævede de, at den nye telefon vil levere den bedste skærmkvalitet og den bedste kameraoplevelse nogensinde. Det vender vi tilbage til.

Derfor er Nokia 920 så vigtig

Lad os først se lidt på styresystemet. Lumia 920 er udstyret med Windows Phone, som de finske mobilsnedkere forelskede sig i for et par år siden.

Efter at have set Symbian sygne hen valgte Nokia at indgå et fornuftsægteskab med Microsoft, der de seneste par år har forsøgt at etablere Windows Phone som en værdig konkurrent til Android og iOS, som iPhone benytter.

Nokia har blandt andet forsøgt sig med Windows Phone-mobilen Lumia 800, men den skuffede en smule, da vi havde den på testbænken.

Det er heller ikke, fordi Windows Phone efterfølgende har scoret de helt store markedsandele i forhold til konkurrenterne.

Derfor er Nokia Lumia 920 så pokkers vigtig.

Den skal genrejse den finske it-gigant, som har været en tur i grøften, og den skal skabe forhåbning om, at Microsofts mobile styresystem har en fremtid foran sig.

Men hvad er det egentlig, Lumia 920 har, som skal kunne få os til at smide vores Android- og æble-telefoner i skraldespanden? Få svaret på de næste sider.

Trådløs opladning af mobilen

Nokia Lumia 920 er med sin skærm på 4,5 tommer en smule mindre end de typiske Android-topmodeller, der ligger omkring 4,7 tommer.

Men Lumia 920 er bestemt ikke nogen lilleput, når den sammenlignes med iPhone 4S, der har et display på 3,5 tommer.

I forhold til Nokias tidligere Lumia-modeller kan 920'eren prale med en høj opløsning på 1280 gange 768 pixels, og det er stort set det samme som Android-topmodellerne.

Skærmen kalder Nokia for PureMotion HD+, og den er ifølge Nokia en fuldkommen fantastisk skærm, og den bedste finnerne nogensinde har produceret.

Andet ville da også være sørgeligt, da Lumia 920 er Nokias ubetingede topmodel. 

Under pressefremvisningen fastslog Nokia-folkene i øvrigt, at skærmen er 25 procent mere lysfølsom end de nærmeste konkurrenter.

Om det er lidt for store slag på pr-trommen, eller om det rent faktisk holder, vil test senere på året afsløre.

Som en særlig gimmick kan touch-skærmen desuden betjenes med handsker modsat andre mobiler.

En anden usædvanlig feature er muligheden for at oplade telefonen uden ledning. Nokia benytter den såkaldte Qi-teknik, der fodrer mobilen med strøm trådløst, eksempelvis kan Lumia 920 placeres på en opladestation i stuen.

Sækkestolsproducenten FatBoy har endda skabt nogle små puder, mobilen kan tage sig et hvil på, når den trænger til en slapper og en sjat strøm.

Kamera med ny billedstabilisering

Nokia har tidligere været kendt for at skabe nogle ganske fornuftige kameraer i sine mobiler, og der var på nettet spekulationer om, at den nye Lumia 920 ville få samme 41 megapixel kamera som på Symbian-modellen PureView 808.

Lumia 920 er dog kun udstyret med et otte megapixel kamera, og det virker umiddelbart på papiret lidt middelmådigt.

Nu siger megapixel intet om kvalitet, og Nokia lover, at objektivet er yderst lysstærkt, mens kamerateknikken er forbedret markant.

Kort sagt er det lykkedes Nokias ingeniører at skabe en hidtil uset billedstabilisering, der betyder blødere bevægelser i videopanoreringer, og fotos i tusmørke bliver ikke rystede.

Den tunge dreng i klassen

Ud over kameraet er et af de store salgsargumenter for Lumia 920 den indbyggede kortfunktion.

Nokia købte for en del år siden kortproducenten Navteq, og derfor har den finske mobilproducent mulighed for at smide godt med navigationsmateriale i telefonen.

Dermed er det ikke altid nødvendigt at hente kort ned på telefonen, mens du eksempelvis er i udlandet og ikke kan finde rundt.

Nokia Lumia 920 er desuden udstyret med funktionen City Lens, der er baseret på augmented reality.

Det er set før i apps, men nu er det en integreret funktion. Det går kort fortalt ud på, at du holder mobilen op - med kameraet aktiveret.

På skærmen kan du se eksempelvis en gade, og City Lens sørger for at lægge pile og informationer oven på "virkeligheden".

På den måde kan du blive ledt hen til nærmeste restaurant eller hotel uden at virke som en dum turist, der ikke kan finde vej.

Design vigtigere end vægt

Telefonen er overraskende tung i forhold til de nuværende Android-topmodeller og iPhone 4S.

De vejer omkring 130 til 140 gram, mens Lumia 920 har en kampvægt på 185 gram.

Så det kan godt være, at Nokia synes, Lumia 920 er verdens mest innovative smartphone, men det er også en af tungeste drenge i klassen.

Under den danske pressefremvisning i går forklarede Nokias produktchef, Niels Kjelstrup, at mobilproducenten går mere op i kvalitet end vægt.

Der er intet, der må knirke og knage, når telefonen vrides, og det er vigtigere, at mobilen ligger godt i hånden, end at den er supertynd.

Klar senere på året

Som nævnt tidligere er Nokia Lumia 920 udstyret med Windows Phone 8.

Det er Microsofts kommende styresystem, som endnu ikke har fået en officiel fremvisning.

Derfor er det også meget småt med detaljer om de forbedringer, styresystemet får i version 8.

Det led Nokia en smule under, da Lumia 920 blev præsenteret i går. For hvad kan telefonen egentlig?

Microsoft deltog hånd i hånd med Nokia under pressefremvisningen og kunne give et par godbidder, men de store afsløringer udeblev.

I Windows Phone 8 vil det blive nemmere at tilpasse hovedskærmen efter behov. En tiltrængt forbedring er muligheden for at justere størrelsen på de interaktive fliser, som kan flyttes rundt.

Samtidig kunne Microsoft afsløre, at der er arbejdet en hel del med fotodelen, der gør det nemmere at bruge tredjepartsprogrammer, eksempelvis fotoapps med filtre.

Lillebror dukker også op

Nokia Lumia 920 er ude i butikkerne senere på året. Den præcise lanceringsdato og pris er ikke offentliggjort endnu.

Først skal Microsoft officielt præsentere styresystemet Windows Phone 8, og det bliver sandsynligvis i oktober.

Prisen på Lumia 920 vil formentlig ligge omkring 4.500 - 4.800 kroner uden abonnement.

Telefonen får i øvrigt følgeskab af en lillebror, Lumia 820. Den har lidt mere skrabede specifikationer, og prisen ventes derfor også at blive lidt lavere end topmodellen.

Computerworld Events

Vi samler hvert år mere end 6.000 deltagere på mere end 70 events for it-professionelle.

Ekspertindsigt – Lyt til førende specialister og virksomheder, der deler viden om den nyeste teknologi og de bedste løsninger.
Netværk – Mød beslutningstagere, kolleger og samarbejdspartnere på tværs af brancher.
Praktisk viden – Få konkrete cases, værktøjer og inspiration, som du kan tage direkte med hjem i organisationen.
Aktuelle tendenser – Bliv opdateret på de vigtigste dagsordener inden for cloud, sikkerhed, data, AI og digital forretning.

Infrastruktur | København

Cloud & infrastruktur 2026: AI, afhængighed og digital handlefrihed

Cloud er strategisk infrastruktur og fundament for AI, drift og innovation. Geopolitik og regulering ændrer leverandørvalg og dataplacering. Computerworld samler beslutningstagere om afhængighed, europæiske alternativer og digital handlefrihed.

Digital transformation | København

Executive Conversations: Kina, Trump og AI-ledelse

Kina, USA og AI flytter magt og markeder. Geopolitik rammer leverandørkæder, chips, data og standarder. Lær at koble global risiko med konkret it-ledelse. Få styr på governance, sikkerhed og compliance i AI. Deltag og styrk din handlekraft.

Digital transformation | Aarhus C

Computerworld Summit 2026 - Aarhus

Styrk din digitale strategi med konkret brug af AI og ny teknologi. Mød 200 it-professionelle, få indsigter, løsninger og netværk på én dag. Computerworld Summit i Aarhus viser hvordan teknologi skaber forretningsværdi – her og nu.

Se alle vores events inden for it

Navnenyt fra it-Danmark

Henrik Vittrup Zoega, projektkoordinator hos Departementet for Fiskeri, Fangst, Landbrug og Selvforsyning, Grønland, har pr. 22. januar 2026 fuldført uddannelsen Master i it, linjen i organisation på Syddansk Universitet via It-vest-samarbejdet. Færdiggjort uddannelse

Henrik Vittrup Zoega

Departementet for Fiskeri, Fangst, Landbrug og Selvforsyning, Grønland

Netip A/S har pr. 1. marts 2026 ansat Ajanta Holland Christensen som Sales Manager ved netIP's kontor i Aarhus. Han kommer fra en stilling som Account Manager hos Orange Cyberdefense. Nyt job
Renewtech ApS har pr. 15. marts 2026 ansat Per Forberg som Account Manager for Sustainable Relations. Han skal især beskæftige sig med etablere nye partnerskaber med henblik på ITAD og sourcing kontrakter med hostingvirksomheder og strategiske slutbrugere. Han kommer fra en stilling som Nordic Key Account Manager hos Tesa. Han er uddannet hos Lund University og har en MBA i Management. Han har tidligere beskæftiget sig med at styrke salgsaktiviteter og partnerskaber på tværs af nordiske markeder. Nyt job

Per Forberg

Renewtech ApS

Thomas Nakai, Product Owner hos Carlsberg, har pr. 27. januar 2026 fuldført uddannelsen Master i it, linjen i organisation på Aarhus Universitet via It-vest-samarbejdet. Færdiggjort uddannelse

Thomas Nakai

Carlsberg