Klumme: Jeg keder mig som regel, når jeg ser film. Og hvorfor ikke? Det er en timelang introduktion til en eller anden instruktørs fortolkning af et univers.
Og er du særligt uheldig, har han taget en bog, du holder af, og maltrakteret den i en sådan grad, at du burde få midler fra den nye offerfond efter at have oplevet filmatiseringen.
Men det værste er, at det efterhånden er et af de eneste områder uden interaktion. I de fleste andre af livets forhold er der handling og reaktion i en eller anden form for feedback-loop, som de fleste af os kun kender alt for godt.
Noget i stil med: Din kone siger noget til dig, du brummer uforpligtende uden at høre efter, og du ender med at få underbukser i julegave. Igen.
Eller når din bil siger sære lyde. Du kører den til mekanikeren med en upræcis beskrivelse. Han bestiller en rejse til Bahamas.
Det er måske lidt trist, men i det mindste var du nogenlunde i begivenhedernes centrum.
Men film? Ingenting. Den kører løs, uanset om du bider negle, blunder eller er ude og lave kaffe.
"Det er som at se en tre timer lang østeuropæisk dokumentarfilm om traktorfabrik nummer 17"
Sammenlign så med moderne computerspil som GTA V, som måske er det største, mest interaktive, vanvittige og involverende single-player-spil, verden endnu har set.
Og ja, du har måske læst i Politiken, at du i GTA kan banke prostituerede, til du har vabler på trigger-fingrene - men i går købte min spiller en lille mole og en tilhørende undervandsbåd og gik i gang med at rydde op i forureningen i havet omkring spillets største by. Jeg havde valget, spillet tilpassede sig mig, og min indlevelse blev så meget dybere.
GTA står ikke alene; det kan enhver, der har set en gruppe otteårige spille Minecraft, skrive under på: De former spillets landskab, interagerer med hinanden og skaber sågar deres egen bytteøkonomi på få timer.
Bliv dog klogere på min opførsel
Men moderne spil viser også, hvordan der pludselig er langt fra den slags interaktion til Office-pakken, din Windows eller din iPhone.
Det er software, som der hvert år kastes milliarder efter, men som endnu ikke bliver klogere på mig, min brug eller min interaktion med kollegaer.
På trods af at jeg hver dag bruger timer på at interagere med systemet, som dermed opsamler tusindvis af data om mig - fra typiske stavefejl til hvilke mails, jeg læser først (undskyld Henrik) - sker der ingenting. Android er lidt på vej, men de andre ...
Det er som at se en tre timer lang østeuropæisk dokumentarfilm om traktorfabrik nummer 17.
Så mens der snakkes om big data og store universer, kunne jeg egentlig bare godt tænke mig lidt smart udnyttelse af mine helt egne small data - lige her, hvor jeg bruger teknologien mest. Hver dag.
