Jeg anklager Se & Hør for at være uden bare skyggen af et moralsk kompas - og jeg anklager de folk, som hver uge blåstempler de beskidte metoder ved at købe bladet.
Jeg anklager Nets og IBM for at tage alt for let på vores kritiske data og tilsyneladende sidde advarsler om lækager overhørigt - og for ikke at leve op til det ansvar, som følger med, når man leverer en kritisk og følsom infrastruktur.
Jeg anklager de politikere, som nu, hvor toget for længst er kørt, pludselig levende interesserer sig for datasikkerhed - efter at it-ordførerne i deres partier i en menneskealder har rangeret lavere end færgeordføreren.
Jeg anklager regeringen for at ikke at tage digitale borgerrettigheder seriøst - men i stedet har brugt tid på at bagatellisere de bekymrende oplysningerne fra Edward Snowden med meningsløse fraser om, at den danske lovgivning er rigtig, rigtig god.
Det er juristerne, som i sin tid udformede den, sikkert meget stolte af.
Men for resten af den danske befolkning er indtrykket efter Se & Hør-skandalen, at sikkerheden omkring vores personlige data er op til tilfældige medarbejdernes hæderlighed.
Tynde forklaringer
Forklaringerne, som indtil videre er kommet frem, er samtidig langt fra betryggende. De minder uhyggeligt om lægevitsen om, hvordan operationen gik godt, men patienten døde. Eller mere direkte: Vores systemer virker, det var bare en enkelt afsporet medarbejder.
Den går ikke. Det er for nemt at reducere Se & Hør-sagen til et moralsk problem for den enkelte medarbejder og en håndfuld journalister - eller til et spørgsmål om sikkerhedsgodkendelser, personalepolitik eller sågar lønniveau for betroede system-folk.
Den virkelige bekymring i Se & Hør-sagen er, at den sætter fokus på Danmark som et land baseret på en udstrakt grad af tillid. Helt ind i datacenterets allerhelligste.
Hamrende naivt
Det er smukt. Det er sundt. Men det er også hamrende naivt i en verden, hvor du med de fint granulerede oplysninger om for eksempel kreditkortbrug, surf-historik fra telelogningen og
lokationsdata fra telefonen kan skabe et præcist billede af hver enkelt af os. På få minutter og uden andet teknologi end det, der står på de fleste skriveborde.
Det er slemt nok, at diverse efterretningstjenester ukritisk scanner disse data. Men at private af kommercielle årsager tilsyneladende systematisk kan tappe kreditkortdata uden risiko, er næsten uforståeligt.
Og havde en tidligere medarbejder ikke skrevet en bog om sin tid på Se og Hør, er det tvivlsom om vi nogensinde havde hørt om denne sag.
Det er derfor på tide at kræve, at sikkerhed og identitetsbeskyttelsen bliver bygget ind i systemerne, og at politikerne begynder at tage ansvar for at borgenes data, uanset hvor de måtte befinde sig.
Kort sagt - at vi får etableret de digitale borgerrettigheder, som sikrer vores data den grad af beskyttelse, som vores bolig og ejendom nyder i den fysiske verden.