Sådan vurderer du risikoen for brud på sikkerheden på den bedste måde

Klumme: Sikkerhedsvurdering er værktøjet, der lader ledelsen tage hånd om informationssikkerheden.

Artikel top billede

(Foto: Dan Jensen)

Rigsrevisionen har undersøgt informationssikkerheden i it-systemer, der understøtter samfundsvigtige opgaver i seks institutioner.

Undersøgelsen fokuserer på, hvordan institutionerne styrer udvidede administratorrettigheder.

Det kan være de rettigheder, en systemadministrator udstyres med, eller rettigheder for en systemkonto.

Konklusionen lyder, at institutionerne ikke har efterlevet en række anerkendte anbefalinger om god it-sikkerhedspraksis.

Endvidere skriver Rigsrevisionen: "Der er behov for ledelsesmæssig fokus og prioritering for at rette op på de konstaterede forhold."

Jeg kunne ikke være mere enig.

Effektiv informationssikkerhed kræver, at ledelsen går aktivt ind i arbejdet.
Det vigtigste redskab i den forbindelse er risikovurderingen.

Der findes ingen it-risici. Der findes kun forretnings-risici.

Enhver risiko tilknyttet et it-system har i sidste ende en forretningsmæssig konsekvens. Derfor skal ledelsen på banen.

Konsekvens gange sandsynlighed

Jeg definerer en risiko som konsekvensen af et sikkerhedsbrud set i forhold til sandsynligheden for, at det sker.

Et sikkerhedsbrud opstår på grund af en kombination af en sårbarhed og en trussel.

En sårbarhed kan for eksempel være mangelfuld kontrol med administratorrettigheder.

Truslen består i, at uvedkommende kan udnytte sårbarheden og få adgang med administratorprivilegier.

Konsekvensen af dette sikkerhedsbrud kan være, at hackere får fat i fortrolige data. En anden konsekvens kan være, at systemet bliver inficeret med skadelig software.

For at kunne risikovurdere sikkerhedsbruddet skal vi have et bud på sandsynligheden: Hvor sandsynligt er det, at truslen vil blive udmøntet i praksis?

Hvis konsekvensen er meget alvorlig, men sandsynligheden er forsvindende lille, bliver den samlede risikovurdering lav.
Sat på formel er risiko altså lig med konsekvens gange sandsynlighed.

Direktørens værktøj

Risikovurdering er det praktiske værktøj, ledelsen kan bruge i sikkerhedsarbejdet.

Direktøren kan ikke vurdere, om en sikkerhedsrettelse til virksomhedens CMS er vigtig.

Men hvis it-organisationen kan levere data om sårbarhed, trussel, konsekvens og sandsynlighed, kan ledelsen træffe en informeret beslutning om, hvad den skal gøre ved risikoen.

I teorien lyder det måske enkelt. Men mange års erfaring med risikovurdering har lært mig, at udfordringerne dukker op, så snart man skal gøre det i praksis.

For eksempel kan det være vanskeligt at sætte tal på sandsynlighed.

Jeg anbefaler, at man opdeler sandsynlighed og konsekvens i fire niveauer.

De fire T'er

Når en risiko er vurderet, er der fire ting, vi kan vælge at gøre ved den. På engelsk taler man om de fire T'er: Treat, transfer, tolerate og terminate.

• Treat: Vi behandler et eller flere af elementerne i risikoen. Vi kan fx fjerne sårbarheden ved at opdatere software.

• Transfer: Vi overfører risikoen til en anden. Det gør vi, når vi tegner en forsikring: Går noget galt, betaler forsikringsselskabet.

• Tolerate: Vi beslutter at leve med risikoen. Det vil typisk være, hvis risikoen er lille, eller hvis det er meget dyrt at gøre noget ved den.

• Terminate: Vi holder op med at bruge de systemer, som risikoen er forbundet med, så den forsvinder.
Brug et rammeværk

Som det fremgår, er der meget at holde styr på. Mit råd lyder derfor, at man anvender et rammeværk til opgaven.
Der findes flere rammeværk til risikovurdering. Går man ISO-vejen, kan man vælge ISO 27005.

Et godt alternativ er Octave Allegro fra CERT ved Carnegie Mellon University. Octave Allegro er overskueligt og nemt at komme i gang med.

Vælg et rammeværktøj, der passer til jeres opgave, og som I føler jer fortrolige med.

Et udbredt problem

Rigsrevisionen skriver i rapporten, at resultaterne kan være gældende for en større kreds af statslige institutioner end de seks, der er blevet undersøgt.

Jeg kunne tilføje: Og for mange andre offentlige institutioner og private virksomheder.

Problemet med at holde styr på privilegerede brugerkonti er velkendt. Og jeg er sikker på, at det samme gælder problemet med at få ledelsens bevågenhed, når det gælder informationssikkerhed.

Her kan risikovurderingen blive en løftestang: Den lader dig som it-ansvarlig vise den øvrige ledelse, at det her handler om at håndtere forretningsmæssige risici for tab af penge, anseelse, kunder eller andet.

DKCERT (www.cert.dk) er et dansk Computer Security Incident Response Team, der håndterer sikkerhedshændelser på forskningsnettet.

I samarbejde med tilsvarende organisationer over hele verden indsamler DKCERT information om internetsikkerhed. DKCERT er en organisation i DeIC, DTU.

Henrik Larsen opdaterer en gang om måneden Computerworlds læsere med de seneste tendenser inden for informationssikkerhed.

Annonce

Event: Computerworld Cloud & AI Festival 2027

Digital transformation | København

Eksplosiv udvikling i cloud og AI kræver overblik og viden. Computerworld samler 3.000 it-professionelle, 70+ leverandører og 120+ talere om AI, infrastruktur, data, compliance og sikkerhed. To dage med viden og netværk. Tilmeld dig nu.

22 & 23. september 2027 | Gratis deltagelse

Navnenyt fra it-Danmark

Genetec har pr. 1. august 2026 ansat Jan Julin som Channel Account Executive. Han skal især beskæftige sig med styrke samarbejdet med partnere og kunder i Danmark, Finland og Baltikum. Han kommer fra en stilling som Senior Business Development Manager hos Dahua Technology. Han har tidligere beskæftiget sig med videoovervågning, adgangskontrol, sikkerhedsteknologi, salg og forretningsudvikling. Nyt job

Jan Julin

Genetec

Netip A/S har pr. 1. august 2026 ansat Thomas B. Steffensen som Seniorkonsulent ved netIP's kontor i Thisted. Han kommer fra en stilling som Senior IT/OT Network Consultant hos Frontmatec. Nyt job
Dansk AM Hub har pr. 1. november 2026 ansat Rasmus Pedersen som Chief Digital Officer. Rasmus skal især beskæftige sig med fokusudviddelse fra additive manufacturing til produktinnovation gennem AI, automatisering og andre nye teknologier. Rasmus er uddannet maskiningeniør med speciale i produktudvikling og med ph.d. i udvikling af modulære produktplatforme. Rasmus har tidligere beskæftiget sig med transformation og digitalisering i værdikæden fra produktudvikling til produktion. Nyt job

Rasmus Pedersen

Dansk AM Hub

IFS Danmark A/S har pr. 1. oktober 2026 ansat Annette Macsay Mostrup som Channel Manager Nordics. Annette skal især beskæftige sig med at udvikle og styrke IFS’ kanal- og forhandlerøkosystem i Norden. Annette kommer fra en stilling som Regional Partner Manager Nordics hos Keepit. Annette har tidligere beskæftiget sig med partnerudvikling og kanalstrategi i virksomheder som Citrix, VMware, Splunk og Zscaler. Nyt job

Annette Macsay Mostrup

IFS Danmark A/S