Artikel top billede

Humac har byttet 300.000 farlige Apple-opladere i Danmark - nu trækker Apple stikket

På blot tre måneder er over 300.000 potentielt farlige netstik til Apple-opladere blevet ombyttet via Humac. Nu må Apple-forhandleren melde pas, selv om der fortsat kommer 600-700 bekymrede kunder med opladere ind i butikkerne hver eneste dag.

Det er nu tre måneder siden, at Computerworld kunne bringe historien om, at der var flere hundrede tusinde potentielt farlige Apple-opladere i danske hjem.

Det kan du læse mere om her: Flere hundrede tusinde farlige Apple-opladere i danske hjem

Det er selve netstik-adaptoren, der klikkes på opladeren (til Mac, iPad og Apple World Travel Adapter Kit), der er årsagen til problemet.

Apple har erkendt, at den kan "gå i stykker og medføre risiko for elektrisk stød ved berøring," og derfor har selskabet sat gang i et kæmpe, globalt ombytningsprogram.

Administrerende direktør Michael Bech fra Humac, der bytter netstik-delen på vegne af Apple her i Danmark, vurderede i februar, at der var tale om et sted mellem 250.000 og 500.000 berørte opladere i Danmark.

Og danskerne har siden haft voldsomt travlt med at få indleveret og byttet de potentielt farlige netstik til Apple-opladerne.

"Vi har oplevet en massiv interesse fra forbrugerne for at få skiftet de her stik ud. Vi har ombyttet over 200.000 af de her stik i Humac - og det er en voldsom stor mængde," siger MIchael Bech.

"I øjeblikket har vi 600-700 kunder hver dag i vores 22 butikker, der kommer ind for at få byttet,"

Samtidig har både offentlige og private erhvervskunder også fået byttet de berørte netstik via Humac.

"Der har vi i øjeblikket ombyttet lidt over 100.000 via vores erhvervs-division," siger Michael Bech fra Humac, der altså på blot tre måneder samlet set har byttet omkring 300.000 netstik.

Og det er slet ikke det hele.

Derfor må Humac melde pas

Michael Bech forklarer, at det ikke har gjort interessen for at få byttet Apple-netstik og -opladere mindre, at DR et stykke tid efter, at Computerworld og andre medier havde skrevet om de farlige opladere, valgte at lave en Kontant-udsendelse om problemet.

I udsendelsen fik DR-journalisterne rodet noget rundt i, præcis hvilke opladere der var farlige og på hvilken måde (blandt andet blev der blandet problemer med uoriginale ladere ind i historien.)

"Så vi har oplevet rigtig mange tusinde kunder i vores butikker over de seneste to måneder, der har været meget bekymrede," lyder det fra Michael Bech.

Det har også betydet, at et ombytnings-program med en anden type defekte opladere til iPhone, der blev lanceret for halvandet års tid siden, pludselig har fået en genoplivning hos Humac, fordi der har været så meget opmærksomhed på problemet med potentielt farlige opladere.

"Det har ligesom fået en renæssance, så der har vi ombyttet omkring 50.000 opladere," fortæller Michael Bech til Computerworld. 

Nu er det slut

Selvom der fortsat er yderst travlt hos Humac med at ombytte de defekte Apple-opladere, kommer de 22 Humac-butikker fremover til at melde pas, når Apple-brugere kommer ind med netstik, der skal byttes.

Læs også: Apple tilbagekalder opladere - kan give dig stød: Se om din egen oplader er berørt

Apple har nemlig valgt at stoppe med at sende opladere og netstik til Humac, og fremover vil Apple-brugerne derfor i stedet skulle klare ombytningen via Apples hjemmeside.

"Vi har nogle få stykker tilbage, og det vil jeg gætte på løber ud i løbet af en uges tid. Vi har ikke længere mulighed for at ombytte direkte i vores butikker. Vi henviser til Apples hjemmeside."

"Det skal vi beklage, men det er altså en beslutning, Apple har truffet," siger Michael Bech fra Humac til Computerworld.

Tjek din egen oplader

Op imod 280 millioner Apple-opladere, der er i risikozonen, menes at være blevet solgt på verdensplan.

Antallet af netstik, der skal byttes, er så højt, fordi opladerne er solgt fra 2003 til 2015 - altså over en periode på 12 år. 

Læs også: Flere hundrede tusinde farlige Apple-opladere i danske hjem: 2.000 stik er allerede blevet byttet

Som vi tidligere har fortalt, blev problemet med de problematiske strømstik tilsyneladende opdaget i Norge sidste sommer, da et par skoleelever med iPads fik stød.

Det viste sig efterfølgende at være på grund af, at selve stikbenet, der går ind i kontakten, havde vristet sig løs i plastikken, så der pludselig var risiko for at komme i kontakt med strømføringen.

Efterfølgende har det så vist sig, at være et ganske omfattende problem, hvad angår antallet af opladere, der er solgt med de problematiske stik.

"Apple har konstateret, at i meget få tilfælde kan den tobenede Apple-strømforsyning til stikkontakten, der er designet til brug i det europæiske kontinent, Australien, New Zealand, Korea, Argentina og Brasilien, gå i stykker og medføre risiko for elektrisk stød ved berøring," meddeler Apple kunderne på en webside, der forklarer problemstillingen nærmere.

"På en berørt strømforsyning til stikkontakter vises der 4-5 eller ingen tegn på indersiden af den åbning, hvor den sluttes til Apple-strømforsyningen," forklarer Apple (se billedet til denne artikel).

"Redesignede strømforsyninger har en områdekode på tre bogstaver i åbningen (EUR, KOR, AUS, ARG eller BRA)."

Hvis man ejer en af de berørte strømforsyninger, kan man få den byttet gratis. Det kan fremover gøres via Apples egen hjemmeside på dette link.

Læs også:

Apple tilbagekalder opladere - kan give dig stød: Se om din egen oplader er berørt

Flere hundrede tusinde farlige Apple-opladere i danske hjem: 2.000 stik er allerede blevet byttet