Ønsket om at sikre et fortsat frit og åbent internet, hvor al trafik behandles lige, har været til debat i USA igennem et par årtier, men først i februar 2015 vedtog telemyndigheden FCC den såkaldte netneutralitet med tre stemmer mod to.
Efter præsidentskiftet kan netneutralitet i USA dog ende som saga blot.
Den nyudnævnte formand for FCC, Ajit Pai, er, som næsten alle andre republikanere, imod netneutralitet, da reguleringen begrænser de frie markedskræfter, og balancen blandt de fem medlemmer af FCC's ledelse er nu til republikanernes fordel med 3-2.
Det var ellers en sej omgang for FCC at få vedtaget netneutralitet.
Forud var gået år med intens lobbyvirksomhed imod, ikke mindst fra de store tele- og kabel-selskaberne, som dominerer på bredbåndsområdet, og fra magtfulde konservative tænketanke. Også flertallet af republikanere i kongressen var imod.
Men der var også kræfter, der viste sig stærke på den anden side, og de omfattede vigtige virksomheder i Silicon Valley, forbrugerorganisationer, mainstream- og techmedier samt kendte politiske satirikere, som var med til at mobilisere almindelige forbrugere.
FCC modtog fire millioner beskeder om netneutralitet, hvoraf den store majoritet var for. Det kan du læse mere om i denne Bloomberg-artikel.
Inden netneutralitets-reguleringen i 2015 var internettet i USA klassificeret som en indholdsservice, men nu blev den klassificeret som "forsyning" på linje med den gamle klassifikation af telefonkommunikation (på juristsprog er klassificeringen Title II).
Det indebærer, at ingen trafik må diskrimineres af netoperatøren - ikke blokeres, ikke forsinkes.
Bredbåndsudbydere har i nogle lande gjort begge dele for at hæmme de konkurrenter, de har på indhold og tjenester.
Der var allerede anlagt flere sagsanlæg fra de rige bredbåndsudbyderes side mod FCC's Title II-klassificering før præsidentskiftet.
Nu kommer det også til at tælle for netneutralitetens skæbne, at der i FCC-ledelsen er flertal imod reguleringen.
"Motorveje" på nettet til rige indholdsfirmaer
Netneutralitet spænder ben for et stort ønske fra netoperatørerne, nemlig om en ekstra og stor indtægtskilde, så pengene ikke alene kommer ind fra bredbåndsabonnenterne.
Rige indholds- og tjenesteleverandører skulle kunne købe sig til "motorvej" med høj stabilitet og fart på nettet.
Forkæmperne for netneutralitet mener, at det ville stille iværksættere, der typisk ikke har lommen fuld af millioner, dårligere.
Iværksætteren, der udfordrer for eksempel en rig gigant med adgang til "motorvej", står dårligere, end giganten stod, da den var helt ny, og der ingen diskrimination var af trafikken.
Modstandere af netneutralitet mener derimod, at reguleringen hæmmer iværksætteri og innovation. At der kan komme helt nye former for vigtige tjenester, der forudsætter en særbehandling, for at kunne fungere, og kommunikationen med selvkørende biler har været nævnt.
Modstandere bebuder også, at netoperatørernes investeringer i videre udbygning af bredbånd vil falde drastisk til skade for forbrugerne som en konsekvens af de færre forretningsmuligheder.
FCC's netop afgåede formand, Tom Wheeler, der valgte at trække sig samtidig med Obama, henviser til, at der - efter et lille fald i 2014 - blev investeret mere i 2015, altså efter vedtagelsen af netneutralitet, end i 2013.
Det kan du læse om i denne artikel i Wired.
Zero rating og dataloft
Den amerikanske definition af netneutralitet omfattede ikke direkte, hvad der kaldes zero rating, hvilket er trafik, som ikke tæller med i abonnentens dataloft på x-antal mega- eller gigabytes.
I Nederlandene, der var først i EU med netneutralitet, indgik forbud for zero rating, mens det ikke indgår i den senere vedtagne EU-netneutralitet.
Zero rating kan for eksempel betyde, at teleselskabets egne tilbud om eksempelvis film- og musiktjenester ikke tæller i relation til dataloftet, mens eksempelvis Netflix straks tæller på taxametret og måske rammer loftet, så der skal tegnes et dyrere abonnement.
FCC ville dog holde øje med brugen af zero rating, hvis den blev for konkurrenceforvridende.
Det måtte ikke blive de store netoperatører, der afgjorde "fremtidens vindere" blandt indholdsleverandører ved at gøre visses trafik "gratis" for forbrugerne.
Forbrugerorganisationer mener dog, at gratis ikke er gratis.
De indholdspartnere, der betaler sig til at være i netoperatørernes zero rating-tilbud, vil i sidste ende vælte ekstraudgiften over på forbrugerne.
Situationen for iværksættere, der vil være bredbåndsudbydere, forværres også af de store konkurrenters tilbud om zero rating.
Modargumentationen fra fortalere for zero rating er blandt andet, at virksomheder altid har kunnet bruge gratis tilbud og billige tilbud til at trække nye kunder til. Det er en normal del af konkurrencen og til fordel for forbrugerne.
FCC har allerede droppet sager
FCC havde kig på blandt andre AT&T og Verizon grundet meget store "gratis"-ordninger - læs denne artikel i The Verge - , men det tog ikke mange dage efter Trumps overtagelse af magten, før de to koncerner og to andre per brev fik besked om, at FCC ikke går videre videre med sagerne.
