Danske it-startups rykker ofte til udlandet for at skaffe kapital: Pensionskasserne må på banen, så vi kan holde på arbejdspladserne

Klumme: Hvis Danmark skal løfte og videreudvikle danske tech-virksomheder, må vi skabe en folkelig dansk investeringskultur - blandt andet ved bedre mulighed for at investere i vækstvirksomheder gennem vores pension.

Tilstrækkelig adgang til kapital er en udfordring i Danmark, når man skal videreudvikle sin virksomhed og vokse.

Faktisk oplever mere end hver femte it-virksomhed i dag, at mangel på kapital er en væsentlig barriere for deres vækst og dermed også for deres mulighed for at skabe arbejdspladser i Danmark.

For mange af de største danske it-succeser var løsningen at flytte hele eller dele af deres virksomhed til udlandet for at sikre den fremtidige vækst. 

Og det lykkedes i høj grad for dem.

Ser man på de 50 mest værdifulde danske it-succeser i dag, har de nu en samlet værdiansættelse på over 220 milliarder kroner, og de beskæftiger over 29.000 medarbejdere rundt om i verden.

Du kan læse mere over disse 50 mest værdifulde selskaber her: Gratis magasin: De 50 største danske it-succeser - med en samlet værdi på mere end 220 milliarder kroner

Men kun 20 procent af dem har fået kapital fra danske ventureselskaber under deres væksteventyr.

Blot 0,1 procent af værdiskabelsen er gået til danske pensionsselskaber til glæde for danske pensionsopsparere.

Brug pensionsmidlerne i danske vækstvirksomheder
Danskerne indbetaler årligt mere end 100 milliarder kroner til pensionskasserne, hvoraf langt størstedelen i dag placeres i obligationer og aktier i store internationale virksomheder. 

Samlet set ligger pensionskassernes investeringer på omkring 4.000 milliarder kroner, hvoraf to til fire milliarder kroner går til investeringer i nye interessante techvirksomheder.

De danske pensionsmidler bliver med andre ord ikke brugt til at muliggøre vækst i de små- og mellemstore danske virksomheder, der ellers havde potentiale til at skaffe arbejdspladser og indtægt til det danske samfund.

Det skal vi have ændret, og pensionsselskaberne bør fremover bruge 1 procent af de årlige indbetalinger til at støtte det danske vækstlag.

Småpenge i forhold til pensionsselskabernes store pengekasser, men penge der kan betyde forskellen på liv og død for rigtigt mange danske iværksættere.

Opret en fælles kapitalfond
Incitamentet til, at pensionskasserne skal investere i tech-vækstvirksomheder, har hidtil manglet.

Pensionskassernes forretning handler nemlig først og fremmest om at skaffe det mest stabile og størst mulige afkast for færrest mulige omkostninger. 

De danske tech virksomheder har historisk ikke været betragtet som godt investeringspotentiale, da der typisk skal gå en periode, før det bliver klart, om virksomheden giver et fornuftigt afkast.

Men som Computerworlds gennemgang af de 50 mest værdifulde danske it-succeser viser, repræsenterer techvirksomhederne et afkast, der rent faktisk overgår andre investeringer. Så hvorfor ikke investere? 

Naturligvis er der en usikkerhed forbundet med at investere i de små og mellemstore tech-vækstvirksomheder. En usikkerhed, der skal imødegås ved at investere med en langt større spredning end for de traditionelle obligationer og aktier. 

Kan eller har pensionsselskaberne ikke selv lyst til at håndtere ventureinvesteringerne, kan man hjælpe dem ved at skabe en nem mulighed for at investere. 

Det kan ske ved at etablere en "fund for funds"-model, hvor pensionsselskaberne investerer i en fond, som spreder midlerne blandt en række mindre fonde, der har kompetencen til at undersøge markedet samt håndtere administrationen af midlerne. 

En sådan konstruktion kan sikre, at risikoen bliver spredt tilstrækkeligt meget samtidig med, at danskernes opsparede pensionspenge vil få et stabilt højt afkast.

Der er masser af gode erfaringer med netop det setup. Tænk blot på Dansk Vækstkapital.

Lad os få en folkelig investeringskultur
Pensionsselskaber, der aktivt investerer danskernes penge i små og mellemstore danske virksomheder, vil være med til at styrke en folkelig investeringskultur, så langt flere danskere bliver bevidste om de mange stærke vækstvirksomheder, der rent faktisk findes i landet.

Vi skal ikke langt væk fra Danmarks grænser for at se, at netop muligheden for at kunne investere i nationale selskaber, er en gevinst.

I Sverige, hvor man siden 1978 har haft mulighed for at oprette en investerings-sparekonto, har 1,8 millioner svenskere i dag en sådan konto, og den samlede værdi af disse fonde er i dag på over 450 milliarder svenske kroner. 

Hvis vi gennem pensionsselskaberne kan være med til at sikre den nødvendige kapital, når de danske succeser vil vokse, er vi også med til at sikre flere danske arbejdspladser, et bedre pensionsafkast til os selv samt et økosystem, hvor vi som samfund får mere glæde af virksomhedernes værdiskabelse.

Det handler om at skabe en folkelig investeringskultur, og her er de mange milliarder kroner, som pensionsselskaberne sidder inde med, en vigtig brik. Så lad os få dem ud og arbejde for fremtidens it-succeser.

Klummer er læsernes platform på Computerworld til at fortælle de bedste historier, og samtidig er det vores meget populære og meget læste forum for videndeling. 

Har du en god historie eller har du specialviden, som du synes trænger til at blive delt? 

Læs vores klumme-guidelines og send os noget tekst, så kontakter vi dig - måske bliver du en del af vores hurtigt voksende korps af klummeskribenter.


Ytringer på debatten er afsenders eget ansvar - læs debatreglerne
Indlæser debat...

Premium
IBM overtager 300 KMD-ansatte - men nægter at give jobgaranti
Q&A: Det er nu officielt, at KMD outsourcer infrastrukturdrift og omkring 300 medarbejdere til IBM. Computerworld har talt med Henrik Tang Hedegaard, administrerende direktør for IBM i Norden, om de mange medarbejderes fremtid.
Computerworld
Datatilsynet advarer om falske GDPR-tilsyn: Mystiske folk i tøj fra sikkerhedsfirma dukkede op hos dansk ørelæge
Dansk klinik er blevet udsat for et mistænkeligt besøg af to mænd i forklædning som tilsynsfolk fra Datatilsynet. Datatilsynet kommer nu med et opråb: "Jeg håber, at vi med denne advarsel kan undgå, at det gentager sig."
CIO
Henrik Jeberg om at arbejde i Silicon Valley: "Er du dygtig nok får du tilbud der får en til at falde ned af stolen."
Henrik Jeberg bor i San Francisco og er direktør i Hampleton Partners, der rådgiver om opkøb med særligt fokus på teknologi. Hør ham fortælle om forskellen på Danmark og Silicon Valley - og om nogle af de vilde forhold der hersker i verdens ubestridte tech-hovedstad.
Job & Karriere
Stor outsourcing i Region Hovedstaden kan føre til medarbejderflugt
Der er en risiko for, at vigtige it-medarbejdere vælger at forlade Region Hovedstaden, hvis et nyt stort outsourcing-projekt gennemføres.
White paper
Sådan vælger du business intelligence-løsning
I dette whitepaper undersøger vi, hvilke faktorer du skal være opmærksom på, når du vælger din kommende BI-løsning