Egentligt interesserede it og datalogi mig slet ikke. Jeg syntes, at det var dybt uinteressant, og jeg havde de sædvanlige fordomme om de folk, der interesserede sig for det.
Men så havde min mor en rengøringshjælp, som fortalte mig, at datalogi var matematik på den sjove måde. Og jeg kunne rigtigt godt lide matematik.
Så jeg tænkte, at jeg går i gang med at læse noget andet noget på universitetet, men jeg tager også lige det der it-fag som en bi-ting. For lige at snuse til det.
Første gang jeg mødte op til undervisning, skulle man ifølge planen fortælle folk, hvad et keyboard og en monitor var - alle de der simple ting.
Så læreren siger, at det kan vi godt springe over.
Men jeg måtte sige: "Jeg har ikke et clue om, hvad du taler om".
Så blev de alle sammen nødt til at sidde og vente på mig, så jeg kunne få den helt basale introduktion til it.
Derefter sagde det 1-2-3, og så var jeg opslugt af den verden og de muligheder, som det rummede.
Samtidig fik jeg jo lov til at dyrke den her kombinatorik og den matematiske side, som jeg holder så meget af.
Så blev jeg hængende på universitetet og fik lavet min PhD.
Da jeg var færdig med PhD'en, så var vi, mener jeg, fem mennesker, der fik 400 millioner kroner, et lokale på 12 m2 og et stempel fra Undervisningsministeriet. Så skulle vi bare have et nyt universitet op og køre på seks måneder.
Det kalder jeg mit første start-up. Det blev til IT-Universitetet.
Det var lidt en vild rejse. Vi taler om et helt nyt universitet - der var ikke noget. Ingen undervisningsplaner og ingen folk.
Så jeg ringer til nogle entreprenører. Og efter meget hårde forhandlinger kommer vi frem til, at om tre måneder er de færdige.
Men lidt senere, da vi skal til at skåle og alt det der, så finder jeg ud af, at når de siger tre måneder, så mener de, at tegningerne er klar. Men jeg mente jo bygningerne.
Men vi stod klar seks måneder efter. Vi havde universitetet oppe og køre og kunne tage imod de studerende.
Det var faktisk den samme dag, som vi åbnede IT-Universitetet, at jeg skulle forsvare min PhD.
Jeg havde slet ikke haft tid til at læse så meget. Så jeg tog en masse af mine artikler, som jeg havde publiceret, og så klistrede jeg dem sammen og afleverede dem. Det var min PhD-afhandling.
Så jeg sidder i taxaen på vej til forsvaret af afhandlingen. For jeg var stukket af fra IT-Universitetet den dag, de åbnede i to eller tre timer.
Og der kunne jeg simpelthen ikke huske, hvad det var for artikler, der var med i afhandlingen.
Men jeg tænkte, at det var en skidt start at gå ind og forklare, at man ikke var klar over, hvad der stod i ens PhD-afhandling.
Så den sikreste strategi var at snakke om noget, som jeg var helt sikker på, at jeg aldrig nogen sinde havde skrevet noget om. For så placerer man sig selv i førertrøjen og tager styringen.
Så jeg talte løs. De spurgte om en masse ting, som jeg svarede på.
Det lykkedes - og så tog jeg tilbage til IT-Universitetet og fortsatte festen.
Stephen Alstrup, professor på Datalogisk Institut og medstifter af Octoshape og SupWiz.
