Artikel top billede

Der bliver ikke sparet på voldsomlighederne, men heldigvis er brugen af humor med til at bløde det hele lidt op.
Foto: Bethesda Softworks

Wolfenstein - Youngblood spilanmeldelse: Søskende genoptager Nazi-jagten efter farmand

Med nye ideer og hjælp fra Arkane Studios sendes Wolfenstein-serien på fornøjeligt co-op eventyr, og vi er godt underholdt.

Machine Games mangler ikke selvtillid. Den svenske udvikler kastede sig således hovedkulds ud i en særdeles tung opgave, da de tilbage i 2010 uden tidligere udgivelser på samvittigheden, gik i gang med at udvikle en genstart af Wolfenstein-serien – Id Softwares hæderkronede klassiker der definerede FPS-genrens første regelbog.

Machine Games leverede dog et overbevisende actionbrag uden stor slinger i valsen med Wolfenstein: The New Order, og gjorde det samme med efterfølgeren Wolfenstein II: The New Colossus som vi også tidligere anmeldte her på siden.

Grundpillerne var de samme som tidligere, og igen var det naturligvis nazister af forskellige vanvids-grad der skulle skydes til støv, alt i mens udvikleren formåede at introducere en historie og personligheder som kunne have været taget ud af en Quentin Tarantino-film.

Alligevel har man ændret retningen en smule for seriens seneste side-historie. Udviklingen er ikke længere udelukkende foretaget i Sverige, men har denne gang også fået hjælp af amerikanske Arkane Studios, der tidligere har stået for de herlige Dishonered-spil og det har smittet positivt af på oplevelsen.

Fordi det denne gang ikke længere er B.J. Blazkowicz, men i stedet hans døtre Jess or Soph er spillet også denne gang designet med co-op i tankerne, og faktisk har fokuset på det været så vigtigt, at de der vælger at spille uden en menneskelig makker, stadig vil få følgeskab af en computer-styret følgesvend.

Den nye tilgang har også betydet at banerne nu i langt højere grad end tidligere er designet med åbenhed i tankerne, hvilket i samspil med et konstant udviklende arsenal af forskellige evner, betyder at måderne hvorpå man kan tilgå dem er langt mere varierende end tidligere.

Her mærker man tydeligt hvordan Arkane Studios har bidraget med deres erfaring, uden man dog har glemt at Wolfenstein-serien først og fremmest handler om at skyde fjenderne til atomer med et ekspanderende arsenal af voldsomme våben.

Nyt er også tilføjelsen af erfaringspoints og indsamlingen af valuta, der begge kan bruges til at skræddersy de to heltinder som man ønsker. Erfaringspoints bliver vekslet til evnepoints, der frit kan bruges på basale bonusser som mere helbred eller større evner inden for f.eks. snigeri. Man kan dog også vælge at gøre kampene mere interessante, ved at investere i et par særlige evner der til fulde udnytter de fremtids-brynjer som hovedpersonerne løber rundt.

Giver man sig tiden til at finde de penge-depoter der er blevet strøet ud over banerne, kan man veksle den indsamlede valuta til modifikationer til det opsamlede våbenarsenal. Hvert våben har forskellige dele, og ved at sammensætte forskellige kombinationer er det endda muligt at opnå ekstra fordele. Der er med andre ord altid en grund til at gå på opdagelse i de forskellige baner, og nysgerrigheden bliver oftest belønnet.

De nye ideer alle pakket ind i en historie der er mere fjollet end tidligere, hvilket ikke mindst skyldes de fjogede søster-par der står i spidsen for det hele. Med en kombination af teenager dumdristighed og ”dudebro”-attitude, bliver de på alle tidspunkter fremstillet som fjollehoveder med maskinpistoler, der kun en sjælden gang i mellem tager sig tiden til at overveje deres nye eksistens som frihedskæmpere og nazi- jægere.

Den slags kunne sagtens være gået galt, men fungerer herligt her. Faktisk er det ofte de små komiske sidespor der puster mest liv i det hele, fordi kombinationen af manglende livserfaring og aldeles absurde situationer, resulterer i situationer hvor de to tvinges til at reagere og efterrationalisere efterfølgende.

Samtidigt er der også blevet arbejdet med at gøre spilbarheden stærkere, hvilket ikke mindst er blevet gjort via actionsekvenser der denne gang er langt skarpere og mindre uforudsigelige end seriens forrige kapitel.

Wolfenstein: Youngblood søger ikke nye grænser eller måder at redefinere genren på, men formår alligevel at friske det hele op med et nyt fokus på co-op, samt nye tiltag der gør spilbarheden større end sidst. Hvis man derfor mangler en kortvarig (det hele kan gennemføres på godt 11 timer) omgang action, med en frisk historie og fokus på co-op, er her et særdeles solidt bud.


Loading ikon