Det er vel en form for sølvbryllup. Computerworld Online har netop rundet artikel-id nummer 25.000 - det vil sige en artikel med identifikationsnummeret 25.000.
Derfor finder vi det passende her at bringe en oversigt over de mest læste artikler på Computerworld Online, siden vi gik i luften i vores nuværende form som en selvstændigt arbejdende nyhedsredaktion i sommeren 1998.
Det skete, efter der i en årrække forinden var blevet offentliggjort artikler på Computerworld-domænet fra avisen Computerworld.
News you can use
Grunden til at vi overhovedet kan begynde at opgøre hvilke artikler, der er blevet læst mest, er naturligvis, at vi i modsætning til vores kollegaer på papiraviserne via vores intranet - hvorigennem alle artikler bliver publiceret - kan se nøjagtig, hvilke historier, der sælger hos læserne, og hvilke historier der ikke er det store aftræk i.
Her kan vi løbende - minut for minut - følge med i, hvordan læsertallene på hver enkelt artikel udvikler sig. Vi kan se, at nogle artiklers læsertal hurtigt tordner mod himlen, mens andre aldrig rigtigt letter.
Generelt er Computerworld Onlines artikler om erhverv, tele og samfund godt læste, og samlet er vores læsertal da også steget nogenlunde støt siden lanceringen. Det er sket i takt med, at vi har øget antallet af bragte artikler betydeligt.
Som enkeltstående artikler slår historierne fra erhvervslivet og de politiske kredse dog ikke de mere bredt funderede forbrugerartikler eller det, som man i fagtermer taler om, som "news you can use".
Disse forbrugerorienterede artikler med massefokus topper da også vores hitliste over de mest læste artikler.
Øverst på listen står en artikel om det, der tilsyneladende engang hørte blandt mange af vores læseres største frygt.
Den blev bragt i november 2002 og hed "Millionopkrævning på vej til danske fildelere" og høster præmien som den mest læste artikel nogensinde på Computerworld Online.
Den bliver på andenpladsen fulgt af en artikel af lidt ældre dato, nemlig artiklen "Ådselæderne i den ny økonomi", som blev bragt i marts 2001.
Linux i sin vorden
På tredjepladsen finder vi også en gammel sag, nemlig en artikel med stor oplysningsværdi for det dengang spirrende Linux-miljø. Artiklen blev bragt i september 2000 under overskriften "Gratis dansk ordbog fra SSLUG".
På fjerdepladsen finder vi en artikel med klar forbrugerprofil fra december 2002 med oplysningen om, at "Aldi brænder inde med pc'er", mens femtepladsen går til en artikel fra september 2001 om virussen W32.Nimda.A, der dengang huserede.
Herefter følger flere artikler om virus, løn, antipirater, orme, sms-beskeder, aprilsnarrer, fildelingstjenester og andet i samme boldgade.
Ikke alle top-scorerne er lige vægtige set gennem Computerworld Onlines briller - lad os bare indrømme det nu, hvor vi kigger hinanden lidt i øjnene.
Sådan er det med os journalister, der - måske en smule selvhøjtideligt - har for vane at holde svulstige julefrokost-taler om, at vi skal sætte dagsordenen, være vigtige for erhvervslivet og være den fjerde statsmagt.
Desuden mener vi jo generelt, at vi har en forpligtelse til at bringe nyheder om emner, som vi ud fra forskellige kriterier vurderer, at læserne bør vide noget om - også selv om læserne ikke nødvendigvis selv vurderer det.
Men det betyder natuligvis ikke, at også de mere underholdende "news you can use"-nyheder ikke skal med i den strøm af nyheder fra it-branchen og nærmeste omegn, som vi tilstræber os at dække så grundigt som muligt hver eneste dag - endda kvit og frit for vores læsere.
Det skal de naturligvis, for det er hensigten, at man skal kunne hente en bred vifte af nyheder hos os - både de underholdende, de anvendelige, de informative, de perspektiverende og de reflekterende af slagsen.
Et sandt pionerprojekt
Da Computerworld Online blev sendt i luften som landets første rent online-baserede it-erhvervsmedie, var der tale om et sandt pionerprojekt.
Tanken var dengang, at hvis ikke Danmarks førende it-medie - den højtprofilerede Computerworld-avis - skulle kunne gå forrest med en online-udgave, hvem skulle så?
| Læsernes Top 5 Mest læste artikel nogensinde: Millionopkrævning på vej til danske fildelere Næstmest læste artikel nogensinde: Ådselæderne i den ny økonomi Tredjemest læste artikel nogensinde: Gratis dansk ordbog fra SSLUG Fjerdemest læste artikel nogensinde: Aldi brænder inde med pc'er Femtemest læste artikel nogensinde: Virus spredes via hjemmesider |
Derfor var det bare på med vanten og afsted med tungen lige i munden.
Successen udeblev da heller ikke - måske fordi Computerworld Online aldrig har fungeret som en lille knirkende anhænger spændt efter en papiravis, men fra begyndelsen har været en selvstændig udgivelse med egen redaktionel linie, egen økonomi og egen identitet.
Siden er flere andre medier poppet op indenfor samme boldgade i kølvandet på Computerworld Onlines eksplosive vækst i læsertal, ligesom stort set alle de store mediehuse siden har oprustet kraftigt på net-siden.
Nu har vi så rundet artikel-id nummer 25.000. Og ja, vi er godt klar over, at nogle artikel-id'er er blevet slettet undervejs med stemplet "ikke levedygtig", og at tallet dermed ikke er helt nøjagtigt, men vi synes alligevel, at der er grund kippe let med flaget.
Kan redaktionens seks journalister og skiftende journalistpraktikant fortsat holde dampen oppe og fingrene dansende på tastaturet i samme tempo som hidtil, bør vi runde det næste skarpe hjørne - artikel nummer 30.000 - i løbet af november 2005.
Vi skriver nemlig i snit 18 artikler om dagen - som alle fluks ryger ind i vores omfattende artikelarkiv, som ligeledes kan anvendes, gennemtrawles og læses kvit og frit.